Om FRIHED og RETTIGHEDER og diffus BEGREBSDANNELSE

 

FRIHEDSBREV, udkast 1:

 

Min frihed kan implicere, at den andens frihed begrænses.

 


 Vi springer den type frihed over der handler om bortretouchering af ansigter fra officielle fotos (Klementis portræt på fotoet med Gottwald (jvf Kundera). For at rense for klassefjender, så udsagnet står renere. Euthanasi, friheden til nå det rene. Frenologiens rene ytring. Bortfjernelse af mongoler for at nå et rent billede og dermed ren ytring om verden. Cleansing, demografisk se bosættelser o.lign.  Handlingerne forudsætter frihedselskende ytringer. 

Og spørgsmålet om det slettede er usagt. 

Der findes bl.a:

Retten til dårskab.. Retten til at påføre andre smerte. Retten til at være smertefri. Retten til mad. Retten til sult. Retten til at være tavs. Retten til succes. Retten til fiasko. Retten til at blive behandlet værdigt. Retten til at blive set. Retten til at blive ignoreret. Men det vil ikke direkte blive berørt her, kun som noget ontologisk: Hvordan frihed opstår og distribueres, og hvordan det er komplementært, da frihed og frihedens rettigheder implicerer det modsatte hos den part, friheden kan bruges imod. Jeg går voldsomt ind for frihed og vel osse min nabos frihed. Tror jeg nok. Men begrebet er ret diffust. Retten til dårskab nævnes ikke ofte, men ligger implicit og skvulper.  Mange af de nævnte rettigheder er ikke nødvendigvis protokoleret i menneskerettighedsdeklarationer.

 
                                                      *
 

Jeg taler om Spurvens frihed. Og om Ørnens frihed. At Ørnens frihed er at opæde Spurven. Mens Spurvens frihed er retten til at blive opædt.

                                                      *

Ørnens og den stærkeres frihed er sammenfaldende med retten.

                                                      *

Sprogligt er der ingen forskel på magt og frihed. Den første definerer den anden.
                                                     *
 

Det er enhver kanons ret og frihed at vurdere, hvad der er bedst i enhver ytring.
                                                     *
 

Ytringsfrihed er verbal og nonverbal. Retten til at afkorte et hoved, der raver for højt op er en nonverbal ytring. Nonverbale og verbale ytringer kan være frihedsytringer.
                                                      *
 

Ørnens frihed er total og kan suspendere alle andre frihedsrettigheder. Det er dens ret.

                                                      *

En ytring, nonverbal, er fx at skide hvor som helst, og hvor det forvolder mest svinskhed og skade på andre. (i en døbefont under højmessen).
                                                     
                                                      *
 

Det kan man hævde er en ret, det er i hvert fald en ytring, men altså en nonverbal ytring. Den kan og skal ikke defineres af en spurv. En spurvs frihed er jo netop indrettet på spurve. Og kun i hierarkiet derunder kan man tale om spurvepræmisser.

                                                      *

I dansk lovgivning er ytringsfriheden en smule begrænset af injurielovgivningen. 
                                                      *
 

En nonverbal ytring som fx at svinge en økse i religiøs ekstase kommer ikke nødvendigvis ind under injurielovgivningen.

                                                      *
 

Beskærer en økse (i religiøs ekstase eller ej) hoveder der sidder på andre, træder straffelovgivningen naturligvis i kraft. Og triller hovedet helt af, er straffen høj, selvom det er en ytring og godt nok nonverbal.

                                                      *
 

Frihed er komplementær og bliver let en ensidig affære. Og der er ofte uenighed mellem parterne. Den der holder øksen i sin hånd vil sætte offer i citationstegn. ”offer”. (mens offerets søster ikke vil).

                                                       *

Ørnens, dvs magtens, frihed er at afgøre hvornår ytringer er uden for friheden for ytringer.

                                                       *