Første time i Blogskolen. En dårlig idé at skrive med blåt. Brug sort!!!
Der er jo en vis form for ærlighed over dagbogsformen/logbogsformen af netop blogtypen, da den ikke foregøgler helt samme privathed, som dagbogens illusion om at være privat, gør.
Det er sådan half and half omkring offentligt/privat, værsgo at kikke med ind over skulderen. Skuldervendt, rygvendt og en face-vendt på én gang, hvis man kan forestille sig det.
Og det betyder, at man i en vis grad kan dække privatteksten en anelse af, for man har jo inviteret gæster ind i privaten. OG derfor skal skribenten jo ikke foregøgle, at der ikke er fuldt lys udefra på ordene.
“Come hither, come hither,” synger han, “men jeg blogejer ejer ordene.” Den holder naturligvis ikke i byretten. Når først trolden er ude af flasken, så er skriverens kontrol væk.
Dog bliver han, trolden, hjulpet af at der ikke kommenteres så meget på de blogs, jeg personligt kender til.
Det kan skyldes systemets små tekniske chikaner, som at læsere måske først skal melde sig ind med mail og med et password. Nogen steder, mere end andre.
Der kan sættes tælleapparat på, som så kan fortælle antal faste læsere og antal besøg fx pr dag.
Og hvad spurgte I mere om? At komme i gang, ingen chikaner dér.
Skriv om det du brænder for. Jo smallere emne, jo færre kunder. Skriv om mode og mad og om popmusik, så kører svinet. Men seertal er én ting. Kvalitet et andet. Selvom det naturligvis ikke behøver at modsige hinanden.
Jeg selv skriver en blog, der i sit tema hovedsagelig er litterær. Og affotograferede (egne) kunstgenstande.
Dertil tekster som fx digte og prosa og essays. Samtidig med at min butik indeholder et hav af billeder af andre typer.
Fotos fra hjemegnen. Naturens yndigheder. Og mærkværdigheder. Oversete detaljer.
Sallingsund
 Ræv hængt op i loftet, så kan den lære det
Billederne kan ligne arkiver over eget professionelle liv: oplæsninger, portrætter af kolleger.
Men først og fremmest har billederne deres eget-liv. Nogle af dem skal gøre det ud for billedkunst/fotokunst. I egen ret. Billederne kan være manipulerede. Og hver gang man tager et foto, så har man foretaget en manipulation, skåret og klippet et stykke virkelighed ud af “virkeligheden”.
Manipulation 2 kunne være beskæring i værkstedet, hvilket for mig er en del af hele den fotografiske proces etc etc. Men hele rækken af tekniske indgreb er en del af fotografiets proces for mig.
Der er en masse hellighed om at det skal være snapshots og fint nok med snapshots, men så snart kameraet er løftet op til skud så er det tekniske indgreb i gang. Der tilbagestår så en diskussion omkring ærlighed omkring fotoet. (det tager vi i time 18 i blogskolen, lige før juleferien).
Du skal være i stand til ret ofte at fylde noget på din blog, ellers smutter dine læsere fra dig. Hvis du har et stort lager af fotos- AF EGEN AVL, helst- så er det jo en ret hurtig måde at holde et flow på, til at fastholde dine læsere.
Undlad at klippe for meget fra andres blogs, bøger og googlerier.
Der er en diskussion om bloggens karakter af at være et her-og-nu-medium. At der skal være en flok løse flyvende høvlspåner fra værkstedet, altså slåfejl, stavefejl, kommafejl og sætninger, der er i vanskeligheder og lettere inkonsekvenser skader måske ikke …alle disse spor af hu hej for her sidder jeg og sørme om ikke jeg har fået en herlig strøtanke, men den er ikke bagt helt færdig. Men, men mind the step alligevel, den skal jo være til at læse. Så frisk og karsk og med færre fejl end denne note.
Jeg bruger også bloggen som en slags lagerplads for afprøvning af tekster og fotos og annoncering for mig selv. For selvfølgelig er der tale om modbydelig selvfremstilling. Så er det sagt. Men hvad er ikke selvfremstilling.
Selvfremstillingstingen kræver en hel masse tilføjelser, som vil komme i time 23 i blogskolen, lige før det store frikvarter, hvor vi bytter madpakker. Selv det er selvfremstilling. At jeg gik arm i arm med Inge og Karin i det tredje skoleår var dejligt, med de kære flotte tøsebørn, og det gjorde ikke noget at Martin og Ingolf så det; hvem husker ikke deres tvære ansigter. Den glæde var mig mer’ end nok.
Nu holder vi. Mange ser allerede trætte ud i ansigtet. Nu kan man gå ud og sparke til dåse eller drille gårdvagten.
Lige en tilføjelse: i næste time skal vi se på, om bloggen er andet end et forlænget julekort til tanten i Hobro. Altså om genren blog er en genre i sig selv.
Og i time 3 skal vi kikke på, om bloggen kan overgå avisen i at afsløre ting og sager. Der skal medbringes blå briller og gymnastiktøj.
Et lille hint: Den hollandske socialforsker Diederik Stapel blev afsløret i urent trav på bloggen Retraction Watch og fik kastet 51 videnskabelige artikler i hovedet igen. Det er for blogelever med journalistiske lyster.
Hvad dyr kan bruges til uden for naturen.
Vi ses i morgen, torsdagskåde.
hilsen Læren (I må godt se min blog http://knudsteffen.blogspot.dk)
(gider ingen kritik, og det vil også være svært)
Jeg har haft en god samtale med min ven KSN, som fortalte mig mange ting som
jeg ikke vidste noget om; bl.a. at Bermuda ikke bør besøges når stjerneren står
som de åbenbart står lige nu. KSN ved alt sådan noget. Engang var vi ude at gå
en tur en sen nattetime, vi havde været i slagsmål med nogle rockere nede på
Foxy, og var blevet lidt filosofiske i det; jeg gik og talte om Månen, om
hvordan jeg ofte lå søvnløs og syntes at den kaldte på mig. Så spurgte han mig,
hvornår på døgnet jeg er født. Jeg svarede og KSN var stille i nogle minutter.
Han havde brillerne af og på mange gange, hans fingre blev ligesom dobbelt så
lange, ja, faktisk blev de nærmest uendelige, for de delte sig og delte sig ved
konstante fordoblinger. Og så, ja, man tror jo nok det er løgn, men så tog han
fat om Månen, og gav mig den at holde. Jeg græd. Og så satte han den tilbage på
plads på himlen. Han sagde, at det jeg netop havde forstået, ville jeg aldrig
forstå. Jeg har aldrig siden haft en søvnløs nat. Og jeg ved at mennesket
aldrig har, og aldrig vil gå på Månen.
Nok om alt det.
Jeg talte altså igen for nylig med KSN. For jeg var til at sove helt til i
cigar og mørke tanker. Jeg så verden gå under og genopstå milliarder af gange
for mit indre blik. Ja, koglekirtlen kogte; mit skrivebord var ikke længere et
skrivebord, men selveste det store ocean, jeg stod på dækket af min egen
hjuldamper og skuede, skuede mod ukendte kyster, mine øjne rullede i solen, min
hud skallede af. Og en storm trak op ovre under arkitektlampen, hvert støvkorn var
en ø som bølgerne bruste indover med så voldsom kraft, at jeg tænkte, at I
denne verden er intet liv muligt. En verden hvor dæmoniske kræfter slår isen ud
af børns hænder, blot for at nyde tårerne, blot for at grine spidstandet ved
synet af en is' langsomme fordampning ind i det store intet som er alt, er ikke
en verden for følsomme og retfærdige sjæle. Jeg var ved at opgive alt håb. Den
is var ikke bare en is, men kosmos. Så flygtigt alting er!
Så hurtigt jeg ældedes dér ved mit bord! Håret faldt mig fra issen, huden
krøllede sammen og faldt af i sodede flager. - Så ringede telefonen. Det var
KSN. Samtalen var kort: Han sagde; jeg ved hvor du er, hvad du går igennem.
Vent til næste måned. Tal med aben. Du vil modtage en mail. - Og ganske
rigtigt modtog jeg kort efter en mail med et fotografi af en abe. Olsen hedder
den. I mailen stod der: Olsen vil opsøge dig i løbet af tre dage. Spis ikke
opvarmet mad, mens du venter.
Så her sidder jeg med min rå gulerod og kan næsten ikke vente.
Hvor er vi på vej hen, kære læser?
Jeg ved det ikke, men jeg kan næsten ikke vente.
Kendte mere Janina Katz's ord end hende selv. Hun var med i biblioteksprojektet "De tyve fantastiske" for snart en del år siden. Og jeg mødte hende i den forbindelse i Viborg.