klip fra denfri.dk, der har klippet fra Berlingeren/Hans Hauge

Har universitets litterære virke udviklet sig til en isoleret institution, der ved hjælp af ukønnet formering kan reproducere sin egen funktion uden nogen forbindelse til omverdenens realiteter og formål? Det er noget som bekymrer dr.phil. Hans Hauge i lørdagens indspark i Berlingske. Tesen er at litteraturvidenskaben har indkapslet sig selv i sin egen loge, der indefra kan underbygge og begrunde sin egen funktion: ”Ingen protesterer, skatteyderne betaler pligtskyldigst.”
Som (en måske naiv) studerende undres man ofte selv. Man er vidne til magtkampe der bærer analogier til erhvervslivets interne barnligheder. Livet bag universitetets mange facader kan være svær at forholde sig til.

Det gælder om at råbe højest

En nyudklækket forskers drøm er at opnå fastansættelse i en beskyttet permanent stilling. Derfor skal artiklerne produceres og ens eget felt skal tales op. Imens er der ikke tid til afvigelser. Alle udefrakommende input er blot irrelevante forstyrrelser. Man tager standpunkter som forsvares ved at råbe højest. Når man har flest publikationer så har man slagkraft – kvaliteten bag ens litterære og filosofiske bidrag kan i dag bedømmes ud fra længden af ens CV. Relevans og dybde kommer i anden række, så længe ens akademiske venner klapper én på skulderen.
Målet er klart defineret for universitets fagfolk. Den akademiske verden er for længst blevet professionaliseret. Formålet er produktion af ny ’viden’, altså et slutprodukt af en funktionsbetinget mekanisme, som de respektive deltagere i skjul og velbehag læser højt for hinanden.

En eksklusiv swingerklub om de andre

Adgang til dette intellektuelle ’hellige land’ tildeles igennem akademisk broderskab. På den måde skabes et miljø, som udefra kan ligne en eksklusiv swingerklub. Produktiviteten er høj, og som Hans Hauge siger, så produceres der ikke særligt mange skrifter, men tværtimod rigtig mange artikler om andre folks skrifter. Den synlige produktivitet afføder flere midler hos staten, og foreningen kan dermed udvides, så man i fællesskab kan benytte sine færdigheder i smug og velbehag – forskanset imod offentlighedens grimme kritik og ulærte stupiditeter.
Inden for universitetets litterære cirkler uddanner man folk til at tænke kritisk. Specielt inden for den filosofiske tradition forsøger man at bøje og nedbryde pøblens verdensbillede. Men er det ikke meningsløst at fremme kritisk tænkning, såfremt man som akademiker helt undlader at stå frem med sin kritik? Og endnu mere ironisk, så undlader selvsamme intellektuelle at vende kritikken imod sig selv og deres nuværende funktion. Det er nok fordi det er lettere at pege fingre af folk når de ikke ser det – så undgår man at få én på tuden.
Man savner en intellektuel verden hvor dets fornemmeste medlemmer blander sig i offentlighedens debatter. Hvor næsen sættes i spil og holdninger formes igennem aktiv deltagelse. Offentligheden bør være genstanden og relevansen. Det forekommer mig åbenlyst, at man i samfundet aner et behov for at nedrive væggen til den litterære del af den akademiske verden. På samme måde som videnskaben i mange årtier har delt og integreret deres arbejde med os andre, bør litteraturvidenskaben, og navnlig filosofien, blive bedre til at samarbejde. Måske en romantisk tanke – men uanset hvad, så er det vel et reelt og naturligt krav?