fra Bogudstilling Viborg Stiftmuseum år tilbage

IV

IV

Allerede i tanken havde han slået ihjel adskillige gange. Og så var det jo godt/banalt/skidt, hvis det kun var et illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var hun som en  trækævle man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede det faktisk om det. De levede i skøn symbiose som hund og kat. Kunne ikke undvære disse idelige kampe. Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved i hænderne. Igen ikke kun billedligt talt. Mindst. Det lille barn vil altid spørge om, hvordan det ku lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre. Et svar ville være at de var døde i forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt indforskrevet. Det forklarer ikke det hele. Hans måde at betragte verden på var solipsistisk. Alt var ting. Alle genstande (naturligvis) og personer var ting. Ikke på en reificeret grum måde. Men de havde vendt ham ryggen fra start af. Menneskene talte godt nok og strakte hænderne frem til hilsen, og man udvekslede synspunkter. Men alligevel stod de med ryggen til ham. De så ham i hvert fald ikke. Han vidste godt, at de havde de samme smerter som ham. At de var sultne og satte sig til bords, og de spiste dyreryggen og salaten med den største fornøjelse. Deres tale var reflekser, ikke rettet mod noget bestemt. Og kunne være rettet mod hvem som helst, blot der var et øre, der ville høre. Men det dokumenterede ikke at de var allierede voldsomme. Han ville ses. Han måtte røres. Han måtte naturligvis agere som om alt var levende. Han kunne så rigeligt sætte sig ind i sin egen sult og ”forestille sig sin bordames” som han sagde  Men ved hendes tanker skiltes vandene. ” Skal vi deles om det inderste?”

Hun lod som ingenting.  

Et foto af Viggo, her fra hjemmebanen, skal jeg have en gang imellem.

Om Fredagsdigtet i www.den.fri.dk

DenFri delte dit billede.

7 timer · 

Fredagsdigtet er blevet saboteret af kabelovergravning. Teknologien er skrøbelig. Vi beklager.

Knud Steffen Nielsen

Dernede i dybet ligger et netfiberkabel, faktisk to: den mødte en spade, og så var de to.

Synes godt omSy

ældre Bent Vinn-clip

Kultur

• Bent Vinn Nielsen

21. januar 2011

Kommentarer (4)

• Anbefal artikel
• Printervenlig version
• Send artiklen til en ven
• Twitter
• Facebook

Desværre afdøde Henrik Bjelke havde et særligt talent for at parodiere, eftergøre andre menneskers stemmer. Det var i de gode, gamle Arenadage på Hald Hovedgård. En slags løsgående magister, Erik Kock, der også havde sin gang på stedet, havde samme talent, hans register var endda større end Henriks. Henrik havde som studerende haft et job som referent i Folketinget, dvs. en bestilling, der gik ud på at skrive nøjagtigt referat af alt, hvad Tingets medlemmer havde sagt fra talerstolen. Jeg tror aldrig, jeg har talt politik med Henrik Bjelke, men venstreorienteret var han afgjort ikke, han var vel nærmest en slags borgerlig meritokrat, med slet skjult smag for det aristokratiske. I alt fald har tanken om et åndsfyrstendømme nok ikke direkte mishuet ham.

Ikke desto mindre var hans yndlingspolitiker den tidligere formand for DKP, stifteren af SF, Aksel Larsen. At det lige var ham, der blev favoritten, skyldtes som det forstås, ikke politisk enighed, det var udelukkende et spørgsmål om kunstnerisk smag. Aksel var fin, når han f.eks. stod i Folketingets kiosk og bad om Ti Bat et cerutmærke - med kraftig, masku-lin labialsmælden og kindblævren. De to små ord havde Henrik perfektioneret, så ingen kunne være i tvivl om, at Aksel Larsen havde meldt sin ankomst til Hald. Stedets anden stemmeefterligner, Erik Kock, beherskede til fuldkommenhed adskillige af offentlighedens kendte figurer, men når Henrik gav den som Aksel Larsen, kvitterede Erik med Gert Petersen. Det gav anledning til lange, indviklede og dybt indforståede disputeringer om socialismens mål og midler. Vi andre var ved at dø af grin, men jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor Henrik og Erik ikke holdt masken. Og før eller siden fyrede Henrik sit absolutte favoritcitat af og spurgte brysk, med Aksel Larsens karakteristiske stemmeføring: Har Sovjetunionen, eller har Sovjetunionen ikke, nogensinde krænket dansk territorialfarvand?

Så inderligt bøvet

Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg, lørdag aften vistnok, sad og så på noget i fjernsynet, på DR2, lige før Deadline. Der blev talt om en periode i historien, hvor Christmas Møller var statsminister, og som det velorienterede menneske, man jo skal være, når man skriver i denne avis, tænkte jeg naturligvis: Hvad er nu det for noget, de har fundet på? Det viste sig da også hurtigt at være en glimtvis lavkomisk, men ellers dum og uelegant fiktion om, at Danmark efter krigen blev delt i to. Den vestlige del, som forblev, hvad den var, og en østlig, der til gengæld blev kommunistisk. Så fik den ellers hele armen efter tydeligt forlæg i det delte Tyskland før Murens fald. Man interviewede et par fingerede eksperter, som i en rigtig fjernsynsdokumentar, og modstandsmanden Gunnar Dyrberg, der under et andet navn skulle forestille at have været anbragt i en kommunistisk fangelejr indtil Murens fald dvs. indtil storebæltsfærgerne, i den lille, fiktive historie, begyndte at sejle frit mellem de indtil da adskilte landsdele. Måske, men kun måske, kunne der være kommet noget sjovt ud af sådan en gang kontrafaktion, som genren vist hedder, men bortset fra et par vantro grin, mest over at DR overhovedet kunne få sig til at servere sådan noget lort for seerne, var resultatet forkrampet, studentikost og inderligt bøvet. Af de afsluttende rulletekster fremgik det, at historien var baseret på noget, historieprofessoren Bent Jensen skal have skrevet.

10 millioner ud ad vinduet?

Hold da kæft, måtte man tænke. Det lover godt for den 10 millioners koldkrigsrapport, der udkommer senere på året. Der vil sikkert være stof til flere dokumentarudsendelser i Danmarks Radios bedste sendetid. Anker Jørgensen ligner jo Lenin, og i rollen som Trotskij vil Mogens Lykketoft være ualmindelig velvalgt forudsat, naturligvis, at han lader sit fipskæg vokse ud igen. Hvem der så skal være Stalin, kan man sikkert roligt overlade til historieprofessor Jensens digteriske fantasi. Hvis han skulle savne lidt modspil i manuskriptudviklingen, kunne han jo hyre DFs Søren Espersen som medforfatter han har ved flere lejligheder ytret interesse for at skrive tv-teater, og med Jensen som eksempel lader det ikke til, at adgangskravene for at blive fiktionsmager på DR2 er uoverkommelige.

Hvordan kan det egentlig være, at antikommunister altid kommer til at fremstå som latterlige? Der er jo ubestrideligt blevet begået de mest rædselsvækkende forbrydelser i kommunismens navn, der er rigeligt at tage afstand fra og være kritisk over for. Men det er som om, det slet ikke er det, der er antikommunismens ærinde. Det er snarere en slags hygge på betjentstuen, hvor hærdebrede mandfolk sidder og underholder sig med skrækhistorier om de venstreorienterede, og hvad de kunne finde på, hvis de fik magt, som de har agt. For en ølbøvsende, gemytlig antikommunist af dansk tilvirkning er der egentlig ingen forskel på en af Stalintidens sovjetiske bødler og så en børnehavepædagog fra Albertslund. Og det på trods af, at nutidens børnehavepædagoger hverken er mere eller mindre venstreorienterede end resten af befolkningen.

Det går kort sagt mere og mere op for én, at de eneste, der i virkeligheden begræder Murens fald, er den benhårde kerne af antikommunister. De savner fjenden. Han var selve livsindholdet. Som altså nu om dage skal næres af kontrafaktisk tv-fiktion for at kunne opleves som virkeligt.

SlamSteward

 (oplæsningsanvisning senere)

1. 

træt, træt, træt af grevinden. Hver aften hendes idelige perverse vagtelæg.

  

 (oplæsningsanvisning skitt mellem andante og allegro som dialogiciteten)

#Forstår du, Natanael. Og du snothund til Pigro, Det er mangel på 

stortromme. Det er.

Jeg havde engang en undu­lat på samme måde

Den måtte opereres ud, ja begge, først fuglen, så trommen

Kunne man for­dele sig, Nattie, bare en smule?

Ka I høre mig Horsens?*

Måske vi ku begynde med Freiburg og det gule hus…

De er ikke bare aflyst, men taget ind for vinteren, directly.

 Fri mig. Hvem fandt på den dårlige samvittighed? 

*Nå, det er Ringkjøbing, excuse.

Maleri af Henrik, set i går på Sydmors

Henrik Have,

maleri hos B. og I Dupont