Patientdigt

Gidslet, som

patienten, der ligger i koma.

Alle mulige bemærkninger om ham, hans mission, hans ønsker

alle drømmene, ja man mente ikke de var der.

Han bevægede ikke læberne. Han bevægede ikke øjnene.

De sagde: Hvor længe varer det her?

Det var en tale til luften, rummet, måske sengen.

 at være bedøvet  og vågne op midt i det hele, operationen og være i

smerten, vanvittig, var der; ingen befriende

dope længere. Han hedder etellerandet.

Det er så ligegyldigt nu.

Hverken hænder eller stemme kunne gøre  de omkringstående opmærksom

 på hans pludselige opvågning  midt i det hele.

Prøvede han på at pege på skalpellen, der stadigt arbejder?

Han  forsvinder for dem i de ord der ikke kan komme til. Man

 mente ikke ordene eller han var der.  Som sådan

talte de og talte.    

kh Knud 

Arkiv, Brønnum anmelder

torsdag den 18. februar 2016

At tælle til én er knapt nok nok

Knud Steffen Nielsen

Derfor står jeg frem nu

(Werkstatt 2015, 78 sider)

Af Jakob Brønnum

Knud Steffen Nielsen har udgivet adskillige digtsamlinger. Det meste af hans udtryk ligger et sted mellem den form for sproglighed, der bearbejder faste vendinger, som man kender fra især Ursula Ankjær Olsen og en mere billedrig digtning – ind i mellem kan det være i retning af det surrealistiske. Humoren er der altid et sted som et element

                      Hvor rationalet hos f. eks Viggo Madsen i almindelighed er, at der netop ikke er noget rationale, altså ikke ligger noget semantisk tegnsystem bagved, som de sproglige koncentrationer kan referere til, men betydningsdannelsen netop sættes i gang af dette faktum, er det ikke sådan hos Knud Steffen Nielsen. Der kan findes metaforiske sammenhænge, der gør digtene yderst almenmenneskelige:

"Løbende under himle af stuk og

vildelse. Det hører os til, der lever

under drejelofter famlende

efter blødende hænder …"

(Digtet Bevise, Farven Godot s. 23, After Hand 1993)

Måske sådan: Himle, som billedet på noget overordnet i tilværelsen, forsynet med prædikaterne stuk (noget kunstigt forsiret, om end til tider smukt), vildelse (noget indefrakommende utilregneligt) og drejelofter (noget i omverdenen, der bestandigt bevæger sig, dog fortrinsvis efter faste mønstre). Og det hele flytter sig i høj fart. Sådan en indledning til et digt kan man være længe i. Det er jo sådan man har det.

Fremtrædelsen

Uden at jeg kan hele forfatterskabet udenad, vil jeg sige, at det forekommer mig, at de to seneste bøger bruger alt det bedste, der er i det til at skabe endnu dybere metaforiske konstellationer, som man kan være endnu længere i. Den forrige bog var den første prosabog, ”Kaptajn Kugeln og min brev og notesamling I – Om håndtering af og Lærestykker i det enkle liv (Forlaget Armé 2014), et mærkværdigt værk (et mesterværk, if you ask me), hvor Knud Steffen Nielsen tegner et mageløst detaljeret og morsomt, satirisk portræt af samtiden, særligt den i provinsen. Jeg har skrevet en læsning af den på bibliotek.dk.

                      I den seneste bog, ”Derfor står jeg frem nu”, møder vi gang på gang nogle af de eksistentielle grundbilleder, ”Det ukendte", ”støv” – oven i købet sammen med, hvad der må være støvets absolutte eksistentielle og metaforiske modsætning, "linealen" – ”Skæbnens tal”, ”tiden”, ”rationelle tanker”.

                      Knud Steffen Nielsen undersøger virkelighedens beskaffenhed med begreber, der har været kendt tilbage fra antikken, billeder på skæbne og uvished:

”Kunne skrive op og ned ad dørstolper

om enhver form for hasard

ikke så meget alt det med pengene, hvis det er det du tænker på.

Algoritmen baserede sig på: Det er ikke kun spil.

De giver for lidt tilbage på en halvtredser DERUDE

Og i den anden ende er der altid én der hænger fast i

den rette fortælling om det religiøse

Det er et andet spil.” (s. 42)

Der er den igen, bare større end den med himlen, som ellers var stor nok: Algoritmen overfor hasard, op og ned ad dørstolper som det kedsommelige, (måske også med et anstrøg af en gammeltestamentlig dørstolpe, og den er ikke sjov), den anden ende som tilværelsesbillede og det religiøse. Altså billeder på det beregnelige, det ukendte, på det kendte (det kedsommelige) og på at tage en hasarderet chance. Jeg vil ikke forsøge at vride en mening ud af disse billeder, men blot gøre opmærksom på, at de er mulige hegnspæle i en digterisk tilværelsestydning, som man kan være længe i. Mærkater, der drejer sig om at afkræve tilværelsen en måske flygtig mening eller være i dens utydelighed.

                       Problemet er, at bogen består af 71 sådanne sammenstillinger af nøje udvalgte (intuitivt udvalgt, helt sikkert) metaforer. Hvordan i alverden skal man kunne blive færdig med den? Det er det, poesi er. Jeg har interesseret mig for digte, siden jeg læste Knud Vad og Vagn Steen som knapt teenager og Synets flod af Robert Corydon, for at have sådanne bøger i hånden:

"Jeg har glemt det hele, og

det hele er rigtigt, og det hele er

vanvittigt.

Vanviddet er reglerne. Dér

Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.

Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle

de fjorten. Skovene tager altid munden for fuld.

Om jeg har læst alle træerne ….?

”Så referer noget af handlingen

for forsamlingen”, siger du.

Jeg kan ikke styre

det.

At tælle til én er knapt nok nok" (s. 30-31)

mandagens digt

Han førte et sundt liv med kolde bad. Det er løgn.

Jeg slog hul på isen for at fiske.

Imellem linjerne kan man læse at kun én gang i sit liv havde

jeg fanget noget større end agnen.

Krogen sad ofte fast

i frakken.

Selv det fastbundne hældede så meget, at ingen troede på det.

Det jeg gjorde skal ikke stå på linjerne.( i stedet for at snakke om mellem linjerne er

det mere korrekt at tale om hvordan man med sit kameraøje indstiller distance/zoom

+ -/totalitet/ halvtotal/ og nu kom jeg lige at tænke på de gamle stalddøre, hvis to halvdele åbnes separat( var den lukket, halvåben//

indskud burde flyttes//forkert indzooming her)

Tegn en stor fisk.

Tegn en kranvogn, der kører det hele væk.

Jeg tror jeg vil tegne et vinterlandskab a la breughel.

Jeg vil se bort fra skalering, og at værelset henligger som det hedder i halvmørke. (//regi, dvs en bevægelse væk fra linjen og linjens illuderen)

Nu går jeg ind i huset.

Det Sixtinske Kapel tager timer at tegne.

Klimaet er svært at tegne, så det ligner.

Modsat djævlen er jeg bagud med det meste. Ville have tegnet en tegning, der forestillede mine drømme for fremtiden, Var ikke til at styre.

Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8

Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8

Havde besøg af min gamle adjudant, Harmut Schmith,
så traurig i sine træk som altid.

Han lever sit liv ved at læse alle typer dødsannoncer og mindeord.

Jeg tænkte hele tiden på adjudants Schmiths apparition. (disse bakkenbarter, der næsten når mundkrogen...)

Han er for gennemsigtig som havde vandet lukket sig over de spor, tiden havde sat.

For tiden eller livet må have været et  andet sted, men ikke hos ham.

Jeg gav en god frokost i den smukke pavillon, forskellige postejer, udelukkede fra fugle, krams-, fasan- og vagtler.
Bagefter forærede jeg ham mit gamle regimentscigaretsølvetui. Den eneste vits, jeg nogensinde hørte undslippe hans mund, var, da han sagde, at en dag vil det blive umoderne at have bydetobak, og folk ville være sig selv nok. 

Kugeln dagbog

Kaptajnens Dagbog fra de sidste dage

torsdag: tre mand i kvarterarrest for at ha urineret ved indgangsportalen.   Feltpræsten fortalte det småhviskende til mig under morgenandagten

fredag

Er lidt smådoven i dag. Gider knapt banke piben ud.

Min hund ligger stille. Frosten bed os begge i kæberne i går.

frihedsbrev gl version

FRIHEDSBREV:

en ytring er ikke bare ytring er ikke bare en ytring

Min frihed implicerer, at den andens frihed begrænses.





Ytring og ytringsfrihed er ikke entydige begreber. Det er vidt forgrenet, ja nærmest ud i det absurde, hvilket i princippet kunne føre til at frihedsbegrebet bliver absurd, da alle hændelser ville få en blancocheck til at udføre alle absurde handlinger.

Og inden da lad os lige slå fast-osse, at ytringer er udsagn, meninger, fakta, subjektive udbrud om smag, tilståelser, tilståelser under tvang, appeller, bønfaldelser, overtalelser, benådninger, domfældelse, domfældelse på forkert grundlag, pålæg om at udføre bestemte forhold (principielt er Eichmanns ytringer om udslettelse en ytring med en effekt, der perspektiverer og indsætter ytringen i sin rette ramme for nu at tage det ekstremeste), forespørgsler, undskyldninger, gratulationer, indrømmelser, betingelser, gidselskrav, påbud, manipulationer, trusler, overtalelse mm,kort sagt ytringer kan med  rimelighed defineres som en klasse af alle mulige udsagn, der ofte har handlingskonsekvens).

(Vi springer den type frihed over der handler om bortretouchering af ansigter fra officielle fotos (Klementis portræt på fotoet med Gottwald (jvf Kundera)). For at rense for klassefjender, så udsagnet står renere. Euthanasi, friheden til nå det rene. Frenologiens rene ytring. Bortfjernelse af mongoler for at nå et rent billede og dermed ren ytring om verden. Cleansing, demografisk, se bosættelser o.lign. Forud for handlingerne er der igangsættende ytringer.


Tilsyneladende forefindes:

Retten til magt. Retten til dårskab.. Retten til at påføre andre smerte. Retten til at være smertefri. Retten til mad. Retten til sult. Retten til at være tavs. Retten til succes. Retten til fiasko. Retten til at blive behandlet værdigt. Retten til at blive set. Retten til at blive ignoreret. Men det vil ikke direkte blive berørt her, kun som noget ontologisk: Hvordan frihed opstår og distribueres, og hvordan det er komplementært, da frihed og frihedens rettigheder implicerer det modsatte hos den part, friheden kan bruges imod. Jeg går voldsomt ind for frihed og vel osse min nabos frihed. Tror jeg nok. Men begrebet er ret diffust. Retten til dårskab nævnes ikke ofte, men ligger implicit og skvulper. Mange af de nævnte rettigheder er ikke nødvendigvis protokoleret i menneskerettighedsdeklarationer.

At retten til handlinger, retfærdiggørelse af handlinger, er et spørgsmål om magt er evident.

 Hveranden modsiger/dementerer muligheden for den første.

*
Lad os figurliggøre det:

Jeg taler om Spurvens frihed. Og om Ørnens frihed. At Ørnens frihed er at opæde Spurven. Mens Spurvens frihed er retten til at blive opædt.

*

Ørnens og den stærkeres frihed er sammenfaldende med retten. Dvs retten defineres af den stærkeste. Altså magten definerer friheden. Som det hedder sejrherrerne skriver historien. Og hvad skal vi så med den type ”frihed”, der netop borttænker de besejrede.
*

Sprogligt er der ingen forskel på magt og frihed. Den første definerer den anden.
*


Det er enhvert geværs ret og frihed at vurdere, hvad der er bedst i enhver ytring.
*


Ytringsfrihed er verbal og nonverbal. Retten til at afkorte et hoved, der raver for højt op er en nonverbal ytring. Nonverbale og verbale ytringer kan være frihedsytringer.
*


Ørnens frihed er total og kan suspendere alle andre frihedsrettigheder. Det er dens ret.

*

En ytring, nonverbal, er fx at skide hvor som helst, og hvor det forvolder mest svinskhed og skade på andre. (i en døbefont under højmessen).

*


Det kan man hævde er en ret, det er i hvert fald en ytring, men altså en nonverbal ytring. Den kan og skal ikke defineres af en spurv. En spurvs frihed er jo netop indrettet på spurve. Og kun i hierarkiet derunder kan man tale om spurvepræmisser.

*

I dansk lovgivning er ytringsfriheden en smule begrænset af injurielovgivningen.
*


En nonverbal ytring som fx at svinge en økse i religiøs/politisk/ekstase kommer ikke nødvendigvis ind under injurielovgivningen. 

*


Beskærer en økse (i religiøs ekstase eller ej) hoveder der sidder på andre, træder straffelovgivningen naturligvis i kraft. Og triller hovedet helt af, er straffen høj, selvom det er en ytring og godt nok nonverbal.  

*
Straffelovgivningen er eksempelvis et svar på ovennævnte ytring og kan være en beskyttelse af borgere og samfund, men kan osse være en monopoldannelse på meninger og frihed til meninger.

Frihed er komplementær og bliver let en ensidig affære. Og der er ofte uenighed mellem parterne. Den der holder øksen i sin hånd vil sætte offer i citationstegn. ”offer”. (mens offerets søster ikke vil).

*

Ørnens, dvs magtens, frihed er at afgøre hvornår ytringer er uden for friheden for ytringer.

*

Boysen-anmeldelse

Derfor står jeg frem nu af Knud Steffen Nielsen

20. december 2015 af Daniel Boysen

Med denne digtsamling søger Steffen Nielsen ned i dybderne af det umulige. Ordene leder efter mening, enhed og skæbne i en moderne tid, hvor næsten alt er overvåget. Her synes alt opgjort, men samtidig i forandring; i paradoksal sameksistens. Her skal sproget og dets undersøgelser komme os til hjælp.

Sproglig overskud og leg

Vi falder ned i en række forestillinger om skæbnen og forsøget på at begribe den. Ordene guider os gennem forskellige forsøg på at sætte tiden i stå (eller genstarte den) og tanken om at være placeret i enovervågning. Når jeg bevidst skriver, at vi ”falder”, så mener jeg det, som om vi er landet på en fjern planet, hvor hvert digt markerer et fald ind i nye erkendelser og forventer en reaktion; at vi rejser os med digtet og forsøger at se en mening med galskaben. Som Steffen Nielsen selv skriver: ”Hvad skal rationelle tanker her.”

Vi er altså befriet fra det rationelle og kan give os i kast med det umulige; at finde en mening. Det sproglige overskud, og ikke mindst (den alvorlige) leg gør, at det er okay at falde. Men man skal være en tålmodig læser, man skal turde gå ud på dybt vand; med en vis risiko for at drukne uden holdepunkt i strømmen af ord. Heldigvis er der også mere håndgribelige passager, der kan få tempoet i ens hjerneledninger til at dale til en eftertænksom rytme, som fx:

Jeg vil bygge himlen op igen,

Jeg vil genoptræne

mine tynde armstilke (som helikoptere) og sende dem

af sted.

På foregående side står der: ”Opråb: Mere optimisme!” hvilket også synes at være et gennemgående blik på undersøgelsen – som en præmis for, hvordan man forsøger at finde frem til en sammenhængskraft i verden. Og håbet om, at man kan spille en rolle ved fx at optræne sine arme til helikoptere, så man har muligheden for at gøre noget.

At skifte ansigt

Når al fornuft er tilsidesat kan vi også tillade os lidt af hvert. Vi kan i hvert fald forsøge eller ønske os tilbage i tiden. Eller måske at hive noget frem til i dag og antage en form, som vi særligt kunne lide. Livet er et eksperiment, hvor vi ofte søger efter os selv hele vejen igennem tilværelsen. Hvornår er vi os selv nærmest?

Det er ikke sikkert, at vi nogensinde kan besvare det spørgsmål, men alligevel hiver vi måske bestemte årstal frem, hvor vi var særligt tilfredse. Her havde vi måske en følelse af – et kort øjeblik – at her var vi os selv. Men tiden lader os kun drømme, den tillader os ikke at rejse tilbage eller tage noget frem. Den bestemmer:

Jeg må kunne bruge det ansigt

fra    1989 igen.

Forventningerne og alt er på plads, ellers kommer det.

[…]

Det er tiden der arbejder. Den skærer alt til.

Disse erkendelser sættes i relation til filmen; at optages, at beskæres, at forandres. Jeg’et tænker flere gange over, at dette ikke er en film, at denne ikke bliver overvåget. Alligevel dukker det hele tiden frem; at man er på. Måske derfor passer et bestemt ansigt godt til lejligheden. Men det kan ikke hentes frem, fordi tiden skærer alt til; vi omsluttes af tiden, og den tid, der er gået, er skåret fri. Det samme kommer til at gøre sig gældende med den tid, der venter forude.

Digtene placerer sig ned midt i dette virvar: At alt gennemstrømmer os, at vi forandres i blikket, at også vi skæres til. De er en gentagende søgen efter mening i det meningsløse. Efter et holdepunkt – måske i optimismen, trods alt.

Nogle få blindgyder

De bedste digte i samlingen er de digte, hvor en sammenførende bevægelse finder sted. Når undersøgelserne peger på noget fx at bygge himlen op, skifte ansigt, forståelsen af kameraets konsekvenser eller tankerækker over symmetrien.

Nogle få steder i samlingen bliver læsningen alligevel forstyrret af indskudte sætninger og ord. Der er en stor lyst til leg, og for det meste fungerer den, men visse steder ender man i en blindgyde. Her kan nogle læsere have svært ved at følge med eller med at finde pointen i udbruddene.

Samlet

Alt i alt er samlingen yderst læseværdig og interessant. Selvom tankerne umiddelbart synes utilgængelige gemmer der sig for det meste, nogle håndgribelige billeder og sandheder under ordene. Visse steder er det, som om Steffen Nielsen opfinder et nyt sprog, hvor verden italesættes på ny. Især når de nøgterne betragtninger får plads, bliver det godt:

Hvis datoen er overskredet, er det netop fordi

den er overskredet. (Lugt til skidtet).

Hvis I har noget at indvende, skal det ske hurtigt

Man skal være tålmodig og have lyst til at genlæse digtene flere gange; de kan anbefales til den lyrikelskende, der ikke har noget imod at dykke ned med fare for at drukne. Samlingen kræver meget af sin læser, og det er ment som en absolut positiv ting. Leg med!

---

INFO

Digtsamlingen kan købes via forlagets hjemmeside til 180,- her.