Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
tirsdag den 9. august 2016
mandag den 8. august 2016
torsdag den 4. august 2016
F digt
Fredagsdigtet
Fredagsdigtet af Knud Steffen Nielsen.
***
At kunne sætte signaturen, tonen ind dér.
Disse fedtsyrer som stivner som barrierer i årerne,
og flyder.
Som ville han skylle sit langsigtede selvmord ned
og hver anden gang forsinke det,
som vi alle har forudset, så skal han da svulme som et badedyr.
Ja, gå da ud af dit gode skind.
Jeg er selv et barn.
Det er min grænse.
tirsdag den 2. august 2016
Vinteren
dengang /en erindring
Da de andre børn fik ægte
kunstløberskøjter helt op til knæet,
skruede jeg mine skøjter
direkte op i foden.
Nu kunne jeg være med.
Mine ottetaller og figurer på
isen var noget, man talte om.
Men jeg ville bare vinde over
mig selv. Det er det største.
Større end at erobre de
største byer,
som der også står om i de store
bøger
mandag den 1. august 2016
Lars Bo//jeg klipper
onsdag den 29. juni 2016
Sad dér i duften fra mandeltræets blomster. Jeg var faldet i staver over deres brede blade med fraktaltakkede kanter, deres dybt lilla og skrigende grønne farver. Når jeg ser på dem, tænkte jeg, når jeg nærstuderer dem, er det som om de træder ud af sig selv, at de henvender sig til mig. Men jeg forstår ikke sproget, hvad vil de fortælle os. Det er frustrerende, det er som om jeg har glemt noget, jeg engang kunne. Som om noget rører på sig i hjernestammen, men jeg kan ikke skabe kontakt til det, jeg ved ikke hvordan. Planternes liv, deres erfaringer, vores slægtskab med hinanden. Som at have en bedstefar der taler en uddøende dialekt, hvilket jeg jo rent faktisk har. Det undrer mig, at det er så vanskeligt for mig, at forstå hvad min morfar siger, når nu vi er så nært beslægtede som vi er. At jeg jeg virkelig skal spidse ører, når jeg snakker med ham i telefonen. Det er ikke sjældent det sker, at jeg svarer ja til noget, jeg egentlig ikke forstod. Så kan jeg komme i tvivl om jeg burde have svaret nej. Så lytter jeg efter om min morfar afslører, at jeg har svaret forkert, for han nævner det aldrig direkte. Men jeg kan høre det på hans åndedræt, om han lige holder en pause. Så skifter vi emne. Men det er også de geografiske og kulturelle afstande mellem os, der gør kommunikationen svær. Selvom jeg ikke er opvokset mere end cirka firs kilometer, fra hvor min morfar er opvokset, virker afstanden i tid og rum meget større. At han fx kan huske besættelsesdagen, 9. april 1940, at han stod på et bakkedrag og så Messerschmidtene flyve lavt gennem dalen på vej til Norge, at han siger, at han så en af piloterne direkte i øjnene, at de var fuldstændig sorte.
Ting, jeg mangler fotodokumentation (1a) for, men som skete:
Kære Stig.
da du var en af flere vidner på, at jeg sad stille og nød udsigten fra stuen og kikkede ud mod fjorden, hyggeligt med et tændt stearinlys på sofabordet, da der pludselige stod en ildsøjle lodret op fra mit hoved. Jeg mærkede kun en heftig, brændende smerte som fra en loddekolbe, og I så en natsværmer fortsætte sin kurs efter selv først at være antændt og derpå antænde mig uden at vide det, og så fortsatte den sin dødsrute ned på gulvet. Adjø. Ingen der ikke har set det, vil nogensinde tro på, at sceneriet fandt sted i denne verden.But it did.
da du var en af flere vidner på, at jeg sad stille og nød udsigten fra stuen og kikkede ud mod fjorden, hyggeligt med et tændt stearinlys på sofabordet, da der pludselige stod en ildsøjle lodret op fra mit hoved. Jeg mærkede kun en heftig, brændende smerte som fra en loddekolbe, og I så en natsværmer fortsætte sin kurs efter selv først at være antændt og derpå antænde mig uden at vide det, og så fortsatte den sin dødsrute ned på gulvet. Adjø. Ingen der ikke har set det, vil nogensinde tro på, at sceneriet fandt sted i denne verden.But it did.
kh K
Abonner på:
Opslag (Atom)