Der gøres ikke nok ud af digterjubilæer- her på siden fejrer vi lige med dette foto Lars Bukdahls runde digterdag. Redwood Ink.

Tavle. G

Dagens Fredagsdigt i DENFRI (man har amputeret udgaven og sat det grafisk forkert op i avisen, skal være som her). Min gode redaktør Martin meddeler, at han har rettet til.

Natskjorte

taget for doping

Vågner med nye navne

ligger og lurer og må vendes på vrangen. Så naturligt

opføres han uden om stavelserne

Umm Hju det HTR jjxx U ryp

Porcelænet indsætter vokaler på passende steder

Replikkerne er hentet fra sidste opførelse

Disse øndige pebermyntebolsjer. Hænger fast i skoen, gør

de. Og dartpilen oparbejdede jeg med placebo.

Den kunne hele pantomimen udenad, det skæve svin.

Jeg splitter et halmstrå lige nu.

(som en skrædder i helvede)

Tavle fra Zinc, Titanium, White (Boggalleriet Rønde)

Spillet om ejler, legoklodser. Lidt svært. Bedst for noget øvede.

Et latinhold på lille ekskursion til Djursland.En af eleverne skrev senere bøger (Synne Garff), og det gjorde læreren så osse. Haircutten siger vel midtfirserne.

Et latinhold på lille ekskursion til Djursland.
En af eleverne skrev senere bøger (Synne Garff),
og det gjorde læreren så osse.

T 66

150 cm x 123 cm,   har muligvis været sat på her før

Jeg sætter lige Robert Henningssons ekfrase-respons på (fra FB):

 Brilleslangerne ligge swastikasammenrullede i oversete gaver/frosten tegner spindelvæv af tavler ind mellem de uldne bukser nisserne tog på som huer//det kunne godt være en pistol af en sporvogn/men det passer/whiskyen ælder langsommere år for år/din cigar har antændt/de piger/du siger/tog de hvide brus/som en omkreds af neonblå/op i røg og spæk.

Historien om Bent og Tove. 1.dag.

ved Tapdrup 2011

Af bekendts brev, her slutningen

(brev modtaget af forskerven, og jeg citerer lige slutningen, kald det hvad du vil, simpelt:

 

...........Mit næste projekt vil være at afdække pyramidernes gåde. Ved tankens kraft, for jeg gider ikke ta' derned. Desuden kan de autentiske lokationer vildlede en forsker, fordi der er gået så lang tid. Tid er forskningens fjende nummer 2. Efter ussel mammon!

(Leo Bech)

Jeg lader det stå her i egen ret. 


Og da ligeledes med kommentaren fra 3.mand, den lader vi osse stå i egen ret, (bevar mig vel):

 

"Pyramiderne findes ikke. Har været der. De var der ikke".

 

(men det var et forsøg -empirisk- og derfor troværdigt, men ja, men) kommentatoren er redaktionen velkendt. Vokset op på landet. Skole hveranden dag, når der ikke sku tages kartofler op, eller broderen sku bruge træskoene selv.

.....................................

så fremturer kommentatoren igen:

Jeg skammer mig ikke med noget. Det var mig der skrev det med pyramiderne. Og jeg giver min garanti. Der har aldrig været problemer. Har solgt skrot og diverse hvad folk har brug for i det daglige i nu en menneskealder og aldrig én klage. Har rejst vidt og bredt for at se verdens gåder dirket i mine øjne. Så i skolen som barn fotografierne af pyramiderne, de gamle grækere, romere, nordiske guder, Yggdrasil, Golden Gate Bridge alt det man putter ind i et lille menneskes hoved og får det til at svulme. Jeg rejste ud. Ville med egne øjne se disse undere. Og hvad mødte jeg: Jævne folk og almindelige hytter. Det var alt. Lad os ikke tvære mere rundt i det. Jeg har set hvad jeg har set. Og meget af det fandtes ikke. Jeg står ved det. Og hvis nogen har set noget jeg ikke har set, og de står ved det, så skåler jeg gerne med dem på Guldfasanen. Der skal være plads. Har i øvrigt tilbud på appelsinpressere i denne uge, så slå bare på tråden eller kig simpelthen ind, det ville være det bedste, for den slags skifter hurtigt hænder, og jeg gør ikke i bestillinger og reservationer, det er her og nu, penge på bordet, så har vi en handel.  (Navnet er bekendt som Nørgaard).

(nu er det blogger K selv, hvis rystende hovede er sendt i en plastpose med taxa til modtagelsen på Viborg S. Man lovede det sendt tilbage i morgen, hvis de ku stoppe bevægelserne.  

 

-----------------næste dag, ak

1. lars bo nørgaard26. sep. 2012 13.45

   Blir det så til noget med den handel? Har også noget godt lim, og hovedpinepiller fra Indien. Det er her og nu.
   
   Hov. Nu er der sørme kunder ved døren. Og de ser købekraftige ud. Hvis du ikke har penge, Knud, så bare lad være med at skrive. Det var bare for at være en ven.

   SvarSlet
 
3. 
   knudsteffen26. sep. 2012 23.14

   Netop fået hovedet tilbage og det endda i selvsamme plasticpose (billede af en fisker med en hummer). Jeg sendte pose og indhold tilbage i selvsamme øjeblik, jeg/dvs hovedet havde læst Nørgaards kræmmer- og annonceblad. Jammer.

På Skive-landevejen

Tjele, nr 44

Overvejelser over Google translate og andet maskineri. 1. overvejelse:

Overvejelser over Google translate og andet maskineri. 1. overvejelse, nærmest kapiteloverskrifter i første omgang:

Oversættelsesmaskiner. Hvilke parametre er så entydige at de kan styre en oversættelse?

Titlen Toppilot faldt jeg over til brug for min 7.digtsamling, fordi det havde klangen og fylde og mangel på definition over sig etc.

Ordet (der så blev min bogs titel) var et vildskud fra en pc-oversættelsesprogram, hvor det hele gik galt- forstod jeg på forklaringen.

Oversættelsen gik galt, fordi maskinoversættelser i kraft af de matematiske parametre nødvendigvis må arbejde stringent, lineært og først og fremmest efter regler for rækkefølge (syntax), eller et andet lineært parameter, der hedder tæt kontext i forhold til nærmeste naboord til venstre og til højre.

Syntax er i princippet uden taxonomi eller valorisering, udover det der ligger i rækkefølge, at noget må komme før noget andet.

Et navneord og fx et tillægsord har samme værdi, men må placeres forskelligt i sætningsrækken. Et tillægsord kan indplaceres som prædikat (efter et verbum der kræver prædikat som: være, hedde, anses for, kaldes for), appositionelt (bagefterstillet sit navneord som et navnetillæg) eller attributivt. Ved prædikat vil der mellem substantiv og prædikat være et verbum som det nævnte. Hunden er sød. ”Er” afstedkommer et prædikat. Det kan en maskine måske nok finde ud af.

 

Og den normale sætningsrækkefølge er  Subst, verballed, prædikat. Og for at tage en hel sætning, så er rækkefølgen oftest som Solen skinnede smukt på store og små, altså. S V adv adv (præpforb).

Og problemet Inversion opstår på fx dansk og tysk. Og matricen kan måske også klare INVERSION, fordi rækkefølgen her også kan styres som følger-. Vi smider ”pludselig” ind foran den lige nævnte sætning. ”Pludselig skinnede solen.” Og vi får rækkefølgen  Adv  V S. Der er vendt om på rækkefølgen, og program-matricen ved,  at hvis en sætning begynder med adverbialled, så skal rækkefølgen –da ”pludselig” er et adv  herefter have omvendt rækkefølge. Adv V S(subjekt).

Det kræver så bare at den oplistede række af adverbialer er entydige adverbialer. Men hele (bi)sætninger kan optræde som en slags adverbial i forfeltet, fx   ”Da han kom ind ad døren ,så han en tyv.”  Hovedsætningen efter kommaet får inversion. Altså skal x og o komme i modsat rækkefølge. Og hvis der i samme hovedsætning placeres et ”ikke”, så sætningen nu lyder: ”Da han kom ind ad døren, så han IKKE en tyv.” Ja så skal maskinen vide, hvornår et centraladverial som ”ikke” skal placeres som her, mellem ”han og ikke”. Men ”ikke” er en smutter andre gange: han var ikke så glad. (lige efter verbet i en hovedsætning) Fordi han ikke var så glad.(lige før verbet i en bisætning). Men hvis hovedsætningen var indledt af en bisætning i forfeltet, så bliver ”ikke” placeret både efter verbet og efter subjektet.    

 

Og omkring
et specifikt problem som deponente verber (passive i form, men med aktiv betydning) fx"jeg synes"...ville matricen i en sætning med deponens fastholde form eller betydningsindhold.

Og omkring:

Naboord    ”Hunden hed Albert”  så ved maskinen, at hvis der efter ”hed” kommer et stort bogstav og et ord med lav frekvens, så er prognosen et navn (proprium), og så skal ”hed” ikke oversættes med warm, men med is called, hvis vi snakker oversættelse til engelsk.

MEN ord er også determinativer dvs at der er systemer af over-og underordning udover de konsekvenser vi har kigget på. Altså en anden form for  (instrumentalisering). Objekternes instrumental-karakter.

Let nok ved transitiver: ”Hun ejede en bondegård.” Efter ”ejede” skal der komme et substantielt led. Men ikke altid efter ”havde”. Altså  ”Hunden tævede postbudet” (som giver mening på dansk, ikke pga normalsyntaks, men fordi man indimellem kan begynde med et objekt). Hunden er objekt og postbudet subjekt. Vi har S(obj) V S(subj), men S1 er et obj.  Det skal maskinen fx finde ud af ved oversættelse til fx tysk. Hunden skal ikke være Der Hund, for så er den den aktive, der banker postbudet. Hunden skal her være ”Den Hund” altså akkusativ  (og objekt). Hvis maskinens eneste styrende parameter er Subjekt Verbum Objekt, så går det galt. Hvordan skal den vide ud fra dansk tekst hvem der styrer skidtet.

 

Så er der yderligere ordenes dobbeltbetydning. Fra før havde vi ”hed”, som måske mange gange kan klares ud fra naboord, men bestemt ikke altid.   

”Skattemyndighederne ligner i øjeblikket alle narkohandlerne i Sønderborg.”  ”Ligner” har to betydninger: to look like eller i betydning taxation. Hvis maskinen går en smule fejl , så vil det vel lande i noget med The tax authorities look like drog dealers. Og der er ikke så godt.

Præpositioner er deres eget kapitel: hvordan oversætte i, på, fra, til over, under ved siden af ….?

   

Konnotation  at ordene kan have en medbetydning må også ku give visse problemer.

Vi har eksemplet  Direktøren var en dame med mod og hjertet på rette sted->  dame har konnotationer udover køn (sexus) og alder og stand, nemlig   et let drys af tvistet ironi. 

 

Han var fuldstændig rundt på gulvet. Idiomer udgør et særligt problem.

 

Dialekt, sociolekt, indforståetheder det samme…..

 

Eller Forkert tryk i mundtlig tale Som falder uden for dette problemsæt.

Hypotetiske forhold (konditionel) fx i hvis –sætninger

Konjunktiviske med subjektiv markering ”Er sei krank.”  

 

Komplementaritet. Ordet dreng er afhængig af en skyggetekst, der ikke står der, men som underforstås kontekstligt, nemlig om der er tale om ”dreng”  i modsætning til 1)voksen, til 2) pige, og 3) mand, 

 

Er organisering et sprog med eget alfabet? Er organisering et gudgivent system?. Kan der kun ses på det som en lukket veldefineret enklave i sproget? Overordnet et instrumentaliseret sprog med mål og midler veldefineret i forhold til hinanden. Hvilket hensigter og motiver er impliceret i organisationsformen (maximering, dvs tidsøkonomi)-. Hvad sker der hvis det modtages af de implicerede som kommando oppe fra. Hvilken form taber mest energi (pyramide, tragten, det flade landskab. Celleopdeling). Hvilken form giver mulighed for at rette på styring? Hvilket kybernetisk system taber ansvar)?

 

Janus K læser op sammen med Ursula A.O. og bloggermand i Poesiens Hus.

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

Ligklædet i Torino

Ligklædet i Torino har ikke en chance. Må noget stå hen i det uvisse. Tak. Mange tak. 

Hr. Historiker ejer verden og fjernsynet og dit liv og næstens. Er det ikke sådan det er.

Og hr Vicevært, Hr Biokemiker og Hr Kaldskapellan. De prøvede da vist at flytte domkirken i Lund.

Og lakunerne er fis, velsagtens?   Jeg havde en lineal i hånden, jeg skubbede til noget støv.

  I begyndelsen brugte jeg tidligere en tøven. Men det ultimative var kroppen man ordinerede mig.  Jeg indhentede mig selv, så at sige.  Og nu hvor der kommer gæster, er det rart at gøre lidt ekstra. De kan se, jeg har gjort nummer ud af det. Det, der i går kun var et fremtidigt citat, er nu på i sin fulde ret.  

”Min” mund er et ord fra chefen: ”Kranen skal op nu.”

 Og havnefronten står så strunk . Den er så klinket.  Jeg ved, mig, ved nu hvordan violinen skal bygges. Kan hvert princip udenad. mmm

Dansetrin. Nej det tror jeg ikke lige.  I rationalet indgår klima og hektarstøtte. Og landets km2 i forhold til udvaskning. Å jammer.

Han ser askeskuffer, hvor jeg så en lilje. Det skifter.

Sådan citerer han sig selv. Som jeg citerer mig selv. Han citerer ord om storsind. Lagt i munden på mig. Han kan de fleste deklarationer på fingrene. Det er rationelt.

Men det handler ikke om det rationelle.

Om så han dyppede hænderne i harpiks ville intet komme til ham. Han er til reb. Han  er til 2 og 2 og hvis vi ganger ud. Og til sidst skal det hele rummes i en hel sætning. Og dér kommer det til problemet.  Han forstår ikke ophør, for til det største tal kan man altid lægge et tal mere på. Men det er måske alligevel mig han citerer uden blusel. 

fra oplæsning i Poesiens Hus. En oversætter (Allan) og en poet (Ursula).

visuelt (plus utidig, overtræt og dog ok LBNkommentar)

 

Gid det var så vel. Jeg husker da jeg i folkeskolen skulle have faget Håndgerning, og ordentligt glædede mig til det. Ofte havde jeg siddet med ikke bare den ene eller anden hånd, men dem begge to, i skødet og filosoferet over hvad sådan et par dog ikke bruges til af herligheder. Meget havde jeg allerede prøvet af, men nu skulle jeg have kyndig vejledning i alle de andre muligheder, de havde. Skuffet blev jeg (som jeg fornemmer du også blev, Knud), da jeg time efter time blev råbt ad og fik spandevis af koldt hældt ud over min præpubertære krop, og eftersidninger og øreryk. Og alt jeg ville var at komme til bunds i håndens potentiale, og sommetider var jeg så ivrig og ferm, at jeg spontant rejste mig op foran hele klassen, og gjorde de meste forunderlige håndens kunster. Altsammen for mine kammeraters skyld. 03 fik jeg. Og jeg som gjorde mere med hænderne, end man kan forvente af en purk i den alder. Og har jeg fået traumer? Yes, selvfølgelig: Ofte tager jeg mig selv i at gå rundt med hænderne i lommerne, jeg, en nu voksen mand, som både har kørekort og kan førstehjælp; både mund-til-mund, hjertemassage og natostilling (og ofte har gjort god brug af alt dette). En voksen mand som også har læst alle denne verdens viseste skrifter og leksika, og godt ved, at man ikke skal skamme sig, at hånden er din ven, og ikke skal hænge slap og ubrugt hen, for ellers visner den og falder af. Lad os håbe, at folkeskolen er kommet på bedre tanker nu til dags, så hænderne ordentlig kan komme i sving for ungdommen. Ak ja.

lille collage, gave fra kunstneren Karin Olsen, Viborg

ØK.oplæsningsaften for vel en 3 år siden i Valby.

Der er forskellige personer, der skal præsenteres og deres relationer skal tydeliggøres. Lad mig så tage knægten her, som er anbragt i pleje og som skriver breve til mig. Det er det eneste jeg ved pt eller kan redegøre for lige nu. Det kræver et svar, som tager hensyn til drengens konsistens.l

Ja. Der var bøvl m kommune over det sted vi boed. Og der kom Knud ind i billdt som tilsynsman eller væve. Fo sårn kan man da bar ikk bo og slet iokke et barn, men spurte di mig? nej, det gjord de ikk. Øverst er billdet af min egn privat ingang hvor jeg selv had bestemmels ovr hvornår jeg gik ind og ud spom jeg had lyst og fik oss besøg gennme den ingang af bl.a de mange dyr i skovn som var mine ven. God gamle Krage som kom mmed bær og fotalte mig alt om sammenhængne mellme de dyr som bliv spist og dme som spis de andre. Det forstå de sig ikk på ind på kommunen. Det med balanse. Og rispekt, for seføli spurgtee ræven først om den måtte spis den lil hare. den var klar til at gå vider i det store univers-. som er så stort så næsnt inge meneskehjerne kan forstå det. Og ihverfald ikke nogen kommunhjern. FOr de fjerned miog og satte Knud til at holde øj med Onkle og hvor mnagr bajer han drik og om han fik lavet nogte. eller det bare var divanesern hele dagne. Sådn var det nogn gang med onkle men man skal foståels for at hans hænder var skrut anderleds. og mere tøstig end andr måske. ALt det med at lave dom over de andr. Jeg gide ikke. OG det er ovealt. S bare bamse og Kylling spom man viser for små børn. Jeg fatte det ikke, AT man kan være sådn overfor et andt mennesk selvom det er en kylling. Skla vi lære det fra barnsben, at mna skal ræbe og skrig af andre at de er fokert. Det er komminen der har lavet Bamse og Kulling, jeg er sikker,. JEg savne Onkle han er god nok,. skl bare hvile sig lidt mer end andr.


Er måske af mistroisk natur, men jeg tror ikke det er skrevet af dig, min ven. Der er nogen voksne, der driver gæk med både dig og mig. Hold bedre øje i fremtiden, Wolleknægt. Lad ikke tilsyneladende voksne ha dig til bedste. (Og wolle, dette fine udtryk har intet at gøre med at du skal klæ dig ud som en gammel bedste. Det betyder bare, at nogen vil gøre nar med dig og med mig). Men rank du din ryg og fortsæt med at være en rask dreng, der har problemer godt nok og derfor har kommunen bedt mig om at holde øje med dig og Onkel. For at I kan blive hele og gode mennesker. Og kommunen sagde at de mente, at jeg kunne gøre et godt job. Hils Lars Bo og Onkel Kaj og Lars Bos herlige lillebror, som havde en svær barndom, men det har han vendt til styrke og er blevet en helstøbt natur. Håber stadig han vil gå præstevejen.
 

Knud P, det fantastiske menneske. Her Kunstbiblioteket. Churchillklubben, Fluxus og alt muligt.

Fra mit besøg hos Knud, Bodil og Mette i Kunstbiblioteket.

Note i Kragelund-sagen.  nr 5, litra B


Stærke sager,LB.... jeg havde på et tidspunkt en svigermoder, der hed Yanni, ædel af byrd og stor i barm. Hun havde en af Jyllands bedste hundepensioner. Ude ved vejen stod et skilt hvor der stod: hundepension. Jeg ku aldrig nære mig for at spørge med et herligt skælmsk hovede, når jeg hver lørdag gjorde holdt med min ladvogn: "Hvor meget får en hund i pension?" Og så lyste hun op i et smil og kaldte mig altid: "Åh, din bandit." Så stod den på sildemadder og kaffe på kande.

stearinlys

brev 56 Om hus

 

 

BREV (56)OM HUS

 

 

 

Kære Svendsen,

Et styk hus klart, Sdr Øksne, lettere brugt, som man siger;  Pantebreve af dem som sædvanligt. et tilbud til nogen friske unge mennesker, der kan bestille noget eller også ikke kan en skid.

Vi skal nok være lidt hurtige, de offentlige myndigheder har forfærdelig travlt i øjeblikket med at ødelægge drift og forretninger. Jeg har måske et par lejere på hånden, de er på vej fra sædvanlig kommune, du ved,  og hvis du er hurtig, så kan vi klare det så sent som i morgen

 

  Skindlappen (Køkken-Erik).             

objet 14

Om FRIHED og RETTIGHEDER og diffus BEGREBSDANNELSE

 

FRIHEDSBREV, udkast 1:

 

Min frihed kan implicere, at den andens frihed begrænses.

 


 Vi springer den type frihed over der handler om bortretouchering af ansigter fra officielle fotos (Klementis portræt på fotoet med Gottwald (jvf Kundera). For at rense for klassefjender, så udsagnet står renere. Euthanasi, friheden til nå det rene. Frenologiens rene ytring. Bortfjernelse af mongoler for at nå et rent billede og dermed ren ytring om verden. Cleansing, demografisk se bosættelser o.lign.  Handlingerne forudsætter frihedselskende ytringer. 

Og spørgsmålet om det slettede er usagt. 

Der findes bl.a:

Retten til dårskab.. Retten til at påføre andre smerte. Retten til at være smertefri. Retten til mad. Retten til sult. Retten til at være tavs. Retten til succes. Retten til fiasko. Retten til at blive behandlet værdigt. Retten til at blive set. Retten til at blive ignoreret. Men det vil ikke direkte blive berørt her, kun som noget ontologisk: Hvordan frihed opstår og distribueres, og hvordan det er komplementært, da frihed og frihedens rettigheder implicerer det modsatte hos den part, friheden kan bruges imod. Jeg går voldsomt ind for frihed og vel osse min nabos frihed. Tror jeg nok. Men begrebet er ret diffust. Retten til dårskab nævnes ikke ofte, men ligger implicit og skvulper.  Mange af de nævnte rettigheder er ikke nødvendigvis protokoleret i menneskerettighedsdeklarationer.

 
                                                      *
 

Jeg taler om Spurvens frihed. Og om Ørnens frihed. At Ørnens frihed er at opæde Spurven. Mens Spurvens frihed er retten til at blive opædt.

                                                      *

Ørnens og den stærkeres frihed er sammenfaldende med retten.

                                                      *

Sprogligt er der ingen forskel på magt og frihed. Den første definerer den anden.
                                                     *
 

Det er enhver kanons ret og frihed at vurdere, hvad der er bedst i enhver ytring.
                                                     *
 

Ytringsfrihed er verbal og nonverbal. Retten til at afkorte et hoved, der raver for højt op er en nonverbal ytring. Nonverbale og verbale ytringer kan være frihedsytringer.
                                                      *
 

Ørnens frihed er total og kan suspendere alle andre frihedsrettigheder. Det er dens ret.

                                                      *

En ytring, nonverbal, er fx at skide hvor som helst, og hvor det forvolder mest svinskhed og skade på andre. (i en døbefont under højmessen).
                                                     
                                                      *
 

Det kan man hævde er en ret, det er i hvert fald en ytring, men altså en nonverbal ytring. Den kan og skal ikke defineres af en spurv. En spurvs frihed er jo netop indrettet på spurve. Og kun i hierarkiet derunder kan man tale om spurvepræmisser.

                                                      *

I dansk lovgivning er ytringsfriheden en smule begrænset af injurielovgivningen. 
                                                      *
 

En nonverbal ytring som fx at svinge en økse i religiøs ekstase kommer ikke nødvendigvis ind under injurielovgivningen.

                                                      *
 

Beskærer en økse (i religiøs ekstase eller ej) hoveder der sidder på andre, træder straffelovgivningen naturligvis i kraft. Og triller hovedet helt af, er straffen høj, selvom det er en ytring og godt nok nonverbal.

                                                      *
 

Frihed er komplementær og bliver let en ensidig affære. Og der er ofte uenighed mellem parterne. Den der holder øksen i sin hånd vil sætte offer i citationstegn. ”offer”. (mens offerets søster ikke vil).

                                                       *

Ørnens, dvs magtens, frihed er at afgøre hvornår ytringer er uden for friheden for ytringer.

                                                       *

Havet ved Skagen 2007

Nørgaard som skulptur. Som Palads. Som Portbetragter. Alle Viborg i fredags d.14 sept.

broderi

Fredagsdigt (denfri). anbringelsessag.

I
Læg det tilsammen der hører sammen

Hvis man så vidste hvordan det hele hænger sammen.
Det må markeres.

Og gallehvepsen der udhuler andres yngel. Ja, hvad lige med den?
Lagde de æg i mine sår?

I går kunne jeg giengive det store Billede Med det forventningsfulde Ansigt.

Det tæller ikke. Det er knækket af.

Når jeg mister noget, skærer jeg stykker af guldæblet:

Første del: De lykkelige rakkere blev skåret ud (som anbragte børn)

Anden afskæringsdel: Man fortryder.

Tredje afskæringsdel: Man fortryder ikke.

Fjerde afskæringsdel: Og derfor ændrer jeg hele tiden motivet
hvor jeg som barn står med æblet.

Femte del: Kort tid før de ankommer, sprøjter jeg mig med saltvand i venerne,
fjerner alle spor af natmand og skællet hud

Jeg har svært ved at vende tilbage som jomfru, nu ulykken er sket.

Æblet blinker som
et galt øje.

LB Nørgaard har fortalt en del om personen Kragelund, og da jeg osse kendte Kragelund sådan perifert vil jeg tilføje lidt omkring ham

LB Nørgaard først:

(Hele sagen om Kragelund kan følges tæt på http://larsbonoergaard.blogspot.com

Dagens udtalelse fra Dr. Kragelund (for hvem jeg er værge).

Kragelund vågner, sukker, tænder sig en smøg og går hen til vinduet, klædt i intet andet end lidt for store underbukser. Solen skinner. Så siger han: (her må jeg lige kort henvise til LarsBoNørgaardsblog)

................................................................................................................

 

 

knudsteffen:8. sep. 2012 11.43

Samlede Kragelund ikke vores æbler op fra gaden og fra grene der måske nok hang en smule ud mod offentlig vej, men burde han ikke vide, at epicentret for frugten var privat, på privat grund. Urkildetræets rødder, der i den grad stod plantet midt i vores have, så at sige.
Moderens skød.
I andre tilfælde ville han nok skyde det fra sig, at hans forskellige forsyndelser, hans råben efter folk, der var fede, rødkindede, eller afrikanere var lissom ikke ham selv der råbte. Så var rodnettet pludselig interessant. Så sagde han sludder som:Det var min moder, der satte mig på jorden, og hun er ansvarlig for min stemmes pragt og mit udseende (som jeg holder af, men vel overhovedet ikke kan tage æren for, jvf forrige). Som hendes moder igen var skyld eller årsag-hed det nu-i hende.
Hans dårlige knæ skyldtes asfaltens modvilje mod ham som et personligt nederdrægtigt angreb udefra. Hans økonomi og den var ikke god, bevares, kunne føres direkte til (tilbage til) kommunen, og Jane Johansen i særdeleshed, der i den grad havde gjort livet surt for ham. Indimellem beskyldte han hende for den begyndende parendentose, der var i færd med at rydde hans mund.
Mange af hans sætninger afsluttedes ofte med: gid folk dog bare havde nok i deres eget. Og det ku falde uanset om der blev berørt større politiske sager eller småt. En gang i forbindelse med Nagorno Karabhak. En anden gang havde nogen smidt nogle skodder på vejen.

lars bo nørgaard11. sep. 2012 16.19

Knud, du kender Kragelund. (selvfølgelig, havde jeg nær skrevet). Har gået og villet kontakte dig ang. netop Kragelund. Du har erfaring med at være kommunalt ansat værge (for KE Krantz; jeg behøver ikke nævne det). Du har allerede gættet det: Yes, jeg er blevet værge for Kragelund. Jeg skal ikke kede med den lange forhistorie for dette mit seneste skæbnetvist. Blot kort: Du ved jeg sysler med folkemindesamleri (mest for at få ryddet op i skidtet), og faldt altså så en dag i Stadsarkivet over Kragelunds skrifter. Noget ved dem, må have antændt en spinkel følsomhed overfor kræet i mig. Måske mindede hans skrigerier mig om mig selv da jeg var i 16-årsalderen og mit hår var fedtet og huden filipensramt. Skulle jeg engang få den vildfarelse, at skrive mine erindringer, skulle det afsnit hedde 'Den unge Kyklop', må det aldrig hænde. Nuvel, jeg sad altså, både grinende og grædende, og dechiffrerede Kragelunds på een gang ziirlige og komplet barnagtige håndskrift. Nej: Kort: Undervejs i arbejdet gik det op for mig, at Kragelund endnu ikke var helt død (hvordan jeg blev opmærksom på dette, er alt for lang og utrolig en historie, til at der her er plads til den, men lad mig blot nævne at det skete via bl.a. et flystyrt og et utilsigtet indtag af hallucinogene substanser). Og, ja, her sidder jeg så, pludselig hans værge og redaktør. Og nu er alt min skyld. Yes. Hvis det da ikke er hin encellede excellence, som først formastede sig til at dublicere sig selv (og somme tider synes der ikke at være forskel på det første og det sidste). Jeg vil nævne blot ét af mange, mange problemer: Han er ved at ruinere mig, alene ved sit forbrug af toiletpapir, som han mumificerer sig selv med. Straks bliver papiret vådt af hans usædvanlige svedudsondring, og så skal indpakningen skiftes, og sådan går legen ellers muntert derudaf i sommetider halve døgn efter halve døgn, indtil han falder udmattet om på stuegulvet, og jeg kan få mig en velfortjent røgtobak. Har du tips? Hvordan kan man fx slå, uden at det laver afslørende mærker på kroppen? Kan man trække tænder ud, uden at det er tydeligt, at det var mig, der gjorde det? Og i det hele taget: Hvad skal jeg gøre? For jeg har snart tabt ti kilo siden det hele begyndte i sidste uge.

Ksn:   LB, jeg har valgt at gå ind i Kragelund-tingen, fordi den trækker i alle mine lemmer. Og du stiller nogle dygtige spørgsmål, som jeg må have lidt tid til at tænke igennem. Jeg har en ven, som har læst til præst, men blev fyret, dygtig, og ham vil jeg lige vende nogle af spørgsmålene med. Jeg vil helst ikke ind på, hvorfor menighedsråd og formanden for provstiudvalget gjorde som de gjorde. Men det var ikke tyveri eller vold. Men tøsen lagde vel selv op til det. Og næsten konfirmeret.
Kragelund og jeg mødtes nogle få gange. Vi mødtes de der tre gange med hver vores båndoptager for at optage naturens lyde. En fugl hist, en hjort pist, vindens pust i trætoppene. Vi gik stille sammen uden at lyd fra vores læber kom derfra. Bagefter mødtes vi så på den lille kro i nærheden og fik så et krus øl, og derpå åbnede vi vores båndoptagere og aflyttede naturen, kan man sige. Dér en gærdesmutte, sagde han. Yes, kunne jeg fastslå. Jeg sendte så lyden af en hjort i brunst godt af sted, kan man vist roligt sige...og så kom hans svar: Det er en grævling. Og dér måtte jeg gå med så en kort hilsen som muligt -uden at virke uhøflig-til hans kone og til de to sønner ud af kroens halvdør, hvor begge grønmalede dele af døren var lukket op. Beskæmmet og dybt skuffet.  Båndoptageren i mine hænder, hjem til mig selv, hvor jeg så kunne arbejde stille og roligt med at stille lydene op i skemaer, bare en sektion med hjortelyde. Sika i brunst. Sika, drægtig, ca 14 mdr. Eller tres sider med:Ræveunge, forladt af moderen (det var som gråd),Træerne og vinden: en poppel, næsten udgået, 30 m høj, 60 år, vinden, styrke x på beaufort-skalaen. Til sidst når dette store arbejde er færdiggjort vil man ku befri sig for at sku ud ved strand og i skov, for man har det hele hjemme. Jeg prøvede i øvrigt forleden at opføre Spillet om Naturen, som jeg kaldte det. Synssansen havde jeg ikke tænkt på, så jeg gav folk bind for øjnene. Det blev så "et led i jeres koncentration for at kunne få det fulde udbytte." Et par snakkede om, at det var rart, at naturen nu ku fås uden generende lugte. Og der havde de en pointe. Jeg havde godt nok ikke lige tænkt på det, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Sagde lidt om "oplevelsesoptimering, hvor man netop skulle suspendere nogle af menneskenes sanser for at opnå det bedste billede". Nok om det, aftnen gik fint. Karen havde bagt boller, og vi havde haft emhætten i fuld gang, sådan at den gode duft af boller ikke løb ind i naturoplevelsen.
(jeg fortalte yderligere lidt om naturen og faldgruberne derude) (en personlig faldgrube for mig ved at genkonstruere en naturoplevelse, der måske er lidt kedsommelig (lynghede og tåget marskland) alligevel at åbne døren ud til Karen i køknet og lade bageduften trænge ind og give oplevelsen et skub, der ku fremelske en glæde ved selv simpel natur).

Og bl.a. om nogle unge mennesker, der i deres sansers ubændige vold havde skrevet (med kraftig kniv) ja skåret et stor hjerte med bogstaverne J og I knyttet sammen. Men det er hjerteløst dumt. Lyden derfra kunne jeg naturligvis ikke optage, men jeg noterede glædesløst denne skamfering ja direkte pga elskov og ingen opdragelse eller hvad man nu skal sige. Hver gang jeg ser et ungt forelsket par tænker jeg på om man kan tillade sig at advare mod dette ..uanset det finder sted i kåd leg.

Emnet at omfavne træer, og at synge med træer, som jeg havde haft på programmet i tankerne, nåede vi ikke.      
Jeg havde ikke musik med denne gang, og det var klart en fejl. Men der er osse så meget musik, der vil virke forkert. Det er ikke nok at sige at der skal et læs violiner på banen for nu at snakke på den måde.  (Som jeg sagde sidst prøv at sætte en plade med Rachel Rastenni på og fuld harmonika til vinternatursansninger ude ved kysten. Den går lissom ikke. Og i den dur).

lars bo nørgaard18. sep. 2012 05.04

Gode Knud, kære ven, bedste menneske. Nu har jeg læst og genlæst dit svar på min forespørgsel ang. Kragelund. Og jeg vil sige dig mange tak. Og straks tilføje: Du er dog ... ja, ved ikke lige hvad, indsæt selv hvad du nu synes. For det er tydeligt, at det sådan du begår dig i verden; passer fakta dig ikke lige, så laver du bare om på verden. Magen til forvrøvlet ævlebævlesvar har jeg da sjældent fået på et ærligt og ridderligt ment brev med bekymring for en god fælles ven. Jeg genfortalte for Kragelund, hvad du havde skrevet om naturoptagelser og båndoptagere og krostuesnak. Det er ikke fordi jeg bryder mig sønderligt om Dr. Pumpernickel (det er mit kælenavn for Kragelund), men det er svært ikke at blive sjæleligt berørt, når en voksen mands øjne løber i vand (uanset den grumsede konsistens af dette vand, uanset den unaturlige farve dette øjenvand måtte have), og hans snaddeskævvredne underlæbe dirrer som en klokkeblomst i forårsbrisen. Nok med alt det poesieri, beklager. Det jeg vil siger er: Skam dig, Knud. - Kragelund har låst sig inde på sit kammer og trukket gardinerne for, tager ikke føde til sig, og jeg har ellers lokket med at spæde havregrøden op med smørklat og tranebærsyltetøj. Du ved udmærket godt at han aldrig i sit liv har nydt ægteskabets fornøjelser. Alle de gange han i fuldmånens skær har sunget serenader for en udkåren, og ikke har fået andet til tak en grydefuld kogende beg. Tænk lige på det. Og tænk på den gang han selv, som det først menneske nogensinde havde frembragt to dejlige drengebørn i sit laboratorium (i tre hele år sad han natten lang ved kolber og reagensglas og vågede over sit herlige bryg), og de så allerede som spæde forlod ham med hånlatter og meddelelse om at nu skulle de ordentligt på druk og bordel på hans regning. Og fremdrog han sin portmonnæ og gav dem hver en skilling han havde, for dog i det mindste at spille den sølleste af sølle biroller i deres videre levnde? Ja, det gjorde han. Hvad han laver derinde på sit ensomme kammer, tør jeg ikke tænke på, men sover gør han ikke, og ikke den mindste lyd strømmer ud derinde fra. Skam dig Knud. Jeg håber kaffen smager dig godt i dag og hver dag fremover. At violinen spiller dig muntert i øret dag og nat. Farvel. Og skulle hilse.

Mødte en hest i eftermiddag i Viborg. Den snakked næsten som et helt menneske og sagde at navnet var Nørgaard. Så løb jeg ud af butikken og hjem.

tavle yy

en performance ka være som brev fra en god ven (Claus E) på Brænderigården, Viborg

1. Brev (om operapassionen), en kær bekendt har ladet mig se.

Kære Bo Andersen, nu De snakker om besøget i operaen. Det får mig til at fortælle lidt fra min egen baghave.

Jeg fik i oktober 78 lagt min stemme om til tenorfaget i netop Operaen. En dag sad jeg og småsnakkede ganske ud i luften med mig selv. Og jeg begyndte naturligt at svare, for jeg genkendte helt enkelt ikke min egen nye stemme. Og jeg brød ud i tostemmig hyldest til Verden og naturen, da jeg kunne bruge en rest baryton jeg havde siddende lagt inde i mundhulen. Mærkeligt.

De varmeste hilsner
Deres Kaj E. Krantz

 

Fyrmesteren og katten

Mette With Zerlang29. sep. 2012 09.02

Hej Knud!

Nu er det snart oktober, så i al hast er dette digt det bedste jeg har læst i september. jeg ruller tilbage til det og glædes.
kh Mette

SvarSlet

Poul Borums noter til anmeldelsen af Farven Godot fra 1993

Stranden 11

Skriftlig graf nr 3 og 4

Graf 3-4, linjer erstattet af alfabet

 

I

 

Hvorfor i alverden gå til yderlighed og græde over den sonate, den fuldkomne form.

Den unge digter græd over Lysets engle. Rørende. Jeg har selv været lige ved. Kormusik for pokker. Det indeholder jo hele verden i dråbeform eller som en sky vel snarere.

Eller de viborgborgere der retmæssigt eller ej følte sig svinet til af Hultberg. (Kære venner det lå latent. Manden kendte jer ikke. Han kendte sin far. Det var overkategorien). 

Vi havde inviteret hende til at læse op, og hun stammede, havde givet mig besked om at det nok ikke gik.  Jeg insisterede, og hun læste op.

Flere af hendes kolleger troede det var en del af performansen. De købte udgaven som sådan. Men Hr Bajadsmand siger jo hver gang, at der måske er flere muligheder.

Det kræver så at man kan høre og se ham.

 

Og vi slår gækken løs, så det kramper. Nej, hun fremførte ikke en stammen. Hun var stammen.

 

Eller du skal smadre de små celler. De uniformerede, der støtter hinanden i konsensus og konvention. Men så er du vej ud af din egen latter.  

 

Ude af din egen latter og ovre i de andres.

 

II

 

Formen, den valgte, kan knips være at forspilde sit liv. Sådan helt storslået. Basuner og kinder. Ingen-buler-i-den hat er en mulighed. Vel er det ej. Der er ingen kvartermester at melde sig til. Ingen lever at aflevere til videnskaben. Den er ødelagt af spiritus. Og du kan indsamle formalin i bassiner.

Der er ingen respekt i det. Er det er bedre at stå i varmen med de samme papnæser, der uddeles.

Der bliver stående ovationer til idiotien.   

 

 

Jeg vil blæse på fuldkommengørelsen. Græde over vivisektion, enhver skabnings, det ka jeg gå med til.

 

Cirkus kommer til byen (80'erne)

Ariel Fluks, mein junger Freund

http://www.flickr.com/photos/brokey og http://arielfiaskofluks.blogspot.com.
  Ariel Fluks.

Ung poets konkretdigt, Hans Lind

Jeg ligger inde med en bedre og scannet form af Hans' digt, men af tekniske grunde må denne vente på sin rette afløser 

Der har været en opmåling. Af hvad dog?

I 10 klasse fangede jeg en ål på/i Esbjerg Havn. Og skindet manglede 3 cm i mindstemål. Jeg lovliggjorde den ved at skære skindet til i et zigzagklip, så det ku trækkes 15 %. Jeg klarede den lige akkurat.

 

Bare i hæmmelyde og klusiler er der så mange skjulte kanaler, der aldrig, siger jeg, aldrig bliver noteret, ingen attention. Og hvad skulle opmærksomheden så osse gøre godt for.

 

Jeg ku nævne 155 ligninger, der går aldrig op. Kyndelmissen slår sin knude. Den ligning går aldrig op. Saturns ringe er en ligning.

 

Denne bandage fjerner alle følelser i fingrene.  Så nu må denne verdens begivenheder opstå som de nu ka.

 

I lang tid havde jeg undgået trappeskakter, men det kan man jo sådan hverdagsligt ikke, Men nu er jeg sikret.

 

Før hvor stikflammerne bare kom og gik, er jeg to skridt foran.

 

Og nu kan jeg sige ligeud: Der er ikke følelser nok i dit ansigt. Og erotisk besættelse. Men det må osse styres.  Du behøver ikke at smile hele tiden. Men der er en del begynderfejl. Det kan ikke være anderledes.

 

Min dagbog læser jeg i, men jeg kan næsten ikke genkende noget. Skrevet til en anden.  Sådan ser det ud. Og skrevet af en anden.  Det er skræmmende. Det skal nok forstås på en anden måde.

 

Fajancekakkelovnen har vi altid haft, Men jeg kan ikke genkende det hele, kompositionen. Den, ovnen,  plejede at stå i det andet hjørne.

 

Og alle mine d’er er så skæve.  Men jeg vil ikke undskylde noget.

 

Hvad manglede jeg i krydsogtværsen? Der står:

 

"På tærsklen til den 7. dag lukkede Gud hvad? Universets kuvert."   Igen Jabes, Rabbi Jab.   Jeg skriver Jabes, det var vel selve spørgsmålet. Så er det besvaret.

 

Forleden udtalte jeg /stringens/ på en helt ny måde, fordi jeg aldrig havde vidst hvad der lå i det i alle sammenhænge.

 

At sidde som 3-årig med bar røv i en myretue, hvad er det.

Altså være placeret blandt de røde myrer, de værste. Ungen skreg. Nu er jeg den voksne.

  

Mellem de to akter er der i den grad en skygge, som et klart flertal kalder tid. Det er et sprog jeg aldrig har forstået.