Roman:
Jeg bruger lyden fra mine ridestøvler til at orientere mig med. Nu rammer de vildt hårdt, som var der en forhindring. Det lød som to rutebiler, der stødte sammen. Yes, det var to rutebiler, der kørte sammen.
Først senere kom glæden over rødvinen, chateaubriand Poulard 47, så lidt senere den pludselige farvelægning af den fra fødslen hvide frakke. først zobel, så alligevel ræv. så lyden af jævn pels som i sax.
Man kaldte tegningen konveks som sku det ku redde noget som helst.
Men det vigtigste af det hele: Begge bøger indeholdt en merskumspibe. Man havde udhulet siderne fra 33 til 188, dog uden at tage højde for den dejlige beskrivelse af den små frk EmmaLou, som havde lagt sin blomstrede bluse fra sig for at dyrke lidt sol. Rundt om sprang gederne, og sommerfuglene dansede. Smukt var det.
Vi glemmer Piberne.
Situationen var den, at fødderne stavede sig frem allerede i skoene.
Det drejede sig om hårdheder:
Cox orange, hårdhed 4. Lille mormor, hårdhed: 3, Stor mormor, hårdhed:2.7. Pomfritter: 1.5. Vat: 1,5. Mælkeis: 0,7, Tykmælk: 0,5, Letmælk: hårdhed: 0,3. Skuldervat: 0,2. Flaskeglas: 12.....hårdhed for strudseæg kommer an på om vi snakker blødkogt eller hårdkogt. Det samme med pudler..
bare fem minutter efter: Det meste af luften brugte vi til vore cykler, imens holdt vi vejret.
Og så lige en utidig reklame: Vi har fået nye landpostbud hjem. Samme pris, nye uniformer. Ingen bidmærker.
Og så vandrer tanker til det kliniske:
Min læge, Doktor, Robert Frytz, bearbejdede sorgen, tabet over hunden og svigermoderen ved igen at gå en kanylestørrelse op. Fanme, bande skulle der åbenbart også til. Som jeg plejer at sige.
Ja som jeg plejer at tilføje, når det er passende at tilføje: Ja, inde i enhver oberst er der en lille matrostøjsklædt dreng, der bare vil lege med et styk snor og en sten med hul i.
