Ligklædet i Torino

Ligklædet i Torino har ikke en chance. Må noget stå hen i det uvisse. Tak. Mange tak. 

Hr. Historiker ejer verden og fjernsynet og dit liv og næstens. Er det ikke sådan det er.

Og hr Vicevært, Hr Biokemiker og Hr Kaldskapellan. De prøvede da vist at flytte domkirken i Lund.

Og lakunerne er fis, velsagtens?   Jeg havde en lineal i hånden, jeg skubbede til noget støv.

  I begyndelsen brugte jeg tidligere en tøven. Men det ultimative var kroppen man ordinerede mig.  Jeg indhentede mig selv, så at sige.  Og nu hvor der kommer gæster, er det rart at gøre lidt ekstra. De kan se, jeg har gjort nummer ud af det. Det, der i går kun var et fremtidigt citat, er nu på i sin fulde ret.  

”Min” mund er et ord fra chefen: ”Kranen skal op nu.”

 Og havnefronten står så strunk . Den er så klinket.  Jeg ved, mig, ved nu hvordan violinen skal bygges. Kan hvert princip udenad. mmm

Dansetrin. Nej det tror jeg ikke lige.  I rationalet indgår klima og hektarstøtte. Og landets km2 i forhold til udvaskning. Å jammer.

Han ser askeskuffer, hvor jeg så en lilje. Det skifter.

Sådan citerer han sig selv. Som jeg citerer mig selv. Han citerer ord om storsind. Lagt i munden på mig. Han kan de fleste deklarationer på fingrene. Det er rationelt.

Men det handler ikke om det rationelle.

Om så han dyppede hænderne i harpiks ville intet komme til ham. Han er til reb. Han  er til 2 og 2 og hvis vi ganger ud. Og til sidst skal det hele rummes i en hel sætning. Og dér kommer det til problemet.  Han forstår ikke ophør, for til det største tal kan man altid lægge et tal mere på. Men det er måske alligevel mig han citerer uden blusel.