Fættermusen, Politifænrikken og frøkenmusen elskede det urbane. Den sortsvedne asfalt sagde ikke mig noget.
Da jeg var stemplet ind i dette jordiske liv fra søsiden, tænkte jeg entydigt dårligt om livet i skovene.
Men de ville både være sig selv og en anden. Og den går bare ikke.
Politimusen, var jeg lige ved at skrive, ønskede sig sommetider at være en rugbrødsbagersvend. Sommetider! Ja hallo. Nu må du lissom vælge. Fandango eller agurkesalat, nej det sagde jeg ikke.
Og så snor man sig sit overskæg, så det nærmest ligner hugormen.
Mener det var musene, der lavede den først, snoningen
Man gør det bistre for at sikre trafikken, siger Panser-Basse. Her ser vi på samme måde som den dobbelte Pantagruel's først den leende ko, Le vache qui rit og så den brølende kalv eller hvordan det nu var, Se selv i Gargantua husker ikke sidetal og mit humør den dag. Blander jeg noget sammen. Så er det ikke med vilje. men jeg skaber mig ikke som poltifænrikken. Meget ofte beruset i øvrigt.
Smider man åbenbart sit pelsværk, lige når man kommer inden for hjemmets 4 vægge, og så musefusserne op i sovseskålen. Og fænrikken der er så ræd for madammen at han spiller ædru, så snart han har ringet på sin egen dør.
- I optræder og skaber jer. Sku det være finere at pille næse - bag et håndklæde.
Fættermus talte om metropolernes krydsbestøvning. Det er en gevinst i sig selv. Og fortsatte, De ved,
kapitlet sluttede brat, da telefonen ringede eller hvad det nu var.........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar