Danserinden

fra det øjeblik hjertepulsrytmen, som næsten er i jamber, dog med let bitryk ændres, gående fra naturens nursery rhymes, moderdyrets vuggen, der er ren hjertejambisk helt frem til fordrivelsen fra det let pumpende pulsrum, ja så opstår frigørelsen i daktyler, hvis det er det eller i afarter af andre brudte rytmer. Det er frigørelsen, reel og metrisk fra fostervandet. Det er væk underlæggelsen til at nu kan jeg rigtig nok selv. Jeg vil stå op til sidste mand, alt det der pis, som betyder at jeg bemærker, at hver gang at luften ikke er 37 grader, eller badevandets kropsvarme temperatur sænker sig, så opdager jeg min krop som noget der findes og trues, da varmen forlader vandet og luften og som skal testes for hvadsomhelst, at olien, regningen, stiger og jeg føler mig udsat og ikke hjemme på kontoret og i denne verden. Derfor min vrede, valget er ikke længere binært vælgen mellem flugt eller adrenalinsk kamp, men jeg har fået øjne og kan udskyde vreden, tænke i konjunktiv, at hvis jeg nu dikker den indbildte landbetjent på hagen, selen var vel ikke spændt, så vil jeg ku slippe ud af klemmen.

Jeg har pisseondt i maven. Navnet vil på en måde både være flugt og kamp. Men forskudt. Jo naragtig, for fristen har jo netop en sidste dato, og du er bundet i tidsrummet frem til det. Ja, jow du foretager dig dine ting. Men hold da kæft, hvor det lukker sig om dig.