BREV 25, digtbrev om Pia K.

BREV 25, digtbrev om Pia K.   

Jeg drømte så mange ting  som mindre især. En af de første var lissom af gips, kunne man sige. En anden, endnu tættere og tung, var af cement, og jeg landede vupti på havsens bund. Så begyndte jeg at gå i skole.

 Og min bedste veninde hed Pia, og man kunne altid regne med hende. En dag sagde hun, at hun kunne tænke sig at bytte det billede af en fisker og hans fiskedræt, jeg havde, med et af Jesus og hans disciple.

Men jeg ville ikke af med det. Så kan du gå med mig i søndagskole og få et gratis, sagde jeg. Det gjorde hun.

Alligevel gav jeg hende mit fiskerbillede. Det viser noget om vores venskab. 

Men så ville hun ikke have det alligevel. Og det skal venskab kunne holde til. En anden gang, faktisk føltes det lidt som det var længere henne i samme drøm, men det var ikke en drøm, da havde vi byttet venindering af ægte guld. Og det var rigtig nok.

Jeg plejede at stemme det samme som min far til valget, men nu stemte jeg på min veninde i stedet.

Ellers er det jo ikke rigtigt venskab.