Lidt om dyr i Indien, mest myg., clip fra Lars Bo Nørgaards blog flere år tilbage

Saks i Lars Bo tilbage i tiden  //blog//

Lidt om dyr i Indien, mest myg.

Har jeg nogensinde fortalt om gekkoen, dens fødder, hvordan små hår under dens tæer deler sig og deler sig, så gekkoen kan gribe fat på verden på molekylært niveau. Vi samlede gekkoer ind, gjorde Troels og jeg, da vi var i Indien, boede i det vi kaldte The Compound, et artists’ residency, eller hvad man nu skal kalde det, det er en lang historie, som du må få en anden gang. Vi samlede gekkoer ind, for gekkoer æder myg, og dem var der masser af på vores værelse, hvert aften steg en lille storm af små sorte kroppe op i rummet og søgte vores blod. Du skulle se en video, jeg har af Troels, hvor han har fluesmækkeren fremme og bliver ved og bliver ved, så gekkoerne var vores venner, vores små kæledyr, vi havde dyrehold, havde vi, satte skåle med vand frem, så dyrene kunne drikke, og de fik navne og vi hilste på dem hver morgen og ønskede dem god jagt om aftenen, mens vi lå under myggenettene og sov, foruroligende drømme om bjerge og blodbaner, om søer med hjerner i, fosforescerende hjerner under myggenet, hjerner under det mest fortryllende og forrykte angreb fra alle sider, en gammel sang, et godt refræn, at det hele er, og har altid været, godt i gang. Men nu kommer jeg i tvivl, for drikker myg ikke også vand, var det så ikke i virkeligheden en dum idé at sætte vand frem, eller hvordan forholder det sig med myg, er deres liv så korte, at de ikke behøver drikke andet end blod, og er der mon vand nok i blod til at nære en myg, og hvad æder de, æder de andet end blod, er de andet end små tomme kroppe som skal fyldes med andre væsners blod for at holde sig kørende, indtil parringen er overstået og æggene lagt, det var det liv, så kan det hele fortsætte. Værst var det for Troels som for ti år siden var ved at dø af malaria, som en, ligeledes indisk, myg havde givet ham på hans første store rejse væk fra mor og far, og det var netop hjemme ved dem igen, at sygdommen brød ud, og hans mor som er sygeplejerske genkendte straks symptomerne, så Troels blev svøbt i våde, kolde lagner og kørt i ambulance med åbne vinduer til hospitalet, hvor han blev sænket i is, for malaria er en parasit, som inficerer røde blodceller, som den bruger som rugemor, rugemor brister og en lille flok nye parasitter, skabt ved kønsløs formering, spredes ud i blodbanerne, hvilket resulterer i voldsomme feberanfald for værtskroppen, i dette tilfælde den som hedder Troels og er min ven og rejsefælle, han var tæt på at dø, for feberen var efterhånden så høj, parasitten så udbredt, at blodet kunne blive for tykt til at det kunne pumpes gennem hjertet, men han klarede den, de fik feberen ned, og et par uger fulgte, hvor han ikke husker andet end geometriske hallucinationer, mens modgiften nedkæmpede den fjendtlige invasion. 

låner lige et stykke fra Louise (juhl dahlsgaard)....Må jeg lige anbefale hendes blog

september 5, 2016

Ensomig #99

Hun drømmer, at hun deltager i en særlig seance, hvor det
gælder om at lære at skelne mellem mål og
formål. Prøven består i at hun skal sætte verdens største
måltid til livs, først japansk misosuppe med vingummibamser,
dernæst fyldte chokolader, så en østeuropæisk gryderet, brækkede
kraveben, schweizisk ostefondue, et helstegt pindsvin med pigge.
Hun æder som befalet, det smager ikke grimt, bare mærkeligt,
virkelig mærkeligt. Hun er slet ikke sulten, og spørger,
hvorfor hun skal spise al den mad, men får at vide, at:
“der er en tid til at dvæle og en tid til at æde.” Så hun æder og
græder som pisket, men ned kommer det, al maden.
Og de fortæller hende, at det er flot, at hun har bestået prøven: at
hun nu har bevist, at man kan, hvad man vil.

Indstiksseddel autofiktion/selfie/ r

Tag ikke Emperal,

hvis du er overfølsom over for metoclopramid. 

Hvis du har svulst i binyremarven,

det vi andre kalder fæokromocytom,

hvis der er hul på mave-tarmkanalen,

hvis du lider af ufrivillige bevægelser,

hvis levopoda, nej levodopa, jvf parkinson, 

ved kraftige muskelspændinger, hvis du drikker alkohol,

hvis du er ældre og konfus,

eller en af delene, 

hvis din nyre ikke virker,

hvis din lever ikke virker.

Du kan få pludselig hududslæt,

besvimelse, 

anafylaktisk chok,

miste bevidstheden, 

kramper,

hjertestop,

blåfarvning af læber, hallucinationer,

og diaré, 

blodtryksforhøjelse

(svovl binder sig til

hæmoglobin), og hvis du forsnævringer i tarm-

kanalen

metakommentar: der er noget nærmest fascinerende i bivirkningslistens dødningeudstilling...denne dobbeltbevægelse der hedder helende, men vi mener det ikke så seriøst ..lidt a la: operationen lykkedes, men patienten døde. Kommunikativt den morbid-sjoveste dobbeltfigur, en portal som nødlidende patienter må gå igennem med åbent sind, mens der blir skudt med haubitzer bagfra.

fredagens

Fredagsdigtet

Foto: Pixabay

Knud Steffen Nielsen

30. september 2016

0

SHARES

Del på FacebookTweet

lige en talentløs mail, kære Poul.

biopsien, den lille nålepude/

et pindsvin/ men spærret inde, indvortes

og det skal jo give forkert farve fra de åbninger, du ved/

gul/sort advarer, men hva med rød/

Lægemand sagde ikke rigtigt noget om den sag, heller ikke på forespørgsel, svarede

i hvert fald i vest på mit østvendte spørgsmål. Og gav den på suspensen, der blev ligesom

bygget op til at det hele var værre og i den grad spredt/ helt ud i haven/

(end han havde sagt til mig i tlf)

det viste sig så, at det var en slags talefejl. Kun lymferne

var kommet til, hvad vi vidste. Udtalt som ruin./

og plasteret fra depotmedicinen under maveskindet

Vidste ikke, om jeg skulle sprættes op med lille håndøkse/ eller bordkniv /

og hvilket større aggregat sku fastspændes.

/En mand i Nykøbing har en butik med vask og rens og rul, den hedder Kemo/

Og måtteservice. Det er sgu da humor.

Jeg har og er dartskiven. Det er ikke humor.

**

Dette er fredagsdigtet på DenFri af Knud Steffen Nielsen.

The following two tabs change content below.

Om rod, readymade

clip fra bloggen Den smalle Bog. Anmeldelse ved Erik Kock, der har læst Søren Fauths Vilje.

torsdag den 21. april 2016

Hvor der er vilje, er der liv. En filosofisk tænkepause

Søren R. Fauth: Vilje. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser, marts 2016. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Kock 

”Det var ikke med vilje, det var med hånden!” Et begejstret grinende ekko fra barndommen lister sig ind i skriveprocessen netop nu. Pigen skubbede til drengen så han faldt, men forsøger med ironi og humor at afværge den værste ballade. Af og til hævdes det at børn siger sandheder uden blusel, uden pli og uden tanke for konsekvenser. Det nævnte er et ganske overset eksempel. Citatet er ikke bare en leg med ord, det er en leg med ild.

Det skulle ikke undre om en af Søren Fauths i bogen omtalte sønner også engang har ytret disse ord, og at faderstoltheden straks har opfyldt forskeren. Knægten har i sin uskyldige visdom netop demonstreret at han kan håndtere både erkendelse, bortforklaring og humor i ét hug. Han ved godt at det var med vilje, og det gør de omkringstående også. Han havde først til hensigt at skubbe og løftede derefter hånden for at udføre handlingen. Men nej, ikke ifølge den tyske filosof Schopenhauer, og så skal man vogte sig; for denne mastodont i tysk tænkning har gennem mange år været Fauths helt, bl.a. taler adskillige oversættelser og indføringer i Schopenhauers tænkning deres tydelige sprog. Og forfatteren erkender da også at han ikke kan skrive en bog om vilje uden at denne filosof bliver en hovedperson.

At Fauth Jr. i den ovenfor skitserede situation er faren til behag, skyldes at han demonstrerer dybde i sin tanke. Detvar med vilje, men viljen var der allerede, den kom førhensigten. Så knægten har på et helt andet plan ret alligevel. Før Schopenhauer, siger Fauth, var den gængse filosofiske position

”(…) at mennesket først og fremmest er et fornuftigt og forstandigt individ, og at viljen så at sige er et resultat heraf. Vi er med andre ord først tænkende, derefter villende.

Men ifølge Schopenhauer forholder det sig omvendt: Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe mod, har brug for en retning, et mål, tænker vi. Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.” (s. 24)

Gennem bogen formidles der for fuldt tryk med allehånde indgangsvinkler og hverdagsscenarier med filosofisk perspektivering på en sådan måde, at denne nr. 37 i rækken af pocketbøgerne ”Tænkepauser”, uden besvær lever op til seriens slogan: ”Viden til hverdagen af topforskere.”

Med Schopenhauer som omdrejningspunkt og guide gennemgås menneskets vilje som det absolutte grundvilkår og som oppositionel position over for bl.a. Kant. Denne oplysningens og fornuftens ridder belyses i forhold til tanken om den fri vilje, og der inddrages pointer helt frem til moderne hjerneforskning. 

Schopenhauer

Men igen og igen lader Fauth Schopenhauer lave benspænd ved enten at vende tingene på hovedet eller ved slet og ret at udnævne mennesket som én gang for alle prisgivet sin vilje, sin egoisme og sin kannibalisme. Det er ikke kønt, men realistisk, i følge tyskeren og, må man tro, germanisten selv. Der er ikke tale om kolportering af en tænkningens darwinisme, men en udfordring til at bevæge sig så langt hen imod disse bud på indsigter som man, nå ja, har vilje til.

Det er nu ikke Schopenhauer det hele. Ud over Kant er man glimtvis på besøg i tysk litteratur- og filosofihistorie, og der garneres med franske observatører og tænkere. Det er således filosoffen René Descartes der allerede i bogens indledende sætninger modtager det første germanistiske hug ved at lide den tort at se sit hæderkronede dictum ”Jeg tænker, derfor er jeg” sparket til hjørne af omskrivningen ”Jeg vil, derfor er jeg.”

Der er dog ikke tale om nådesløse slagterier, men om en venden og drejen af vores vante forestillinger og trygge forvisninger.

Som passioneret cykelrytter konfronterer forfatteren rent privat ofte sig selv med mange udgaver af de viljeshandlinger og -ytringer som bogen behandler. Som led i en formidlingsstrategi fungerer trængslerne på den store klinge ganske udmærket. Selvironien og humoren er heller ikke af vejen, når læseren giver sig i kast med de i bund og grund uudtømmelige spørgsmål om vilje, krop og handling. Det er i bundetheden til samspillet, man kan vel lige så godt sige ’kampen’, mellem disse tre, at mennesket kommer til at stå frem. Det ultimative udtryk er viljens vilje til sig selv og viljens vilje til liv.

I bogen rejses der langt flere spørgsmål end der gives svar, og det er på sin plads, for det er som bekendt svarene der får os til at standse; spørgsmålene driver os videre.

Hvem ved, kære læser, måske sidder Fauths ”Vilje” i din lomme en dag. Men det er selvfølgelig helt op til dig selv – hvis du da ellers mener at du er i besiddelse af din egen fri vilje.

Min ven, Lasse skriver

onsdag den 30. december 2015

Eventyrenes tid er ovre.

Kvitteringerne hober sig op. Mine lunger griber mindre luft. Døden står for døren, jeg ved det godt. En duft af gran, en krans om halsen. Mit navn er Kong Arthur, jeg er romersk legionær, det var jeg, det faldt sammen, jeg skule jo leve. Jeg har været overalt, jeg har siddet i en grotte, jeg har ædt mig selv, munden fuld af aske. Nyrerne sætter ud, jeg nåede ikke lære dem at kende. Ved du, hvad jeg snakker om. Jeg elsker dig, alt er kærlighed, sagt på en anden måde, der er ikke noget på den anden side, der er ikke nogen anden side, hovedbundsmassage. Alt er kærlighed. En plasticdinosaurus, et par klaprende støvler, Mussolinis fjæs, Donald Trumps, hvem ligner mest en vaffelis, en sukkertomt. Jeg vil sniffe hele natten, dens løv, dens levende åndedræt, roerne, træernes nøgne grene, deres dryppende dråber. Jeg elsker træet, jeg elsker alt, jeg ligger sidder og dør omkring. Alt er teater, alt er vin og brød. Og altid vender vi tilbage til havet, saltet og skummet, bølgeskvulp, månen står op, solen går ned, det lyner, det tordner, det trækker op igen, trommerumlen i det fjerne, ude fra horisonten, og inde fra land, et sted mellem klitterne brænder et bål. Jeg er tilbage igen (halvt henvendt til suffløren). Ved du hvad jeg mener, når jeg siger, at åndenøden er et historisk betinget fænomen.