Rumsteren omkring René Jeans Promenadeindlæg om tekstens ærlighed

Ærlig Tekst

Teksten herunder, taget fra Promenaden, interesserer mig, fordi jeg hele tiden får lyst til at gå ind og straks ud af teksten for at afsøge præmisserne for sætningerne.

Snart er hovedet inde i løkken, der siger teksten skriver dig og snart så alligevel not.
Får lyst og trang til at sige at hvis teksten skriver mig for nu at tage det gamle dictum, så er al tale om ordenes ærlighed i moralsk (og metafysisk) forstand væk eller uhåndterbar.    

.....men som skrivende, genererende skriver vi noget og vi skriver noget om noget og bevæger os ind mod referencer, vi tænder i teksten i et nu, samtidig med at vi skriver disse referencer . Dvs jeg mener at nedenstående tekst opererer mod en betydning, der nødvendigvis slår sig på munden og i et og samme nu åbner munden. Som var operatør og sprog underlagt hinanden.  .................................................................

(Mangler dette omkring at "teksten skriver forfatteren".
  Jeg tror ikke det kun drejer sig af der forefindes nogle determinanter i os ->libidoen, logos (som Frankl har beskrevet), magtintentionen (Adler) og tilsvarende, som reducerer den individuelle frihed til vælgen. For den ku jo omvendt siges, at det er ens individuelle vilje der forliger sig med determinanterne. Det er måske lidt af det. ------Måske snarere at sprogets inventarium ligger der som tomme felter, funktioner, der lissom venter på at blive aktiveret...men sammenholdt med en generativ grammatik (Chomsky) bliver det småmetafysisk og bla og kvittevit....)
 

Når jeg lige får tænkt mig ordentligt om vil jeg
sammen med andre pæne mennesker foranstalte en rundfart blandt skrivende med et enquetespørgsmål der kører lidt i dette -var lige ved at sige snask, der hedder hvad er en ærlig tekst. 

 

Det fik mig til at lege lidt videre med flg spørgsmål-og jeg ved godt jeg udvider temaet:

1) Hvad er ærlighed i forb m en fiktionstekst

 

2) Dialog mellem en a og en b har altid en kontrabande af et "andet motiv", altså skjult?

3) Dialog har per se altid udover det åbenlyse motiv et skjult - også når vi ser bort fra positionering og ydre forhold omkring talesituationen. (det er vist for paradoksalt, men skriftintentionen afslører sig måske så langt, at noget mere er på spil) Lettere kryptisk, hm. 

4) Motivanalyse er altid umulig i sidste ende i kommunikation. Man kan formode hvad det er for effekt , udsagnet åbenbart ønsker

Men ikke længere end dertil. --, giver det da mening at tale om skjult motiv tekstinternt. ks/

slap helt af

Posted on 22. december 2012 by Rene Jean Jensen

nogen havde skrevet ”Farvel Marlene” på en husvæg

det meget fremtidsnostalgiske

her til aften lå jeg og fik en ide til en roman

en roman lige ud af posen. begynde sådan her: ”Goddag. Mit navn er René Jean Jensen.”

instrumentalisere ærligheden, så den ikke bare agerer i alle retninger

det pinlige ved ærligheden er når den er rådvild

man vil hellere se en der er skåret til

sardonisk naivitet, tænkte jeg og skyndte mig at skrive det ned i min notesbog

det andet problem med ærligheden er når den fejrer sine ydervægge eller den ærliges begrænsninger som sit fineste trofæ: fx når den ærlige lægger kortene på bordet og indrømmer, at han lider af et mindreværdskompleks. det problematiske er den skråsikkerhed ærligheden stamper op af jorden. at den skråsikkerhed ikke holder, og at fristelsen til at diagnosticere og ”fastslå sig selv” hænger sammen med en fornemmelse af momentan frisættelse fra det indrømmede. forestiller mig en massemorder, der indrømmer sit massemyrderi og i de rolige minutter efter tilståelsen tænker på kolde hindbær i sorbetis. eller en mand der indrømmer, at han er massemorder for samme frigørelses skyld, men denne mand er ikke sikker på at han er massemorder, han nyder bare frigørelsen.

kunne man sige at depressive var alt for hypnotisérbare, at de lod sig kaste rundt i manegen af EN af deres indre stemmer, den allermest dystre? man kunne også sige det modsatte: at de ikke var hypnotisérbare nok når en art lys kom på besøg? jeg tænkte på Stig Larsson og nævnte ham også, den hypnotiserende graven sig ned i hukommelsen, det temporaliserede erindringsteater og dets sprechstallmeister; bevægelsen er hypnosevejen ad hvilken man som læser går.

(”du hører en kritisk stemme, men det er helt i orden. lad den bare snakke, dine arme bliver tungere og tungere…”)

jeg så alle mulige pudsige neurale net for mig. og følte mig kortvarigt frigjort af determinismen. men determinismen er kortvarige befrielser for tvivlen,

jeg feticherer handlingen

jeg tænkte på politikkens feticheren af handlingen

noget skal man tilsyneladende bilde sig ind om sig selv (jeg ville kursivere et ord i den sætning, men alle ord bød sig til)

så fik jeg den ide, at jeg skulle skrive: lad være med at skrive en bog. lad være med at skrive en bog. lad være med at skrive en bog. indtil jeg havde skrevet den med dét. måske skulle jeg nøjes med at sige det og ikke skrive det, for bogens skyld.

og som altid når jeg er enig med nogen går der en flig af mig.

satirikere er satirikere fordi de er magtesløse. kend magthaverens styrke på hvor meget han bliver latterliggjort, for de afmægtige kan ikke andet end latterliggøre.

det er ikke så stort et problem at save den gren over man sidder på, hvis man alligevel skal bruge noget brænde og ikke har noget imod at sidde foran pejsen med en brækket arm.

Dette indlæg blev udgivet i hypnose, roman, ærlighed af Rene Jean Jensen. Bogmærk permalinket.

Pablo Llambias replik

12 tanker om "slap helt af" Teksten indskyder sig i et forhandlingsforhold mellem det angiveligt sande og det angiveligt usande. Alle mulige, inklusive forfatteren, kan påstå alt muligt om teksten. Teksten er ikke et menneske. Den forholder sig tavst til alle disse påstande, som læsere, kritikere og forfattere fremsætter. Alle de forestillinger, som vi gør os om den og de ting, som den tilsyneladende peger på. Man kan motivanalysere alle mulige forfattere, læsere og kritikere, men teksten er stadig ikke anvendelig som bevis.