Træstamme, Hald

Morti på Fugleskolen og bloggen her (snarest).

Bloggen Fugleskolen skriver fint om Morti Vizki.
Morti sendte mig, kort før han døde, to (og aldrig publicerede) digte i fineste håndskrift.
Og nu Lea Løppenthin (på Fugleskolen) har berørt emnet Morti, synes jeg, at jeg vil publicere -snarest- det ene af Mortis to digte, her.
Det berørte mig dybt, at dagen efter han og jeg havde talt sammen i tlf, var Morti ikke mere.


jeg sætter lige Leas tekst fra Fugleskolen på_

27/12

Posted on 01/01/2012 

Det er snart et nyt år og solen begynder at glinse. Her i huset er der tomt. Græder jeg imens jeg skriver? Nej. Jeg sorterer min febrilskhed. Morti Vizki parodierede sig selv, fremgår det af de samlede digte, et digt i én bog muterede i den næste bog. Det bliver lidt hånlige genskrivninger af det der var smukt, han gad ikke lade sine egne smukke billeder stå uberørte. Han tog livet af sig. Hvad betyder det: At tage livet af sig? Himlen er blå nu.

“Du skal ikke holde op med de dårlige vaner / du skal bare begynde din kærlighed”

“I skal ikke holde op med de dårlige vaner/ I skal bare begynde jeres bryllup”

Dumme lille Morti.

Jeg synes altså (opvågningsnote)

Når jeg læser Politiken får begreber som provinsen og litteratur og kendisser ny betydning. Jeg får lyst til at finde en  uskyldig at pande ned. Ikke helt som morgen-tvs under-tørrehjelms-journalistik, men tæt på og på en måde værre, da forventningen vel er en anden.
Jeg vil springe argumenter over lige nu.  Mindes dog, at en pol-journalist tog til en landsby og optalte lyskurve, og da antallet naturgivent var i bund, ville latteren ingen ende tage.....
Tror endda jeg bladrede til personalia. Og det er godt nok osse en salme værd, Fru Dillerdaller.
Og i forledens litteraturliste i (krimi)bogtillægget over efterårsdebutanter- mener jeg det var- stod der symptomatisk umodificeret, ja uden nogen markering af, at listen evt kunne være mangelfuld...altså listen over debutanter.   Jeg kunne godt selv lissom komme i tanker om adskillige andre, der var debuteret fuldt kvalificeret.   Nå, morgenen er jo kun lige startet.   Og i henseende til retorik så kan det samme siges om Thornings tale som om Politiken, at formmæssigt er det da altsammen vældigt, men det er ikke nok. MEN det værste spild er, at mange analyser holder fast i det formmæssige. Det interessante ville for mig at se være at se på, hvordan man smadrer  det (konventionelt) formmæssige. Det vil sige hvordan hjælpes og fastholdes substansen bedst mulig, hvis der er substans.
En passant :I bogtillægget var der osse en diskussion omkring pathos og ironi. Og det fremgik at ironien var djævlen og dermed sandheden fjernest, og at det patetiske var et loyalt varmt, nærmest sakralt krammedyr. Jeg skal undlade lige nu at kommentere på vrøvlet. Drømmer snart om en begavet analyse af hvad man vel ku kalde intentionalitet i sproget, hvor patos som trope eller ej eller ironi som trope eller og hellere sund approach til livets udholdelse, assisteres i en større sammenhæng. Hvis man ser på sprogets virkning og talehandlingspotentiale, dynamik og ønske om at nå frem, så er den rettethed et blik værd. Intentionaliteten kan sagtens være at tildække ordene i glimmer og emballere for at distrahere det faktum af at lokummet brænder.
I øvrigt var interviewet med debutanterne Bjørn Rasmussen og Asta Olivia og Rasmus udmærket.

tavle99b

myggesværme i januar

Åbningstale, Vesthimmerlands Kunstmuseum. 16.10.11

Åbningstale til efterårsudstillingen i Vesthimmerlands Museum, Års

Søndag d.16.okt 2011

Dette skal handle om kunst, dens kvalitet og kunstens bedømmelse. Er der objektive kriterier eller beror hele bedømmelsen på subjektivitet.

Som det vil fremgå, mener jeg at der er en rimelig rammesætning for bedømmelse af kunsten. Den er godt nok elitær og har intet med demokrati at gøre, men lever af den samme udskillelse som i så mange andre forhold i fagene og foretages på lignende vis af enkelte mennesker ved fx censurerede udstillinger, ved invitationer af nogle og ikke andre og ved pressens vurdering, som principielt også er få menneskers dom. Sådan er det. Og kunst er ikke en demokratisk foreteelse. Kunst er elitær.

Samtidig giver kunsten alligevel eller måske netop derfor anledning til en masse: ”jeg synes …” og  ”alt er lige godt” og  ”mit 3-årige barn kunne gøre det der bedre”.

Jeg vil sige: Der er for meget synsning. Af typen: ”Jeg synes min mosters billeder er bedre end Picasso og Rubens.” De forskellige professioner, murer, læge eller automekaniker, alle har en faglighed, hvor kunnen holdes i hævd. Og så er der nogle få zoner, hvor der hersker en slags anarki. Nemlig i kunstverdenen. Og spørgsmålet er så, hvor det kommer fra.

Der er visse objektive kriterier, og så alligevel.  Der er det samme system af fåmandsvælde, som man ser det, når man tager kørekort til lastvogn, til små biler, til motorcykler og til de fleste mundtlige eksaminer, til ansættelsessamtaler osv. En eller to sidder og afgør, om man er inde og ude, og sådan er det, og billedkunstens motorsagkyndige er bl.a. bedømmerne ved de censurerede udstillinger.  Og al kunst, musik, litteratur, ballet bliver afgjort af en udskillelse som den nævnte og i og af pressens modtagelse, som også principielt er fåmandsvælde.   Det må man leve med. Det er bedømmelsesaspektet.

Og så er der det historiske aspekt fra da kunsten var en del af besyngelsen af guddommen, dvs kalkmalerier og salmerne; og før det var billederne  nærmest et afkast af fx jagtglæden, som da Altamirahulens væg blev fyldt op med hjorte. Men også dengang var der vel tale om vurdering af æstetikken og den religiøse funktion. Og altså foretaget af et fåmandsvælde.  For det handlede om kvalitet, i betydningen hvad tjente besyngelsen bedst.

Billedet bliver så på et tidspunkt rykket ud af Edens have…og kunsten som institution opstår. Men stadig har der været bedømmelsesmæssig udskillelse. Selvfølgelig var reglerne og konventionerne anderledes i Middelalderen end nu, men basalt set ingen forskel.

Et andet forhold, jeg finder interessant, når vi taler om bedømmelse og perception af kunsten er forholdet mellem udstillingsbeskueren og kunstneren.

Jeg mener, at der er et kommunikationsmæssigt problem eller en ubalance i bedømmelsen.  Lad mig illustrere fra et andet hjørne af livet:

 I etnografien er der en systemisk fælde, der hedder at betragte sin forsknings-genstand (felt), -det kunne fx være  en indianerstamme- på afstand eller på tæt hold. To go native or not go native.

Først lidt om denne antropologiske fælde. Vi har en antropologisk case, og der er som sagt to positioner, når man vil undersøge sit felt. Udefra eller indefra. Antropologien har mestendels valgt den sidste position, det de kalder fra indersiden, hvor forskeren lader sig optage i stammen. Udkommet bliver så ikke hele sandheden men en slags 3.position.

Den yngre antropolog, som jeg læste om, beskriver hvordan hun også vakler mellem at betragte udefra eller indefra.

Feltarbejdet  foregik i Orissa-delstaten i Indien af antropologen Helle Bundgaard. Hendes opgave var at undersøge værdisystemerne, paradigmerne som patta chitra- malerne indgår i.  Altså værdisættelsen af kunstgenstandene som sådanne.  Og vurderingen af disse hindugudebilleder. Hun kunne ikke se forskellen på dem der blev tillagt stor kvalitet og dem der fik ringe bedømmelse af producenterne  selv.  Først da hun går i lære som patta-maler begynder der at ske noget. Man kan nu tale sammen som kollega til kollega . Og selvfølgelig er det så hverken UDEFRA eller INDEFRA, men alligevel kan denne position INDEFRA kaste noget 3. af sig.

Halvanden år senere ku hun ikke fatte, at hun ikke havde kunnet se kvalitetsforskel-lene. Vores antropolog havde det første år interviewet, set og endda lært sig sproget og stadig manglede der noget der ku løfte låget af noget, der ikke havde åbenbaret sig.  Et slags tavst sprog. Først da hun gennemgik læretiden, begyndte hun at lære billedsproget. Og samtidig blev hun i stand til at tale med de andre patta-malende. Og nu ku der tales om konventioner for hindigudernes proportioner,, afstand mellem knæ og fod og hoved. Og antallet af prikker i ornamentikken; reglerne for Rama. Loven om de tynde streger.

En række konventioner, der har sin illustrative analogi i fx sport. Hvis vi skal forstå en baseballkamp, så kræver det at man ved hvad og hvordan spillet kører. En del kan sprogliggøres, og noget kan ikke:  altså hvad kræves der for at følge med i en kamp: hvad er a left fielder, a sqeeze play  a hanging curve. Noget kan oversættes til dansk.

Visse teorier har favoriseret en sociologisk tilgang til kunstbilleder  (Dickie)- på bekostning af  en æstetisk. Og dvs der sættes spørgsmål ved de iboende kvaliteter – i sig selv- som værende dem der  kvalificerer  et kunstværk. Det bliver overladt til den udskillelse, jeg snakkede om i starten. Altså ekspertvurdering. Det er altså ikke   sådan at billedernes egenkvalitet bestemmer, men det mesteren, eksperten. Og han vurderer så billedernes kvalitet, sådan at det er set med ekspertøjne.  Var det en tredie einsteinsk relativitetsteori, der skulle vurderes, så ville det blive foretaget af nogle få videnskabsfolk, men tingen i sig selv, ville så objektivt og iboende indeholde logikken, konsistensen og argumentationen. Mens billedet ikke står så entydigt. Det bliver en anden vurdering.  Lad mig nøjes med at sige, at kunstbilledet indgår i en dialog med kunsthistorien. Billedet opstår ikke som en ø, men indtræder i en kontekst. Og i det setup skal man som bedømmer som den første betingelse være bekendt med referencer i konteksten, være bekendt med kunsthistorien.

Så om et kunstværk kvalificerer sig til kunst hænger nøje sammen med kunstverde-nens accept. Følgelig.  Det betyder, at det er magtstrukturer i kunstverdenen, der bestemmer og definerer. Og set med mine øjne nødvendige magtstrukturer, for hvilke andre veje er der at gå?

Men hvis vi holder fast i, at der er noget nødvendigt i, at det er kunstinstitutionen der har det store ord i udvælgelsen og kanoniseringen –i det små og i det store- så ligner det jo så meget andet. I Danmark har vi svendebreve og mesterbreve osv inden for alle fag. Det vil sige en murer skal til en svendeprøve; og det vil sige at der er fagfolk/eksperter, der opnormerer den enkelte til at blive faglig godkendt.  En kirurg bliver målt og vejet af lægefaglige censorer ved eksamensbordet.

  I den danske kunstverden er der en afprøven der hedder statscensurerede udstillinger, (KP, KE, KS eller Charlottenborgs forårsudstilling), og når man har fem af dem, kan man fx blive medlem af en faglig organisation som Billedkunstnerfor-bundet eller en af de andre organisationer. Kunstnersamfundet har yderligere krav.  På stigens næste trin, formaliseret eller ej, ligger udover meriterende omtale (reception i pressen), nationale museumsudstillinger i gruppe og endnu bedre solo (og museum betyder at vi taler om museum og ikke kunsthal). Og så hedder fortsættelsen i ranking: anerkendte udstillinger i udlandet, museumsudstillinger i udlandet, og så måske de største museer herhjemme, Louisiana, Arken, Aros, Statens Museum for Kunst, mm. Og så er der måske en Eckersberg-medalje til rever-sen eller og finere endnu: Thorvaldsen-medaljen helt oppe i pyramidespidsen. Så på den måde betyder den samlede reception det hele.  Det omgivende institutionere-de kunstliv bestemmer som en magt som i alt andet fagligt professionelt arbejde.  Sådan er det. Og det uanset om man kan lide den form for reception.  

Billedet udstråler sine ”iboende” kvaliteter, fordi tiden og historien og nutiden har valgt –udefra så at sige hvad de iboende kvaliteter er.   Og modtagelsen (recep-tionen)sker som sagt gennem pressen, tv, tidskrifter, blogs, udstillinger, hvor man testes. Og naturligvis er der også indbygget en risiko for vilkårlighed (for hvad er mest journalistisk interessant) og (hvad er tvmæssigt mest kameraegnet og yndigt), men sådan er vejen at gå.

KSN

Strandbillede ved Fjorden 2011.