LB Nørgaard først:
(Hele sagen om Kragelund kan følges tæt på http://larsbonoergaard.blogspot.com
Dagens udtalelse fra Dr. Kragelund (for hvem jeg er værge).
Kragelund vågner, sukker, tænder sig
en smøg og går hen til vinduet, klædt i intet andet end lidt for store
underbukser. Solen skinner. Så siger han:
(her må jeg lige kort henvise til LarsBoNørgaardsblog)
................................................................................................................
knudsteffen:8. sep. 2012 11.43
Samlede Kragelund ikke vores æbler op fra gaden og fra
grene der måske nok hang en smule ud mod offentlig vej, men burde han ikke vide,
at epicentret for frugten var privat, på privat grund. Urkildetræets rødder, der
i den grad stod plantet midt i vores have, så at sige.
Moderens skød.
I andre tilfælde ville han nok skyde det fra sig, at hans forskellige forsyndelser, hans råben efter folk, der var fede, rødkindede, eller afrikanere var lissom ikke ham selv der råbte. Så var rodnettet pludselig interessant. Så sagde han sludder som:Det var min moder, der satte mig på jorden, og hun er ansvarlig for min stemmes pragt og mit udseende (som jeg holder af, men vel overhovedet ikke kan tage æren for, jvf forrige). Som hendes moder igen var skyld eller årsag-hed det nu-i hende.
Hans dårlige knæ skyldtes asfaltens modvilje mod ham som et personligt nederdrægtigt angreb udefra. Hans økonomi og den var ikke god, bevares, kunne føres direkte til (tilbage til) kommunen, og Jane Johansen i særdeleshed, der i den grad havde gjort livet surt for ham. Indimellem beskyldte han hende for den begyndende parendentose, der var i færd med at rydde hans mund.
Mange af hans sætninger afsluttedes ofte med: gid folk dog bare havde nok i deres eget. Og det ku falde uanset om der blev berørt større politiske sager eller småt. En gang i forbindelse med Nagorno Karabhak. En anden gang havde nogen smidt nogle skodder på vejen.
Moderens skød.
I andre tilfælde ville han nok skyde det fra sig, at hans forskellige forsyndelser, hans råben efter folk, der var fede, rødkindede, eller afrikanere var lissom ikke ham selv der råbte. Så var rodnettet pludselig interessant. Så sagde han sludder som:Det var min moder, der satte mig på jorden, og hun er ansvarlig for min stemmes pragt og mit udseende (som jeg holder af, men vel overhovedet ikke kan tage æren for, jvf forrige). Som hendes moder igen var skyld eller årsag-hed det nu-i hende.
Hans dårlige knæ skyldtes asfaltens modvilje mod ham som et personligt nederdrægtigt angreb udefra. Hans økonomi og den var ikke god, bevares, kunne føres direkte til (tilbage til) kommunen, og Jane Johansen i særdeleshed, der i den grad havde gjort livet surt for ham. Indimellem beskyldte han hende for den begyndende parendentose, der var i færd med at rydde hans mund.
Mange af hans sætninger afsluttedes ofte med: gid folk dog bare havde nok i deres eget. Og det ku falde uanset om der blev berørt større politiske sager eller småt. En gang i forbindelse med Nagorno Karabhak. En anden gang havde nogen smidt nogle skodder på vejen.
lars bo
nørgaard11. sep. 2012 16.19
Knud, du kender Kragelund. (selvfølgelig, havde jeg nær
skrevet). Har gået og villet kontakte dig ang. netop Kragelund. Du har erfaring
med at være kommunalt ansat værge (for KE Krantz; jeg behøver ikke nævne det).
Du har allerede gættet det: Yes, jeg er blevet værge for Kragelund. Jeg skal
ikke kede med den lange forhistorie for dette mit seneste skæbnetvist. Blot
kort: Du ved jeg sysler med folkemindesamleri (mest for at få ryddet op i
skidtet), og faldt altså så en dag i Stadsarkivet over Kragelunds skrifter.
Noget ved dem, må have antændt en spinkel følsomhed overfor kræet i mig. Måske
mindede hans skrigerier mig om mig selv da jeg var i 16-årsalderen og mit hår
var fedtet og huden filipensramt. Skulle jeg engang få den vildfarelse, at
skrive mine erindringer, skulle det afsnit hedde 'Den unge Kyklop', må det
aldrig hænde. Nuvel, jeg sad altså, både grinende og grædende, og dechiffrerede
Kragelunds på een gang ziirlige og komplet barnagtige håndskrift. Nej: Kort:
Undervejs i arbejdet gik det op for mig, at Kragelund endnu ikke var helt død
(hvordan jeg blev opmærksom på dette, er alt for lang og utrolig en historie,
til at der her er plads til den, men lad mig blot nævne at det skete via bl.a.
et flystyrt og et utilsigtet indtag af hallucinogene substanser). Og, ja, her
sidder jeg så, pludselig hans værge og redaktør. Og nu er alt min skyld. Yes.
Hvis det da ikke er hin encellede excellence, som først formastede sig til at
dublicere sig selv (og somme tider synes der ikke at være forskel på det første
og det sidste). Jeg vil nævne blot ét af mange, mange problemer: Han er ved at
ruinere mig, alene ved sit forbrug af toiletpapir, som han mumificerer sig selv
med. Straks bliver papiret vådt af hans usædvanlige svedudsondring, og så skal
indpakningen skiftes, og sådan går legen ellers muntert derudaf i sommetider
halve døgn efter halve døgn, indtil han falder udmattet om på stuegulvet, og jeg
kan få mig en velfortjent røgtobak. Har du tips? Hvordan kan man fx slå, uden at
det laver afslørende mærker på kroppen? Kan man trække tænder ud, uden at det er
tydeligt, at det var mig, der gjorde det? Og i det hele taget: Hvad skal jeg
gøre? For jeg har snart tabt ti kilo siden det hele begyndte i sidste
uge.
Kragelund og jeg mødtes nogle få gange. Vi mødtes de der tre gange med hver vores båndoptager for at optage naturens lyde. En fugl hist, en hjort pist, vindens pust i trætoppene. Vi gik stille sammen uden at lyd fra vores læber kom derfra. Bagefter mødtes vi så på den lille kro i nærheden og fik så et krus øl, og derpå åbnede vi vores båndoptagere og aflyttede naturen, kan man sige. Dér en gærdesmutte, sagde han. Yes, kunne jeg fastslå. Jeg sendte så lyden af en hjort i brunst godt af sted, kan man vist roligt sige...og så kom hans svar: Det er en grævling. Og dér måtte jeg gå med så en kort hilsen som muligt -uden at virke uhøflig-til hans kone og til de to sønner ud af kroens halvdør, hvor begge grønmalede dele af døren var lukket op. Beskæmmet og dybt skuffet. Båndoptageren i mine hænder, hjem til mig selv, hvor jeg så kunne arbejde stille og roligt med at stille lydene op i skemaer, bare en sektion med hjortelyde. Sika i brunst. Sika, drægtig, ca 14 mdr. Eller tres sider med:Ræveunge, forladt af moderen (det var som gråd),Træerne og vinden: en poppel, næsten udgået, 30 m høj, 60 år, vinden, styrke x på beaufort-skalaen. Til sidst når dette store arbejde er færdiggjort vil man ku befri sig for at sku ud ved strand og i skov, for man har det hele hjemme. Jeg prøvede i øvrigt forleden at opføre Spillet om Naturen, som jeg kaldte det. Synssansen havde jeg ikke tænkt på, så jeg gav folk bind for øjnene. Det blev så "et led i jeres koncentration for at kunne få det fulde udbytte." Et par snakkede om, at det var rart, at naturen nu ku fås uden generende lugte. Og der havde de en pointe. Jeg havde godt nok ikke lige tænkt på det, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Sagde lidt om "oplevelsesoptimering, hvor man netop skulle suspendere nogle af menneskenes sanser for at opnå det bedste billede". Nok om det, aftnen gik fint. Karen havde bagt boller, og vi havde haft emhætten i fuld gang, sådan at den gode duft af boller ikke løb ind i naturoplevelsen.
(jeg fortalte yderligere lidt om naturen og faldgruberne derude) (en personlig faldgrube for mig ved at genkonstruere en naturoplevelse, der måske er lidt kedsommelig (lynghede og tåget marskland) alligevel at åbne døren ud til Karen i køknet og lade bageduften trænge ind og give oplevelsen et skub, der ku fremelske en glæde ved selv simpel natur).
Og bl.a. om nogle unge mennesker, der i deres sansers ubændige vold havde skrevet (med kraftig kniv) ja skåret et stor hjerte med bogstaverne J og I knyttet sammen. Men det er hjerteløst dumt. Lyden derfra kunne jeg naturligvis ikke optage, men jeg noterede glædesløst denne skamfering ja direkte pga elskov og ingen opdragelse eller hvad man nu skal sige. Hver gang jeg ser et ungt forelsket par tænker jeg på om man kan tillade sig at advare mod dette ..uanset det finder sted i kåd leg.
Emnet at omfavne træer, og at synge med træer, som jeg havde haft på programmet i tankerne, nåede vi ikke.
Jeg havde ikke musik med denne gang, og det var klart en fejl. Men der er osse så meget musik, der vil virke forkert. Det er ikke nok at sige at der skal et læs violiner på banen for nu at snakke på den måde. (Som jeg sagde sidst prøv at sætte en plade med Rachel Rastenni på og fuld harmonika til vinternatursansninger ude ved kysten. Den går lissom ikke. Og i den dur).
Gode Knud, kære ven, bedste menneske. Nu
har jeg læst og genlæst dit svar på min forespørgsel ang. Kragelund. Og jeg vil
sige dig mange tak. Og straks tilføje: Du er dog ... ja, ved ikke lige hvad,
indsæt selv hvad du nu synes. For det er tydeligt, at det sådan du begår dig i
verden; passer fakta dig ikke lige, så laver du bare om på verden. Magen til
forvrøvlet ævlebævlesvar har jeg da sjældent fået på et ærligt og ridderligt
ment brev med bekymring for en god fælles ven. Jeg genfortalte for Kragelund,
hvad du havde skrevet om naturoptagelser og båndoptagere og krostuesnak. Det er
ikke fordi jeg bryder mig sønderligt om Dr. Pumpernickel (det er mit kælenavn
for Kragelund), men det er svært ikke at blive sjæleligt berørt, når en voksen
mands øjne løber i vand (uanset den grumsede konsistens af dette vand, uanset
den unaturlige farve dette øjenvand måtte have), og hans snaddeskævvredne
underlæbe dirrer som en klokkeblomst i forårsbrisen. Nok med alt det poesieri,
beklager. Det jeg vil siger er: Skam dig, Knud. - Kragelund har låst sig inde på
sit kammer og trukket gardinerne for, tager ikke føde til sig, og jeg har ellers
lokket med at spæde havregrøden op med smørklat og tranebærsyltetøj. Du ved
udmærket godt at han aldrig i sit liv har nydt ægteskabets fornøjelser. Alle de
gange han i fuldmånens skær har sunget serenader for en udkåren, og ikke har
fået andet til tak en grydefuld kogende beg. Tænk lige på det. Og tænk på den
gang han selv, som det først menneske nogensinde havde frembragt to dejlige
drengebørn i sit laboratorium (i tre hele år sad han natten lang ved kolber og
reagensglas og vågede over sit herlige bryg), og de så allerede som spæde forlod
ham med hånlatter og meddelelse om at nu skulle de ordentligt på druk og bordel
på hans regning. Og fremdrog han sin portmonnæ og gav dem hver en skilling han
havde, for dog i det mindste at spille den sølleste af sølle biroller i deres
videre levnde? Ja, det gjorde han. Hvad han laver derinde på sit ensomme kammer,
tør jeg ikke tænke på, men sover gør han ikke, og ikke den mindste lyd strømmer
ud derinde fra. Skam dig Knud. Jeg håber kaffen smager dig godt i dag og hver
dag fremover. At violinen spiller dig muntert i øret dag og nat. Farvel. Og
skulle hilse.
Gode Knud, kære ven, bedste menneske. Nu har jeg læst og genlæst dit svar på min forespørgsel ang. Kragelund. Og jeg vil sige dig mange tak. Og straks tilføje: Du er dog ... ja, ved ikke lige hvad, indsæt selv hvad du nu synes. For det er tydeligt, at det sådan du begår dig i verden; passer fakta dig ikke lige, så laver du bare om på verden. Magen til forvrøvlet ævlebævlesvar har jeg da sjældent fået på et ærligt og ridderligt ment brev med bekymring for en god fælles ven. Jeg genfortalte for Kragelund, hvad du havde skrevet om naturoptagelser og båndoptagere og krostuesnak. Det er ikke fordi jeg bryder mig sønderligt om Dr. Pumpernickel (det er mit kælenavn for Kragelund), men det er svært ikke at blive sjæleligt berørt, når en voksen mands øjne løber i vand (uanset den grumsede konsistens af dette vand, uanset den unaturlige farve dette øjenvand måtte have), og hans snaddeskævvredne underlæbe dirrer som en klokkeblomst i forårsbrisen. Nok med alt det poesieri, beklager. Det jeg vil siger er: Skam dig, Knud. - Kragelund har låst sig inde på sit kammer og trukket gardinerne for, tager ikke føde til sig, og jeg har ellers lokket med at spæde havregrøden op med smørklat og tranebærsyltetøj. Du ved udmærket godt at han aldrig i sit liv har nydt ægteskabets fornøjelser. Alle de gange han i fuldmånens skær har sunget serenader for en udkåren, og ikke har fået andet til tak en grydefuld kogende beg. Tænk lige på det. Og tænk på den gang han selv, som det først menneske nogensinde havde frembragt to dejlige drengebørn i sit laboratorium (i tre hele år sad han natten lang ved kolber og reagensglas og vågede over sit herlige bryg), og de så allerede som spæde forlod ham med hånlatter og meddelelse om at nu skulle de ordentligt på druk og bordel på hans regning. Og fremdrog han sin portmonnæ og gav dem hver en skilling han havde, for dog i det mindste at spille den sølleste af sølle biroller i deres videre levnde? Ja, det gjorde han. Hvad han laver derinde på sit ensomme kammer, tør jeg ikke tænke på, men sover gør han ikke, og ikke den mindste lyd strømmer ud derinde fra. Skam dig Knud. Jeg håber kaffen smager dig godt i dag og hver dag fremover. At violinen spiller dig muntert i øret dag og nat. Farvel. Og skulle hilse.
SvarSlet