anmeldelse af MIN TIDEBOG v/ Erik Kock
Sprogets og eksistensens tidevand Knud Steffen Nielsen Min tidebog Herman & Frudit, 2023, 64 sider Knud Steffen Nielsens to seneste digtbøger, ”Min kontrabog”
(2020) og nu ”Min tidebog”, binder sig ikke bare sammen ved titlerne, men også ved deres metode. Men typisk for forfatterskabet foregår det ved paradokser.
En kontrabog fører man for at kontrollere oplysninger og opgørelser i andre instansers hovedbøger, men orden og kontrol er blandt de ting der er i absolut skred
mod afgrunden i ”Min kontrabog”. I Knud Steffen Nielsens hænder bliver denne orden mest synlig og virksom når sproget løfter sløret og viser hvad der befinder
sig bag kaos. En tidebog er en almanak der har det særlige ved sig at den indeholder oplysninger og overvejelser, ofte fra forskellige kilder og i forskellige genrer,
i forbindelse med de enkelte datoer gennem året. I 1997 udgav digter og dramatiker Jess Ørnsbo fx ”Tidebogen” der var langt tættere på den klassiske end
nærværende værk, men det lyriske spor var dog det dominerende. Nielsen ordner det hele i ét ind-til-benet lyrisk hug. Paradokset i ”Min tidebog” består i at det
først er ved sabotagen af tidens, kroppens og sprogets ellers faste kategorier og overskuelige opdelinger at Knud Steffen Nielsen sparker én over skinnebenet
(eller endnu værre steder) og tager ladegreb på eksistensen. Disse sprængninger er endnu mere fremtrædende og endnu dybere end i ”Min kontrabog”. Desuden
er der sket den udvikling siden da, at forfatterens uhelbredelige kræftsygdom der på sin vis (men langtfra dominerende) var immanent til stede, nu slipper tøjlerne
og siger: Vinklen tvivler på mig. Derfor får den ikke føddernes skævhed med, som mødrene sagde var en c-udgave. Det er måske med i det nye aspekt. Og metaltrætheden
så påtvunget, hvor interessant og så ligegyldigt. En slags helvedesild, som farvede rustrødt ud over det hele. Se nu vinduerne og fyrglasset, der blinker så vindsk,
så skævt så kun lidt af teksten kommer med. Det er et sneglehus, der staver til sig selv. Og nu søger jeg afstanden til mere og mere tydelige kurver. Boldene er i luften – ”fang
os hvis du kan”, siger de. Og teksten taler. Sine steder rabler den direkte. Hele kortspillet er i luften, kan man også sige, men ingen kan bevise at kortenes landing er
tilfældig. Og når vi har vendt elementerne så de alle sammen vender forsiden opad, kan vi se at de tilhører samme spil. De er der alle sammen. Det er ikke magi når
det er Knud Steffen Nielsen, det er kalkule, det er materialebevidsthed når den kører allerbedst. Sproget kan det hele – det er bare synd at vi ikke kan udnytte det
bedre. ”Vi” kan ikke. Digtningen kan. Ikke mindst når den taler om talen og skriften og begges runddans om den varme grød, her kaldet væren: Reprise, samlet
version: 1 Jeg tager varsler af døde dyr. Så længe sker der intet grimt. 2 Hun udtalte ”sorg” som et ord, der kunne lade sig gøre bare ved at sige det. 3 … skæbnen
for ham, ham, de dagligt kørte forbi ”Intet-blikket”. Det blik, der fortalte, at han overhovedet ikke eksisterede. 4 ”Thi ved at tie er mennesket overladt til sig selv”
(Beckett), Og ved at tale er mennesket også overladt til sig selv. Begge veje er spærrede. Og det er det, han siger ved at sige det. Det umulige. Jeg fordobler det ved
at tale om det umulige i at tale. Og det er det, jeg gør. Og her gentages det. Mens vi er låst ude. Og det hjælper ikke. (…) Forbundethed til labyrinten, uanset hvad
man kalder den – sproget, livet, ikke-livet mv. – det er vilkåret, det er det der er spillet, men det er ikke for sjov. Hvis man undervejs gennem bogen føler sig utryg,
vil man sandsynligvis kunne fornemme digterens tilfredshed; sproget prikker til læserens forsvarsværker – og der vil gå hul. Det er jo for fanden kunst vi har med
at gøre! Nielsen har det som en del af sin metode at være distræt, grænsende til det flabede. Sætninger der, som ovenfor, drysses ned over siderne med tilsyneladende
løs hånd, de daler skurrende, de lander med tyngde og bliver aflejringer ved bredden af sprogets flod hvor den beckettske tavsheds monster lurer i overfladen. Når
tavsheden har flået al talens kød af, er skelettet tilbage i form af digtet. Det er digtet der får det sidste ord i tavshedens, talens, forladthedens og intethedens navn.
Tidebog også betegnelsen for en katolsk bønnebog for lægfolk. Dette faktum skal ikke nødvendigvis indfortolkes i denne tekstmasse, men netop ved positionen i
yderpunkterne i tilværelsen og sproget griber jeg’et ud efter verden, og lige dér kunne der ligge en form for anråbelse: Jeg hedder ikke mit navn først, ikke først,
Jeg er ikke mit eget kød. Tumoren i min nyre er ikke min. Det er et andet navn for endeligheden. Organet insisterer. Den var der. Jeg kan ikke kontrollere resten af
navnene, der kommer listende. Der er ikke frit valg. Længslen i hovedet, er det min? Den kommer udefra, en invasiv art. (…) Bogens omslag er ifølge kolofonen
”rester fra Henrik Haves forsidefoto til forfatteren, way back, aldrig brugt før.” Den nu afdøde vens og digter-/billedkunstnerkollegas billede viser en bog under
konstruktion med skitsering og layout med indtegnet omfang og tilhørende skrifttyper og -størrelser. Motivet indvarsler på fin vis den konstruktion som trinvist
og springvist rejser sig på siderne i ”Min tidebog”. Det er det Nielsenske mærke – eller rettere: ét af dem. Bogen klinger ikke ud på de sidste sider, snarere fornemmes
en pause inden næste udladning fra forfatterens hånd. Der leges børnelege i skarp kontrast til mange andre tekster i bogen, men der er kant, eksistensens hudløshed
glemmes ikke, og der distanceres ikke til den. De sidste linjer lyder: Hånd på hånd på hånd. Hvis hånd starter. Det gør Knud Steffen Nielsens! Læs den. Spring ud i den.
Det kommer ikke til at gå stille af. Heldigvis.
Den holder. Den er fænomenal.
