Kaptajnen sender hilsen

fra Albertineprisens historiebog 1 af 40

Frank Kjørup

Kulturministeriets bygning oven vande og neden

Som gæstelærere på Uni (Århus). Ejler er i gang med hænderne som var det en sangleg.

Lars Bo Nørgaard fredagens digter

Fredagsdigtet 21082015

Lars Bo Nørgaard

21. august 2015

2

SHARES

Del på FacebookTweet

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Lars Bo Nørgaard.

Skitse. Dobbeltportræt.

Hun siger at hun synes det er synd

for træerne, når de står derude i novembervinden

og fryser. Han på sin side kan finde på at sige, at USA er et monster,

og hun bliver rasende. Ikke så meget fordi han er dum at høre på,

han forenkler tingene til det pinagtige,

ikke så meget fordi hun ikke i og for sig er enig,

men fordi hun ikke kan lade være med at se nationer som personer,

og sådan taler man simpelthen ikke om andre mennesker,

intet levende. Han siger: Du ved godt hvad jeg mener,

det er ikke på den måde. Og hun svarer:

Ja, jeg ved det godt. De kan ikke holde hinanden ud,

og hver især føler de sig dumme. Hvis de var nogle andre,

ville de smadre alt omkring sig.

Ifølge Aleister Crowleys tarotsystem

er han Ligevægt/Retfærdighed

og hun er Ypperstepræstinden,

de passer godt sammen, men det bliver ikke let.

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Lars Bo Nørgaard

Mads René har sendt mig et digt

Mads René har sendt -dedikeret til mig- et digt, som lyder som følger:

Mads RenéJensen 15. august 02:18 Hey. Har 2 kilo cyanid. Ses vi på dansegulvet?

Sussi Bech og Frank Madsen ..igen, igen med Hovedgården som en del af tegneseriens gøren (Weekendavisen)

Cecilie Lind, fredagens digter

Fredagsdigtet 14082015

Cecilie Lind

14. august 2015

0

SHARES

Del på FacebookTweet

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Cecilie Lind.

Jeg kan godt se hvordan jeg ikke skal agere når løvet falder, jeg kan godt fatte at jeg ikke er ude med riven, jeg river sammen som en

idiot, jeg er ikke i humør til at udpensle mine fadæser, men jeg kan ikke lyve om at

jeg

fik nok og udåndede mens et spyttet bær sank ned på havets bund, spild af

gin og er med barn, som også du vedkendte dig bag

skranken, mens jeg ulmede, et sted: fandtes: lyskeglen, og i den er renselse mulig, jeg siger det bare, og proklamerer

i samme åndedrag: muggen er mulig at fjerne, æd den som

dessert ak og vedbend, men, planterne dør, jeg hviler, nej jeg var jo død, samme sag, lysfyldt morgen til

garvet fisk på krog, og lad mig så ægte en anstændig

sjæl, en sjæl med mønter, ed aflagt, og lykkelige slutninger, min bestialske omgang med

kvalmen, bevar mig vel, jeg brækker mig og

slukker tørst med fostervand, så der har du mig, med ligbleg pande og tudekiks, kom op og

hils på

skyggerne jeg dier hos, hæhæ, en sand scene: omsorgen, og jeg kan lide

at

lade

det være som

det nu engang er: jordet og omvendt,

ude til sol – og – og – og du kigger, nej jeg vil ikke mere se mig over skulder – vente det der venter bag muren, til en side, hun er lidt, og så sagde de også: castet ind i

lærred, med de få

ord hun kunne få over sine læber, antag dette: duggen faldt og ro sænker sig, der er ikke – om man ikke vil – mere kage at

servere – og så kan aldringen finde sted, jeg sorterer gerne sten fra frugtkød, om og om igen igen gennemsøgt, som om jeg

tog det de siger jeg tager, ikk tag sådan på vej, du milde, hvilken

fråde der

frådes, hvide skumring, kæm dem bort – lus og utøj, til jeg signerer et rosenblad – duk dig, nogen vil

ramme rent

med en slangebøsse, med et ribs, afværg og vind tid

til det du

lyster, bare at ane sine vipper i udkant af synsfelt – alt møje værd, kunne man

åbne op

for lidt: hjerte – plads til ekko, råb det der skal fordobles, flere munde

at mætte, et ekko kommer

rent ind

og nytter