torsdag den 13. december 2012

LITTERÆR BLOG1:Barndoms Uskyld (hvad er en litterær blog? Hvad er en klinisk litterær blog? Er den litterære blog afhængig af en poetologisk tilgang/et litterært valgt blik?)


Værkstedet, verden, er poetologisk (for mig), derfor kalder vi magazinet her for en litterær blog. Ikke blot de skinbarlige produkter, men materialet, der fører til produktet. Hvor begynder produktet? Hvor begynder digtet? Hvad er det litterære? (Den diskussion vil blive taget op.)



torsdag den 13. december 2012


Barndoms Uskyld (hvad er en litterær blog? Hvad er en klinisk litterær blog? Er den litterære blog afhængig af en poetologisk tilgang/et litterært valgt blik?)


Værkstedet, verden, er poetologisk (for mig), derfor kalder vi magazinet her for en litterær blog. Ikke blot de skinbarlige produkter, men materialet, der fører til produktet. Hvor begynder produktet? Hvor begynder digtet? Hvad er det litterære? (Den diskussion vil blive taget op.)
Indsendt af kl.





2 kommentarer:

  1. Spændende overvejelser, du her lægger op til!
    SvarSlet
  2. hvis man blot bliver irriteret nok, så behøves ikke anden motor

    to friske momenter: en (anden) blog peger på dialog som det bærende, men lever absolut ikke op til det...ovenikøbet ignorerer man direkte (min)respons på direkte spørgsmål til principielt mig...og dertil kan jeg se, at "bjerget", det velbjærgede, det litterære etablissement, i deres gøren og laden cirkler om et meget frigidt syn på den litterære blog. Frigid i betydning af eksklusion af et andet poetologisk syn, der kikker bredt på og videre end til det manifeste kunstprodukt, digtet eller hvad det nu måtte være. I min poetik omkring bloggen går "det litterære" videre end produkt/artefakt, teoretiseren og diskussion om det klinisk rene litterære, altså fx i form af litteraturhistorien, teoridannelserne, kunstprodukterne i sig selv.....
    SvarSlet
    ------------------------------------
Det problematiske er vel, at ingen kan kræve respons. Man kan have den ambition at skabe dialog, diskussion, et kritisk rum m.v. på sin egen blog og ved at deltage på andres. Men, hvis man ser sig omkring, og for eksempel, som du, trækker Promenaden ind, er det tydeligt, synes jeg, at det går død. Der er rimeligvis mange læsere af disse blogs. Mange, der nysgerrigt følger med, er glade eller forarget sidder og bider sig selv i tungen, men få, der direkte går ind i diskussionerne. Det er interessant, nu hvor Promenaden er fyldt et år, at de diskussioner, der egentlig var til stede i begyndelsen, efterhånden er blevet bovlamme eller ikke eksisterende. Min egen oplevelse er en slags kammeratlig talen rundt om hinanden blandt venner. Det har for mig virket som om, ens position har været afgørende for den interesse, der er vakt eller det modsatte. Med andre ord: dagbladskritikerne og deres kollegaer fra universitetet diskuterer i et semilukket rum. Det minder mig om et studie, hvor man kan stå og råbe ud til produceren, men først når han trykker på knappen, går ens stemme igennem. Den erfaring tror jeg ikke, jeg er alene om, og hvis man ser på Promenaden, kan man da også konstatere, at det er gået slemt ned ad bakke med deltagelsen. Det er få navne, få navne i loop, og hvis det skal være sådan, hvorfor mødes man så ikke bare i et lukket chatrum, hvor man kan være sikker på, at det kun er de særligt indviede, der får taletid (heldigvis gør man ikke det, for så ville de gode ting fra Promenaden jo gå tabt). Det en kultur, der er dræbende, og dræbende kedsommelig. Et slags sociale medier aristokrati. Jeg tror ikke, det er hensigten, men af en eller anden grund er det der, det er endt.
Jeg synes, på mange måder, denne pseudooffentlige blogverden, er ved at rende sig selv i hækken. Den diskussion, du efterlyser, er præget af ovenstående og af et andet fænomen, nemlig ustyrlige behov for namedropping, for at sige den frem for den, det frem for det, i stedet for, rent faktisk at lægge op til læsninger, samtaler, diskussioner, i stedet for at turde diskutere ovenud og ikke indad i små sure rum, hvor litteraturen og kunsten dør, hvor der kun er plads til en selv og vennerne.
Fra min blog kan jeg erfare, at interessen var størst (målt i hit), den ene gang jeg skrev kritisk om Information, men diskussionen, den udeblev stort set. Hvorfor? kan man så spørge sig selv. Jeg har ikke svaret, men er nu af den opfattelse, at bloggen er en opslagstavle og egentlig ikke andet.
SvarSlet
  • I forhold til det med det lukkede og ingen diskussion, vil jeg sige at det egentlig ikke overrasker mig at diskussionerne på bloggene er de samme eller udebliver på samme måde som så mange andre steder. Det er vel omtrent de samme mennesker som diskuterer eller ej på hele det litterære felt. Og så kan man jo sige, at jo, bloggen er en opslagstavle. Men den er osse mere end det, synes jeg, når den bruges i en kunstnerisk praksis. For mig er den (min blog) en højst integreret del af mit hele kunstneriske arbejde. Som hele er den et udsagn i sig selv som vel rummer en refleksion over det at gå kunstnerisk (poetologisk) til verden, det at man konstant kigger på verden med kunstnerbrille. Om godtfolk så bare er med på en kigger eller om de vil sige et ord eller to til det som foregår for øjnene af dem, er alt sammen ok med mig. Hvad kan bloggen så indeholde? Tja, alverdens i princippet. Selv arbejder jeg på mange fronter, selvom jeg først og fremmest nok er digter. Hvis man absolut skal være det ene eller det andet. Det er man kun punktuelt, men strømmen, indstillingen er sgu da den samme. Og det synes jeg bloggen er et herligt medie til at vise. Her er plads til alle de interessant mellemregninger og snublerier og ramasjang som gallerivæggen eller bogen ikke kan (og nok heller ikke bør) indeholde. Opslagstavle, jo, men en meget levende, meget plastisk én så. Ja.
    SvarSlet
  • jeg venter lige lidt med at respondere---er sengeliggende disse dage. Men lige om dialogen på blog-min irritation gik ikke på den generelle dialog, den må nu engang leve eller dø som den nu gør- i mit tilfælde handlede det helt eksakt om at man fra Promenaden direkte tager fat i Tårnsamtalerne på hald, og da jeg er den ansvarlige for dem, så giver jeg selvfølgelig et svar om det, men jeg får ikke en reaktion overhovedet---og i samme tråd tager jeg så lidt henne (som konsekvens af det manglende svar på Tårnsamtalerne) i snakken fat i selve Promenadens annoncerede dialogtale, det giver et par småfornærmede svar plus et venligt fra Martin Og dertil får jeg en anden type reaktion udefra osse, om at jeg drejer mig væk fra trådens udvikling. Sic og halløj. Håber snarest at vende tilbage til både Peder og Lars Bo.
    SvarSlet




    •  



    Indsendt af kl.

    12 kommentarer:

    1. Anonym13. december 2012 kl. 02.31

      Spændende overvejelser, du her lægger op til!

      SvarSlet
    2. knudsteffen13. december 2012 kl. 02.52

      hvis man blot bliver irriteret nok, så behøves ikke anden motor

      to friske momenter: en (anden) blog peger på dialog som det bærende, men lever absolut ikke op til det...ovenikøbet ignorerer man direkte (min)respons på direkte spørgsmål til principielt mig...og dertil kan jeg se, at "bjerget", det velbjærgede, det litterære etablissement, i deres gøren og laden cirkler om et meget frigidt syn på den litterære blog. Frigid i betydning af eksklusion af et andet poetologisk syn, der kikker bredt på og videre end til det manifeste kunstprodukt, digtet eller hvad det nu måtte være. I min poetik omkring bloggen går "det litterære" videre end produkt/artefakt, teoretiseren og diskussion om det klinisk rene litterære, altså fx i form af litteraturhistorien, teoridannelserne, kunstprodukterne i sig selv.....

      SvarSlet
    3. peder frederik jensen13. december 2012 kl. 03.24

      Det problematiske er vel, at ingen kan kræve respons. Man kan have den ambition at skabe dialog, diskussion, et kritisk rum m.v. på sin egen blog og ved at deltage på andres. Men, hvis man ser sig omkring, og for eksempel, som du, trækker Promenaden ind, er det tydeligt, synes jeg, at det går død. Der er rimeligvis mange læsere af disse blogs. Mange, der nysgerrigt følger med, er glade eller forarget sidder og bider sig selv i tungen, men få, der direkte går ind i diskussionerne. Det er interessant, nu hvor Promenaden er fyldt et år, at de diskussioner, der egentlig var til stede i begyndelsen, efterhånden er blevet bovlamme eller ikke eksisterende. Min egen oplevelse er en slags kammeratlig talen rundt om hinanden blandt venner. Det har for mig virket som om, ens position har været afgørende for den interesse, der er vakt eller det modsatte. Med andre ord: dagbladskritikerne og deres kollegaer fra universitetet diskuterer i et semilukket rum. Det minder mig om et studie, hvor man kan stå og råbe ud til produceren, men først når han trykker på knappen, går ens stemme igennem. Den erfaring tror jeg ikke, jeg er alene om, og hvis man ser på Promenaden, kan man da også konstatere, at det er gået slemt ned ad bakke med deltagelsen. Det er få navne, få navne i loop, og hvis det skal være sådan, hvorfor mødes man så ikke bare i et lukket chatrum, hvor man kan være sikker på, at det kun er de særligt indviede, der får taletid (heldigvis gør man ikke det, for så ville de gode ting fra Promenaden jo gå tabt). Det en kultur, der er dræbende, og dræbende kedsommelig. Et slags sociale medier aristokrati. Jeg tror ikke, det er hensigten, men af en eller anden grund er det der, det er endt.
      Jeg synes, på mange måder, denne pseudooffentlige blogverden, er ved at rende sig selv i hækken. Den diskussion, du efterlyser, er præget af ovenstående og af et andet fænomen, nemlig ustyrlige behov for namedropping, for at sige den frem for den, det frem for det, i stedet for, rent faktisk at lægge op til læsninger, samtaler, diskussioner, i stedet for at turde diskutere ovenud og ikke indad i små sure rum, hvor litteraturen og kunsten dør, hvor der kun er plads til en selv og vennerne.
      Fra min blog kan jeg erfare, at interessen var størst (målt i hit), den ene gang jeg skrev kritisk om Information, men diskussionen, den udeblev stort set. Hvorfor? kan man så spørge sig selv. Jeg har ikke svaret, men er nu af den opfattelse, at bloggen er en opslagstavle og egentlig ikke andet.

      SvarSlet
    4. lars bo nørgaard13. december 2012 kl. 04.38

      I forhold til det med det lukkede og ingen diskussion, vil jeg sige at det egentlig ikke overrasker mig at diskussionerne på bloggene er de samme eller udebliver på samme måde som så mange andre steder. Det er vel omtrent de samme mennesker som diskuterer eller ej på hele det litterære felt. Og så kan man jo sige, at jo, bloggen er en opslagstavle. Men den er osse mere end det, synes jeg, når den bruges i en kunstnerisk praksis. For mig er den (min blog) en højst integreret del af mit hele kunstneriske arbejde. Som hele er den et udsagn i sig selv som vel rummer en refleksion over det at gå kunstnerisk (poetologisk) til verden, det at man konstant kigger på verden med kunstnerbrille. Om godtfolk så bare er med på en kigger eller om de vil sige et ord eller to til det som foregår for øjnene af dem, er alt sammen ok med mig. Hvad kan bloggen så indeholde? Tja, alverdens i princippet. Selv arbejder jeg på mange fronter, selvom jeg først og fremmest nok er digter. Hvis man absolut skal være det ene eller det andet. Det er man kun punktuelt, men strømmen, indstillingen er sgu da den samme. Og det synes jeg bloggen er et herligt medie til at vise. Her er plads til alle de interessant mellemregninger og snublerier og ramasjang som gallerivæggen eller bogen ikke kan (og nok heller ikke bør) indeholde. Opslagstavle, jo, men en meget levende, meget plastisk én så. Ja.

      SvarSlet
    5. knudsteffen13. december 2012 kl. 05.01

      jeg venter lige lidt med at respondere---er sengeliggende disse dage. Men lige om dialogen på blog-min irritation gik ikke på den generelle dialog, den må nu engang leve eller dø som den nu gør- i mit tilfælde handlede det helt eksakt om at man fra Promenaden direkte tager fat i Tårnsamtalerne på hald, og da jeg er den ansvarlige for dem, så giver jeg selvfølgelig et svar om det, men jeg får ikke en reaktion overhovedet---og i samme tråd tager jeg så lidt henne i snakken fat i selve Promenadens annoncerede dialogtale, det giver et par småfornærmede svar plus et venligt fra Martin Og dertil får jeg en anden type reaktion udefra osse, om at jeg drejer mig væk fra trådens udvikling. Sic og halløj. Håber snarest at vende tilbage til både Peder og Lars Bo.

      SvarSlet
    6. Anonym13. december 2012 kl. 11.27

      Jeg oplever denne lukkethed i mange sociale fora på nettet, hvad angår det litterære. Uden "en position", hvadenten venskabeligt eller statusmæssigt funderet, så kan man i heldigste fald blive pænt ignoreret, hvis man forsøger at deltage i en diskussion.
      Det er sådan i mange henseender, og måske kan vi (læs jeg) heller ikke selv gå hundrede procent ramt forbi. Vi fører jo alle indforståede (vittige eller alvorlige) "samtaler", som fungerer bedst hvis man kender præmisserne, og præmisserne lærer man kun at kende, hvis man er...nå ja, indforstået.
      Problemet på Promenaden er derfor måske ikke så meget det (lidt?) selvrefererende præg, men at de fornægter det?
      Diskussionen er væsentlig og vigtigere end at nå til enighed, så tak for at føre diskussionen, Knud.
      Og rigtig god bedring.

      SvarSlet
    7. knudsteffen13. december 2012 kl. 12.56

      Kære Louise, jeg har vist for meget snot i hovedet til at foretage mig noget fornuftigt lige nu. kh knud

      SvarSlet
    8. peder frederik jensen13. december 2012 kl. 13.59

      LB - ja, netop til det meste du skriver, egentlig. Deraf min første linje, at man jo ikke kan kræve og så videre, og naturligvis er der ikke en rå defineret kerne, der hedder bloggens væsen. Dog er det vel interessant, at man taler om de sociale medier som demokratiserende og som muligheder for udvidet dialog. Den ser jeg ikke. Jeg ser friheden til at publicere m.m. altså til at have en praksis på nettet, med diskussionerne og lysten til den, synes begrænset - det har du så ret i, kan hænge sammen med omtalte miljø.

      SvarSlet
    9. Erik Kock14. december 2012 kl. 03.22

      Jeg vil gerne bidrage med to ting:
      1)
      Som sagt så ofte før af mig og andre: man går i fare hvor man går, især på nettet, herunder igen især på facebook og blogs. Det er en gammel nyhed. Respons kan man fx ikke sikre sig, som også Peder F J siger det.
      Interessefællesskaber, in casu litterære blogs, opstår bl.a. ud fra en forhåndsviden og –ikke mindst – forhåndskonsensus blandt i forvejen gode bekendtskaber. Det er naturligt. Hvordan ellers starte og have sikret sig de første indlæg? Men meget bider sig selv i halen:
      • Forhåndskonsensus ændrer sig ikke og åbner sig ikke, bare fordi man går på nettet.
      • Hvis de fora, man medbringer på bloggen, er professionaliserede, går responsmulighederne nemt tabt for andre end gruppen selv og evt. i forvejen bekendte professionelle.
      • Ønsket om et virtuelt tidsskrift strander på det enkle faktum, at læsere nu ikke blot er læsere, men deltagere – sådan ser netbrugere jo meget ofte sig selv. Der går ikke en hel måned, hvor man kan overveje at deltage i debatten på tidsskriftet; der går de timer hvor man har tid til det, og udvekslingen – og selve det at være på nettet – er implicit oppe i fart. Hvis man ikke vil være til rådighed i sit eget virtuelle tidsskrift, går ideen om et åbent forum fløjten.
      • Bordet fanger. Per Højholt sagde: ”Man skal ikke blive længere på scenen end man har undeholdning til”. Et tidsskrift skal heller ikke blive længere på nettet end det har udveksling til. Man skal kunne honorere sine egne programerklæringer, ellers er det godnat-og-sov-godt.

      Meget af dette er gentagelser, men jeg ville lige give et besyv.

      2) Jeg synes det ville være interessant at (gen)optage Knuds pointer og indspark mht. selve værket, selve det poetologiske (som du kalder, KSN). Hvor går grænserne, hvor ligger kunsten og putter sig. Lever den i det skjulte, dvs. i en hvilken som helst tekst, indtil den bliver opdaget? Det er vel det der kunne blive hovedsagen her?

      Og ja: Se så at blive rask, Knud. Vi kan ikke have den slendrian! Det ender i writer’s block og ikke writer’s blog! Mine tanker er hos dig og dine lommetørklæder – tag en cognac på mine vegne.

      SvarSlet
    10. knudsteffen14. december 2012 kl. 03.24

      Jeg kaster lige et lille drej ind - ved at tage Martin Glaz og Thomas Hviid Kromanns definition på den litterære blog. Det lyder rimeligt og tilforladeligt, men kunne tænke mig at problematise/udfolde den, når jeg forlader sottesengen:


      (og den fulde artikel kan findes på Standarts seneste, dobbeltnumret /ksn).... I denne artikel vil vi se nærmere på den del af den litterære offentlighed der udspiller sig på og omkring den litterære blog. Den litterære blog definerer vi som den blog, hvor genstandsfeltet er litteraturen, dvs. tekster om litteratur eller tekster, der er litteratur, eller begge dele.

      (...)

      SvarSlet
    11. knudsteffen14. december 2012 kl. 04.44

      Erik, jeg vender tilbage til det hele senere

      SvarSlet
    12. knudsteffen15. december 2012 kl. 07.52

      Kære Knud



      Først: Rigtig god bedring! Kan jo læse via din blog at du er vandretliggende, kom dig vel, snart igen.




      Og mht til din blogs poster senest: mange meget interessante emner, du har fat i og har kastet op til debat.

      Personligt, uden at være blogger og uden FB-profil, for nu blot dette: Jeg deler synspunktet at en Litterær Blog, bør kunne rumme "udenomstekstlige" poster, at bloggeren (afhængig af bloggens profil, naturligvis) udvider feltet for eksempelvis poesi, så er vi ovre i poetologi, o.m.a. Jeg stejler generelt overfor vandtætte skodder mellem kunstarter + formidlings-/præsentationsenheder ... ingen mand er en ø, ingen bog kan sejle sin egen sø (dvs skriften (og skriftstelleren) har jo x antal referencepunkter, inspirationer, nuancer, bevæggrunde, bagvedliggenheder, IN/OUTputs, hele billedstormen-i-det-post-post-moderne, og ... og ... og...).


      indspark fra Søren Sixten on direct mail, men jeg tillader mig at sætte ind her:

      Promenade a.k.a. Parnasset, sikke en skuffelse, da jeg i sin tid læste omtale af deres forestående forehavende fængede interessen; hurtigt stoppede jeg dog med at klikke -thi ja, Den Lukkede Klike...hvad var det de ville? (Sikkert mange nuancer tabt for en ikke-FBér som jeg, meeen: det er dog en fis i et tågehorn...).

      SvarSlet

    Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)