Erkendelsen af, at det nu ikke var mig der kunne frelse verden alligevel, hvor gerne jeg end måtte ville, ramte mig i nakken som et kølleslag — en boomerang af den slags, der vender tilbage hvor den kom fra, uanset hvorfra den var kastet, men hvem havde kastet den, siden det nu ikke var mig? Ellers måtte det være mit andet og bedre jeg, men det var jo ikke til at kende igen, midt i samtidens galopperende hukommelsesmalstrøm. Dele af mig selv kunne jeg godt vedstå mig, men der var også visse steder, hvor jeg måtte forbeholde mig ret til at tage mine indvendinger i betragtning: Sådan var det jo! Jeg ville gerne nyde alle fordelene, men lægge afstand til de bagsider, der uvægreligt ville følge med! Hvorfor kunne tingene ikke bare være lutter lagkage, bare dans på roser? Ja, man må noks børge! Der var fortumlelser i de små hoveder, forvirring i de vidtsvævende forklaringsmodeller! Det føltes ret ud sagt som et bagholdsangreb. Du sagde: En titel til denne tekst kunne være: Erkendelsessyndromet, så sandt det sværeste i verden er at forstå, ja begribe noget som helst overhovedet. Jeg sagde: Man må søge bekræftigelsen, hvor den findes! Det kunne vi ikke blive uenige om.
Dagen tilbringes med at tænke på ting, man skal foretage sig, og i hvilken orden. Når det er sket, er man dødelig udmattet, at man må lægge sig. Udførelse af gerningerne bliver der ikke noget af. Alene at finde på titlen til denne tekst har taget en eftermiddag. Til slut beslutter jeg mig for overstående, den har det rette leksikalske anstrøg. Idet jeg allerede i samme øjeblik kommer i afgrundsdyb tvivl. Skal jeg ikke hellere bytte ordene om, Forehavende, se gøremål? Så står de også i alfabetisk rækkefølge, det er dog noget! Målrettet, formålsbestemt! Hensigtsmæssig! Funktionel! Fortvivlelsen er så elendig tilpas over sin trøstespisning, men kan ikke lade være af den grund. Hvad som helst, der kan forsøde dens elendige tilstand. Det er Kammerat Faldhat på vrangen, snublekyse, ohøj! Ja, altså indmaden ud! Her nytter det ikke bare at kaste op, det kan enhver jo komme og gøre. Trevent, se også genstridigt. Modvilligt! Og ophobninger af visdomsord på stribe, såsom Meget af lidt har også sin ret, og Man kan ikke få alting på én gang! Ja, man føler sig helt ør, mørbanket. Fortumlelser, som når man under afgrundsdybe forsovelser efter for meget rødvin, kommer væltende nærmest sideværts ind gennem den ene virkelighed efter den anden, idet man nærmest på tværs af fløjls– og silkekorridoren, med skulderem forrest, åbner de meterhøje dobbeltdøre og pludselig befinder sig i et helt andet barok-gemak, end det man befandt sig i før, det være sig salon eller kabinet, for straks efter at være tumlet videre på tværs af dette også, hovedkulds som en kamikazepilot, ind i det næste, ukendte, og dog så fortroligt velkendte mødelokale eller spisekøkken, der også for sin part åbner op for nye virkeligheder, kamre af enhver art, saloner og skrivekabinetter, lidt i retning a lá Holberg, ja ligefrem små teatersale med scener, hvor man pludselig ser sig selv stående fanget af spotlyset, mens man fremsiger det berømte haiku-digt: jeg er den jeg er/men jeg er bortrejst p.t/på ubestemt tid.
Vi talte om at flytte os i eksistensen, uden at komme ud af stedet, og dog uden at træde vande. Hvad talte vi om? Jo! Vi talte om at flytte os i eksistensen, glad som den rene, logrende biologissimus, logrende som vort eget, inkarnerede princip, tumlende begejstret gennem mørket, hvor biologien så logrende springer os i møde, i sin bestræbelse på at ville foretage sig noget fornuftigt. Det er så at sige kendetegnende for den. Man kan så med større eller mindre grad af hensigtsmæssighed spørge efter formålet, det kommer ikke det smør ved: Enten fungerer den, eller også kommer der ingen bukser ud af det skind! Så bliver den ved med at være på tegnebrædtet — på abstraktionsniveauet — noget man kan tænke sig til, hvis man skulle være i det humør! Uvederhæftig som bare fanden!
Et andet kendetegn kunne være, at den tager sig ud. Det er så at sige et signalement, ellers kunne vi ikke nyde den. Vi nærmer os her meget stærkt æstetikken, mens vi synger af karsken bælg: Jeg er mig som du er dig og vi er alle sammen, for sådan er vi jo: Uerstatteligt ens!
Det var et spørgsmål om livets opståen på jorden. Vi talte om Våd for begyndere og for lidt viderekomne, og pludselig var vi inde på Værftet, hvor de store skibe lå i dok under forskellige grader af færdiggørelse, angående vedkommende, vedrørende bemeldte, det var et spørgsmål om skelnen, det drejer sig om en væsensforskel eller om gradsforskel, her skulle man gå i detaljer, ja nærmest bruge lup. Her skulle man bruge en helvedes masse papir, af en eller anden grund, det var ikke bare regnskabsbøger alt sammen. En i selskabet udtalte de vismandsvise visdomsord: Hvis det er vigtigt nok, vil det sætte sig igennem! Vi andre så forbløffet på hinanden: Det havde det jo så netop hermed gjort! Hvor meget synes du selv, det er latterligt? Så meget? Eller bare sådan her? Måske ligefrem så lidt? Hvorvidt det er sundt at undre sig sådan hele livet, er et åbent anliggende. Undren er godt, men nysgerrighed er vist af det onde. Fy, fy! Hvorfor ikke bare tage til takke med det man får, indenfor de rammer, man går stukket ud? Slyngel, tølper, slubbert, slambert! Sjover, svajer, sjuft! Forskellen er himmelhøj, afgrundsdyb, milevid. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, som den gråskæggede Vismand udtalte, vel vidende, ja i fuld bevidst om, at kategoriske udsagn glider lettere ned, særligt hvis de kan få ikonografisk karakter, sådan lidt a la ordsprogsagtig. Den slags kan holde sig for evigt.
Dagens indsyn: Ligegyldigt, hvad man skal, skal man noget andet! Det kan være småt, det kan være stort, det slår ikke til! Dine bestræbelser kan være nok så velmenende, det hjælper nul og en dyt. Du skulle hellere have gjort noget andet alligevel. Det var som livslang kvælning i egen krop, som når éns tog er kommet til Udsigtsløs-Endeløse og nægter at flytte sig videre. Var det virkelig det, som var formålet med éns jeg? Var dette meningen med éns tilværelse? Man syntes vel selv, man var udsét til noget større.
Målrettet, se hensigtsmæssig.
Nu vi talte genkendeligheden som selvforståelse. Var der smiske på færde? Alting er i bund og grund uforklarligt, det der kan gøres rede for er for nemt, og i valget mellem ubegribeligheden og fortolkningen af den ville jeg forbeholde mig ret til at danne mig min egen uforgribelige, det var der ræson i. Det var en dyrebar selvbevidsthed. Hvis ingen andre ville, måtte vi selv tage affære. Du sagde: En tillagt værdi gør mig kostelig smuk! Jeg er så enestående unik, der findes ingen andre som mig! Indrøm nu bare feteringens voldsomme indbildskhed, dansende, steppende lippizanerhingst, der går ingen skår af dig af den grund. Jeg ved, hvad du mener! Se bare mig!
Mundkurv på Mæhlam, Mæhlam bli´r så spag.
Nu talte vi om eksistensen, tilværelsen anskuet som sådan, netop anskuet, ikke anskudt, og du sagde, citat: Livet er det mærkeligste, vi nogensinde kommer ud for! Jeg kunne kun give dig ret. Det var sært som om hvert eneste væsentlige spørgsmål var kilde til forunderlighed og glæde, de forundringer var i sig selv uforklarlige og stod som gåder i natten, spejle der vendt mod hinanden nægtede at tage de billeder, der vigtigst af alt, det essentielle, i sig selv anderledes værdifulde end penge i banken end aktier, obligationer eller andre tilgodehavendebeviser, så sandt livet var vores egentlige ejendom, vores kapital, det eneste vi havde at byde ind med, så sandt casinoets lykkehjul bestod af banko eller dobbelt op og netop ved forestillingen om dette bevarede sin værdi, den tanke strejfede mig som en åbenbaring, et lyn fra en klar himmel, helt uden forvarsel, visionær i sin blændende pragt som tomheden indeni, netop derfor at da giver den mening.
Som nu det vidunderlige i skikkelse af selv samme, se nu længslen og alle dens munde, er der da slet ingen grænser for omfanget af det, vi taler om? Åbenbart ikke, for jo mere, du ønsker, desto mere får du, vi taler stort Å her, som i måben, kun på den måde er længslen større end sit indhold, for fremtiden er det, vi bygger sammen. Vis ikke din overraskelse, hvordan den kommer bag på dig, lad bare som om, du ved hvad du foretager dig og hvorfor du gør det, der må vel være en hensigt et sted, en bagvedliggende tankegang, formålsrettet, og når nu føler sig o-so-lo-mio-o-seret af hans påtrængende lem, vel nærmest bemægtiget af selv samme, ja så stramtsluttende fitter hun om ham, at det ikke er til at afgøre, hvor hendes inderside ender og hans yderside ophører, ja selv deres bevægelser er de fælles om, frem og tilbage, frem og tilbage i al evighed, jeg er dig som du er mig og vi er alle sammen, så længe længslen spejler sin form i sit formål, på den måde er vi alle fulde af håb, sted finder sted, begivenheder foregår, og skønt nye universer opstår uafbrudt og om igen, er vores det eneste ene af slagsen: Nyd det!
I den søvn, du skal sove, er der en dør et sted, som står på klem, det må du affinde dig med. Hvor den fører, får du aldrig at vide, hvor gerne du end vil, der er andre opgaver at løse, bedrifter du nødvendigvis må affinde dig med. Og en gåde, der ikke for enhver pris har fået påprakket sin løsning, er ikke nødvendigvis af det onde.
Hvad angår begrebsforvirring.
I drømme havde jeg løst alle mine problemer, let og ubesværet. Da jeg vågnede, kunne jeg bare ikke huske hvordan.Hovedsagen var dog, at det lod sig gøre, at det i det hele taget lod sig realisere. Vi talte om ting. Vi talte om ting i tur og orden. Tilfældig rækkefølge er der vel ikke noget, der hedder. Det gælder bare om at vide, hvad meningen er med det hele, så skal det nok gå alt sammen. Det var i det øjeblik, det gik op for mig, sådan rigtig for alvor, at jeg var noget, man dør af — der er ikke noget, der hedder stand in eller stedfortræder. Hvor i hele den vide verden skulle man også gå hen for at finde den skuespiller, der kunne spille mig? Men helledusseda! De kan vel heller ikke ligne
lige godt alle sammen, det ville da også være for meget forlangt.
Regarding confusion
In a dream I had solved all my problems, easily and effortlessly, when I woke up, I just could not remember how. The main thing was that it was possible, that it could be realized. We talked about things, we talked about things step by step and orderly in random order, is hardly anything. It’s just about knowing, what is the meaning of it all, then it should probably go all together. It was at that moment, it dawned on me, such for real, in earnest, I was something you die from — there isn’t something called stand in or substitute. Where in the whole wide world should one also go to find the actor who could play me? But good Heavens! They could’t look alike equally well, that would also be too much to ask for.
In Bezug auf Verwirrung
In einem Traum hatte ich alle meine Probleme gelöst, leicht und mühelos. Als ich aufwachte, konnte ich mich einfach nicht mehr erinnern wie. Die Hauptsache war, dass es möglich war, daß es realisiert werden konnte. Wir sprachen über Dinge. Wir sprachen über die Dinge Schritt für Schritt und ordentlich. In zufälliger Reihenfolge gibt es kaum etwas. Es ist nur zu wissen, was ist der Sinn des Ganzen, dann sollte es wohl gehen alles zusammen. Es war in diesem Moment dass es dämmerte mir, solch real und ernst, dass Ich war etwas, wovon mann stirbt — es gab nicht so etwas wie ‘stand in’ oder Ersatz. Wo in der ganzen weiten Welt sollte man auch gehen, um zu finden den Schauspieler, der mir spielen könnten? Aber lieber Augustin! Sie konnten sich nicht alle gleich gut
gleich aussehen, das wäre auch zu viel verlangt sein.
Concernant confusions
Dans un rêve, j’ avais résolu tous mes problèmes, facilement et sans effort. Quand je me suis réveillé, je ne pouvais pas me rappeler comment. La principale chose était que c’était possible, que ça pouvait être réalisé. Nous parlions de choses, nous parlions de choses étape par étape et dans l’ordre. En ordre dispersé, chaque chose est difficile. C’est juste à savoir, quelle est la signification de tout ça alors, cela devrait probablement bien marcher ensemble. C’était à ce moment, ça m’a traversé l’esprit. Comme si c’était vrai, pour de bon, Je suis quelque chose de mortel. Il n’y a rien appelé à remplacer ou à substituer. Où dans le monde entier doit on aussi aller, pour trouver l’acteur, qui pourrait jouer mon rôle? Mais bon dieu! Ils ne pouvaient pas tous se ressambler aussi bien, ce cerait aussi trop demancher.
