......og har trukket mig ud i tovet, hvor ellers kun
fugletrækket og de bortkomne kom og
som en rose siger jeg og ingen nikker
fra puderne og helt ind i vægten af
den rastløshed som er sjælen, hvis
vægtfylde,
kun de kender, der sidder
og vakler som lægger de planer.
Tyngden er
brocade. De store planer
lerduer, og så
du, du lille fowl,
katten sidder parat, (som der kunne syes den herligste håndtaske af).
Jeg ved, at
vilkårene er vilkårlige,
(ligner en
negation, kan ikke negeres)
at
lemfældigheden bør dyrkes helt ud
forbi de neglerødder,
der afbilledes som klosaxe på
kalkvægge,
en dannelse
på vegne af de andre
denne tand er jo intet
andet end
en papirhat,
trøster-mand
Ingen kommentarer:
Send en kommentar