Flere breve fra samme loftsrum, dette er dateret et halvt år før (brev 51)

...  Troede det var en formsag at få byggetilladelse undervejs eller bagefter. Det forstod jeg ikke. Vil de mig til livs. Alt hvad jeg har rørt ved er brændt til kul og lort. Har tålmodigt og ret sejt prøvet at rette op på alt. Men jeg føler så ikke, at jeg kunne give så meget kærlighed fra mig. Måske pga alt det lort, osse fiaskoen med det ene og det andet. Intet nævnt, intet glemt. Mine forsøg på tjene kassen-til os alle 3. Villy smadrede det de to første gange. Det er mig nu så uendelig lige meget. Timingen var vel heller ikke den rette.
Det er ikke dine afvisninger. Nej. Jeg har mine fejl.  Og jeg er ofte kommet masende som en ja jeg ved ikke ud af ingenting og du har været træt af alt det arbejde, de lægger på dig hele tiden. Jeg forstår det så godt.  Og så opstår en ond cirkel. Den kommer fra mig. Jeg sku have taget mig sammen. Måske skulle jeg være rejst væk et stykke tid. Hvis det kunne have løst noget helst. Men I ved jo godt, at nissen flytter med. Jeg tror, skæbnen er sådan, og skæbnen vil give jer et bedre liv uden mig. Skæbnen ikke en herre som ..tja.  
Jeg sørger for, at I ikke finder mig, men et sted finder I mig om et stykke tid. Og så ikke nogen begravelse. Ikke en sten. Ingen navne. Jeg skal slettes. Vil helst melde mig ud på den måde. Jeg kom. Og jeg gik igen. Og det vil så være det. I må gerne sende en tanke til meget af det gode, vi oplevede. Glemmer aldrig turen til Spanien i 1988. Nogen meget smukke billeder af en smuk pige - Kisser. Som nu også.   Mine ting behøver jeg jo ikke skrive noget om. Du ved bedst, Kisser. Måske nogen kan bruge noget af mandetingene, værktøj og den slags.      
Og Mallepigen, du får et smukt liv, et fint hus, og en prins kommer der eller sådan noget.  Du er mit hjerte. Og mor og dig får det fint og har det fint. I er to smukke piger.