»I computerens og tominuttersindslagenes tidsalder efterlader essayet et lige så ejendommeligt indtryk som en hestetrukken karet.«
Sådan skriver Horace Engdahl et sted i »Arret efter drømmen«, der udgøres af 19 essays. Og netop den prøvende og personligt farvede tekst har været med til at gøre ham til en markant stemme i litteraturverdenen og til medlem af Det Svenske Akademi, hvor han i ti år også var sekretær – og altså dén der hvert år annoncerede, hvem akademiet tildelte Nobelprisen i litteratur.
Noget forsigtigt akademimedlem var Engdahl ikke. For nogle år siden sagde han, at USA er »for insulært og ignorant til at udfordre Europa som verdens litterære centrum.« Og for ganske nylig udtalte han, at det er et problem for litteraturen, at stadig flere forfattere ikke har haft et rigtig arbejde, men kun gået på forfatterskoler.
Stærke ord fra en akademiker og litterat. Men for Engdahl synes litteraturen at være alt for vigtig til at blive behandlet med lærde forsigtigheder. Passion skal der til, og den mærkes også i »Drømmen efter arret«, der i vores tid – som Engdahl pointerede i det indledningsvise citat – ganske rigtigt fremstår altmodisch i al sin sprænglærde seriøsitet.

Og i samlingens forord skriver Engdahl kort, at han anser essayistikken – ikke mindst hos forbillederne Roland Barthes og Olof Lagercrantz – som litteratur på linje med den skønlitteratur, den forholder sig til. Essayistikkens udøvere skal ikke ses som »andenhåndsskribenter, men som udfordrende og eventyrlystne forfattere.«
At læse »Arret efter drømmen« er da også lige så vidunderlig som stor lyrik eller romankunst, og læseren bliver en slags opdagelsesrejsende i Engdahls afsindig store viden om litteratur fra snart sagt alle epoker.

En relevant sjældenhed

Som nu essayet »Vandreren i Goethes skygge«, der fortæller om forfatteren og tænkeren Karl Philipp Moritz, der var søn af en fattig regimentsmusiker. Efter at have lært ham at kende, skriver Goethe i et brev:
»Han er som en yngre bror af mig, samme type, blot forsømt og mishandlet af skæbnen, hvor jeg blev tilgodeset og favoriseret.«
I Moritz’ liv, der var sortfarvet af ulykker og fornedrelse, var venskabet med Goethe den lysende undtagelse. Og så alligevel ikke:
»Goethe hjalp Moritz til et professorat i Berlin, men spredte også forsigtigt de reservationer mod hans tænkning, der senere dukker op hos filosoffer og historikere, og som garanterede, at den illegitime bror ikke trængte ind på gudesønnens plads i eftertidens opfattelse.«

Denne »proletar-Goethe«, som Engdahl kalder ham, er en romantragedie værdig. Men det er langt fra den eneste oplevelse i »Arret efter drømmen«, der kommer omkring essayisten Sigmund Freud, poeten Stig Larsson (ikke Stieg Larsson!), digteren Gunnar Björlings afsindige produktion og går tæt på »grafomanerne«, der som besatte leder efter dét ord, der fuldt ud dækker tanken eller tingen.
Læg dertil Kafka, Blanchot, Mallarmé og mange andre, der aldrig er namedropping, men altid tjener en tankerække eller pointe – ofte endda isprængt humor.
Som type, den akademisk skolede litterat, er Engdahl en sjældenhed.
»I computerens og tominuttersindslagenes tidsalder« trækker stadig flere akademikere og lærde sig fra det offentlige rum og overlader dermed pladsen til højtråberne og de halvstuderede. Det litterære tidsskrift, litteraternes primære arena, er også på retræte.
Men Engdahl er her endnu, og man sympatiserer med ham, når han med forbløffelse konstaterer, at »mange mennesker er holdt op med at tage litteraturen alvorligt.«

Før i tiden, før massekulturen, var det anderledes, men nu konkurrerer kunsten og litteraturen »med andre former for underholdning, snarere end med religionen og videnskaben, som under de store epoker.«
Bitter virker Engdahl nu ikke. Han har selvfølgelig også hele litteraturhistorien at boltre sig i.
Titel: Arret efter drømmen. Forfatter: Horace Engdahl. Oversat af: Birgitte Steffen Nielsen. Sider: 224. Pris: 250 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.