(første digtudkast til Helle Bovbjergs Pullerter)
Pullert.
Det mest stillestående jeg mindes. Ikke så meget som et
blink med øjnene, hvis
den ellers havde haft nogen.
(men sådan er jo osse den lumske hornmine, der ligger i
sandet og lurer, ladet og pludselig).
Det der sfinxagtige, ægyptiske kukken ud over vandene: ”jeg
venter, jeg, men jeg har da tid nok.”
(Sådan stod min mor ude osse ved molen og spejdede efter sin
fiskermand, der sejlede rundt
I det minerede vand mod England, i 43-44).
Ude i sejlrenden er 3 skibe på vej ind.
(Kutteren på Slette strand
springer over og lader sig trække helt
op I klitterne.
Friskskrabet og pullertfri. Den om det.)
Men pullerten, cementklodsen. Den ved, hvad den snakker om .
Lidt padde, lidt anker, lidt småkonge, lidt sejtrækker i tankegangen. Sig selv næsten nok.
Med fødderne i
kontinentet.
Og
en snor i kæften
til den yndige m/s Caroline
of Tallin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar