peder frederik jensen: Celiné, Norén, Blixen og Wolfgang

peder frederik jensen: Celiné, Norén, Blixen og Wolfgang: Jeg har været på Lolland med hund. Jeg læste og gik tur (hunden hedder Wolfgang). Det kom der den her lille serie ud af: ...

lille brev

Brev fra far til lille Ejner.

Kære Ejner,

Far leger med tre små børn. Det ene barn hedder Asta, det andet hedder Mikkel, og det tredje hedder Mogens. Og de har dukker og heste og meget legetøj. Og de går ude i sneen, og de hører om buk Bruse og om hønen, der skulle have nye sko, og om englene i himlen; og de morer sig og ler.

Og de børn er så artige, så artige; og de skriger aldrig, nej aldrig; og de tager aldrig skoene af; og de rører aldrig tændstikker. Og fordi de er så artige, får de lov til at køre med hesten og til at kælke med Hanne.

Men far er så bedrøvet, fordi han er så langt borte fra Ejner. Og nu må Ejner skrive et langt brev til far og fortælle om mor. Og så må Ejner kysse mor og være god mod mor, og være far, mens far er borte.

Men far kommer snart hjem igen til Ejner, så skal Ejner rejse far i møde med hest og med jernbane.

Far vel!                                                                                       

Far.

2008

Ps. På samme måde som prinsesser, der skal ud at more sig om aftnen og derfor forlader hjemmet med fulderik, som i sin sprutbil derefter brager ind i mur i Paris…på samme måde bør man overveje flere tvangsfjernelser –også her kan det så kun blive med tilbagevirkende, svag kraft.

Louise, den skønne kvinde, udgiver fineste bog.

m,in godeste veninde, psykolog Nora Lunds børnebogsprojekt---samtalen mellem børn og forældre

tavl yy

et analogt hul i jorden...det vandt over det digitale, både blog, Fbook, mailkommunikation, fjernsyn

Fredagens (ganske vist, tilstås, en ældre sag fra 2003)

Foto: Shin­saku på en CC BY-NC-SA 2.0 licens

Knud Steffen Nielsen den 1. august 2014

Sig det videre:

0

Jeg ven­der koppen

på hove­det.

For en gangs skyld  må kaf­fen da for pok­ker blive

inden­bords.   Sådan er det med mirak­ler; de kom­mer før eller siden.

Så gæl­der det om ikke at bruge dem på ingenting.

Denne for­nem­melse af pludselig

for­dob­ling, et

svim­lende fore­ta­gende,   at få en

 gave, der bare vokser

og vok­ser uden at

kæfte op.    De to foto­gra­fi­ske plader

læg­ger sig ind over hin­an­den som én.

  Så per­fekt at selve stedet

kun står som en svag skygge, og kun

hvis man lige skub­ber lidt, let­tere deja vue-agtigt,

noget man kunne have gjort, hvis tiden havde været til det.

Men hvor­for for­tryde. Jeg vil ikke  fin­ge­rere ved skid­tet.  Vi ved,

 det kom­mer igen.  Det

 er bare at vente længe nok.   

 Jeg for­try­der ikke, at jeg gik efter

Det miraku­løse, det underfulde.

Jeg vil ikke spilde tiden med detal­jer som,

   hvor­for sammenblander

jeg  det, jeg gør       med  det, jeg ville. 

 Jeg over­dø­ves,  som bar jeg  rundt på noget tun­gere end mig selv.

Jeg siger: Kaf­fen er nu igen på plads i sin kop  løbet ud af

mine ærmer  og direkte til­bage. Du bemær­kede det ikke.

Det går så hur­tigt. Måske fordi jeg med den anden hånd  fik

jeres opmærk­som­hed ført hen på bor­det med blomsten.

The fol­lowing two tabs change con­tent below.