Kaptajnens talepapir ved Albertineprisuddelingen (Lars Bo Nørgaards papirer sidder fast i min indelåste inbox, men hjælp på vej)

 

Fik bogen i hænde lige da den kom.

Min ven Kaptajnen, der udgiver sine småskrifter og breve havde glædet sig til at høre hvad den Unge Lars Bo Nørgaard ville sige. Og derfor var han voldsomt vred over dennes afbud, da han, kaptajnen,netop stod og skulle ud med sit skib til en øvelse. Havde sendt sin adjudant Schwegelein forud. Med nye forholdsregler. Så måtte han køre hele beslutningsproceduren baglæns, mistede kostbare minutter.

Nå men

 

han begyndte sit skrift på følgende vis og altså lang tid før afbuddet fra obersten, som han kalder Lars Bo.

 

 

 

 

Swinemünde 12 august

 

Kaptajnen 21, C's White Girl.

 

Tid til spadseretur. Men bjergene bliver det nu ikke i dag. Det bliver ned til flodens moleanlæg.  

 

Sidder med avis. Slår op og læser lidt i C.Hagens: White Girl. Bogen fik jeg for snart længe siden.

 

Jeg ser  Hagen i et interview skrive

”sproget fungerer i et rum, hvor vi låser alle tabuer inde, som vi ikke kan håndtere. Jeg har følelsen af, at det akademiske korrekte dansk er beskidt… ”

Jeg kan forstå hende langt….”det gemmer et undertryk", fortsætter hun. Og skepsissen til det alm dannede elitære sprog holdt inde i den ordentlighed, der ønsker etellerandet andet , som ikke fremgår i sin fremtrædelsesform, er osse min. Hendes forsøg med White Girl er i sit koncept en sprogkritik rettet mod det suveræne dominante udtryk- med sine skjultheder/motiver.

…”Du idiot. Jeg sige dig ! Du selv forestille dig ikke have nogen penge til anden end vand og tyggegummi...”

Det bliver selvfølgelig osse en kritik af den ”indfødte undertryktes” direkte forenklede opfattelse af vor kvindelig rejsende som en sexmulighed.

Vores standardopfattelse af det korrekte kommer i spil, fordi "det korrekte , de veluddannedes sprog bruges af eliten til at gemme impulser og fordomme, alle deres skyggesider" (citeret efter hukommelsen).

 

 Det korrekte og velplejede sprog møder man (jeg) jo osse i poesien. Det er en anden historie, men i henseende til det at gemme ”noget” i det yndige er der analogier. Jeg bliver mistroisk over for friktionsfrit løbende dryppende guld i mund-poesi (det værste er dog begravet i 80erne
En kvindelig voldsomt hypet kvinde i 80erne ville på det bedste have fjernet ironi fra det digteriske sprog. Og hun fortsatte: se svenskerne. Underforstået dér bruger man ikke noget så beskidt som ironi. Englerent som når vor mor skurede ryggen af led på os i zinkbaljen. Og humor, denne hjerteskærende gudegave er stadig noget beskidt noget.
Mein liebeler Knortefuss!

ps tre mand i kvarterarrest for at ha urineret ved indgangsportalen.   Feltpræsten fortalte det småhviskende til mig under morgenandagten

 

 

Kaptajnens dagbog 23.nov:

 

Er lidt smådoven i dag. Gider knapt banke piben ud.

Min hund ligger stille. Frosten bed os begge i kæberne i går.

Nå men til omtalte bog:

 

Konceptet er alt. Men hvem har et koncept der holder hele vejen igennem til den manifeste figur, til duchamps pissekumme. Som regel er ideen så luftigt/skævvreden at kun materialiseringen kan redde stumperne

 Eller min gode ven, fotografen, der samler mænd der nøgne skal iklæde sig bikinisæt og så affotograferes, hvad så, hvad vil du, er der et ekstra udsagn der som kontrabande skal affyres ud gennem de to imaginære patter,

 

Eller skrive alle salmerne om og erstatte alt det gudelige med ”kør den ind med penis”. Hvad er det? Godt koncept. Nej. Elegant materialiseret. Nej.

Jo dårligere koncept, jo bedre ska materialiseringen være og omvendt.

Nu her nyligen med afrikanerne der føler for de stakkels nordmænd, der må fryse i det kolde Nord og derfor sender de radiatorer og den slags til Norge. Godt koncept fuld af krudt, medfølelse antikolonialisme, i betydningen, vi dementerer lige jeres godhjertede kolonialisme oppe på jeres høje gren.

 

 Og det koncepts materialisering kræver ikke så meget andet end konceptet. Det kører selv. Hov nu fik vi da lige fat i nogle begreber som konceptet her osse har: noget med det koloniale, noget med det nationale, identitet. Sidder hun, hende the White Girl, oppe på den høje gren eller hest, hvor hvide mennesker plejer at sidde og siger: jeg synes racisme er noget lort. Sådan en enkelt 180 graders tåloop, nej. Siger hun jeg synes det er synd for alle de sorte negermænd. Nej.  Hun vælger heller ikke vinklen, der hedder: god dag handicappede i kørestol, jeg vil godt snakke med dig, og jeg synes ikke det særligt handicappet, du er, selvom  at alle dine fire lemmer er sat af og du må mades med sonde gennem næsen. Og jeg respekterer dig for det.   

Næ, hun, Hagen, går implicit, formmæssig til værks. Implicit betyder at hun sayer mindre end hun shower.

 

 Showet er først en 180grader vending: hvid dame sværter sig selv sort med en prop. Eller i hvert fald sværter hun sit sprog til med en prop.

Hun lander som turist i et fremmedland, Afrika. I stedet for at genstandsgøre, reificere de indfødte som herlige eksotiske smilende turistmål, små handicappede i mentale rullestole, så lader Christina vores indfødte gøre White Girl til genstand, (sex)objekt for de indfødte, det er nu muligvis det mindste af det. Det vigtigste er sproget, det reducerede, som på sin vis sætter dem i niveau med hinanden, næsten som en slags ægte respekts mulighed. Sådan at vi i hvert fald kan se hinanden –uden om de autoritære magtsprog. Nå nej, hun har jo mistet sit.

Men et eller andet går ikke op. For i denne 180graders vending er der sket det af vores turistpige jo alligevel er blevet handicappet selv, da de indfødtes sprog er mere validt. Men vi synes om hende.

Og det er hvis nu man skal sætte det på rationel formel, spejlet skal være lidt troldsplintsagtigt, ellers forsvinder man jo bare 1:1 ind i spejlet for jeg genkender jo ellers sagtens mig selv og mine rutiner fra i går.