lørdag den 20. august 2011

Poetologisk 4..jeg smider kommentarerne op i selve hovedfeltet, da det bliver lettere at skrive videre i debatten


10 kommentarer:


Henrik Majlund Toft sagde ...
Spændende overvejelser, Knud. Et par hurtige spørgsmål herfra: Hvis jeg forstår dig korrekt så er det primære i dine overvejelser forholdet mellem subjekt og verden - jf. indledning. Underneden ligger så sproget - som det nederste punkt i en trekant vendt på hovedet, hvis hierarkiet skal bevares. Men hvad med f.eks. sprogspillet, som både etablerer internt og eksterne referencer, og dermed også er med til at forme virkeligheden- er det ikke her at digtet skal sætte ind, et sted mellem virkelighed og leg, eller misforstår jeg dig, eller skal tekster bare have mulighed for at kunne det de vil (pluralistisk poetologi)? Det er også interessant, når du hævder at metaforen er distancerende. Den klassiske egenskab ved metaforen er netop at den med få midler kan anskueliggøre tanken, og at den samtidig ikke kan parafraseres, ikke adækvat i al fald, men at betydningen måske udlægges i en længere forklarende tekst. Når du skriver at metaforen risikerer at blive metaforisk støj, betyder det så at tekstens ornamentering er sukkeret i kagen, men at det er kagens mere substantielle dele, der mætter, og dermed opfylder kagens formål - altså at blive mæt. Underforstået skal digtets primære tanke, hvis man kan tale om en sådan, være fri af orrnamentikken, eller kan tanken henlægges mere eller mindre i ornamentikken - altså er det ok at bage kager? Henrik
knudsteffen sagde ...
Kære Henrik, jeg vender tilbage så snart jeg lige får gjort et par forpligtende ting, så som køkkentjeneste og geninstallere en gl lortecomputer, jeg har som ekstra-ekstra, ellers osse kommer den ud på møddingen. Knud
Henrik Majlund Toft sagde ...
Kære Knud, jeg læste din kommentar igen og måske jeg skal spørge lidt mere præcist. Det, du kalder distanceringen (metaforen), forstår jeg som digressionen eller uddybelse, altså en form for afledning fra det centrale, der ikke er negativ (men måske negativt valueret i din beskrivelse). Omvendt er sammenhængen mellem afvisningen af det centrale i subjekt forholdet, og sprogliggørelsen af det decentrale i metafor spørgsmålet faktisk identisk. Så for at spørge lidt mere præcist - uden kage med sukker, vil det ikke være en kage? Henrik Henrik
knudsteffen sagde ...
En note, indledende påstande til metaforsnak. I al frisk hast 1.svar til Henrik T 1. Der er en voldsom trang til at tænke i ligheder. Man jævnfører i alm daglidags-tale ansigtsligheder, og den musik minder mig dette og hint, og den bils opbygning er specielt i sit design påvirket af fransk måde (citroën fx). Jævnføringerne er (a la comparatio), og det betyder at når der jævnføres  så går man efter pars (pars pro toto) for at kunne lave helheden. Kapper en hæl og en tå for at få kagen bagt. Det gælder i kategoriseringer og generaliseringer, som jeg så nu påstår er dirigeret af at tænke i ligheder, altså at tvinge noget principielt ikke-identisk ind under samme hat. Lad os tage det Linnéske system, som i bund og grund er en projiceringer af pars pro toto, altså nu skal vi have bragt disse græsarter ind under samme hat, hvilket i øvrigt er praktisk og nødvendigt i verden for at kommunikere og ikke fortabe os i kaos. detaljers detaljers detaljer. Pars kan være at godt nok ligner bladene ikke hinanden, men det gør stænglerne, ergo sambringes de i samme familie, som var de beslægtede samme. Jamen Linné sammenbringer og kalder dem herefter beslægtede. Og dybest set er det projektion der vil lighed. Det gælder i udpræget grad det alm retoriske ønske og nødvendige ønske om at generalisere: vi har 3 spritbilister, alle rødhårede, og de kører galt …og så generaliseres der til det overliggende samle-niveau, der hedder alle/mange rødhårede mænd har en tendens til at dyrke spritkørsel. Men min påstand er så at homologiseringer ontologisk er konstruktioner og projiceringer.( Godt nok stadig nødvendige for ikke at lande i Irineo Funes’s fortabelse i Mangfoldigheden . Detaljers detaljer. Vi skal jo kunne være her og tale –osse i samlebegreber). Og metaforerne – af alle slags –har som i ønsket om at samle divergenser op og sammenbinde disse... det samme ønske og den samme karakter som den Linneske systematisering, hvor man anbringer ligheder sammen fornuftigvis, men man gør noget mere end PARS giver lov til, man handler som TOTO for i samme øjeblik, der er systematiseret, sker der en overliggende familiedannelse. Nu er metaforer mange slags, og somme tider er det langt fra divergenser, der bringes sammen , og det kan nærme sig det metonymiske, (hvilket igen kan være problematisk, da det metonymiske vel direkte er en syntese af 2 separate størrelser, og så hovsa har vi et 3, der springer frem på panden som et horn. Dér fes et billede ind på lystavlen, vist.    2. Metaforer kan være ren ornamentik, altså at billedplanet bliver en omvej, en dekorering af realplanet. Man ku sige ikke alene en distancering, en forsinkelse, en talen væk (fortsættes)
knudsteffen sagde ...
Kære Henrik, ka du bære over med trykfejl og deslige i min kommentar...jeg ville prøve at få rettet, men jeg ku ikke k
Henrik Majlund Toft sagde ...
Kære Knud Hvis jeg forstår dig rigtigt, så ønsker du at undgå generaliseringen, altså at poetik (eller Citröen'er) kan siges at tilhøre en specifik kategori, fordi kategoriseringen overser den prægnante forskel og det er forskellen, der er interessant; mao. en ikke-system tvang eller poetik pluralisme. Det er spændende, og spørgsmålet må så være, hvordan vi kan identificere en tekst skrevet af f.eks. netop Knud Steffen Nielsen, hvis altså navnet ikke står på omslaget, underforstået er der en personlig stil, der skinner igennem, hvis ikke poetikken skal kunne sige noget generelt om stilen (brug af f.eks. metaforer, digressioner etc.)? Kh Henrik
knudsteffen sagde ...
jeg er stadig i tvivl om flere af de ting jeg har skrevet her som kommentarer, så jeg giver lige migselv og overvejelserne en tur i ovnen. Fx omkring det destabile jeg, hvilket betyder en mangel på dels skal vi sige fast orientering og dels på det niveau man ku kalde jegets faste grund. Som i mit univers er det sansende jeg. Tænker undertiden på måske er det et digt af franske Marie Albiach, der snakker om jeget som sultens sted eller noget i den henretning. Eller analogt, lettere udvidet i min version: smerten som jegets sted. At for mig er det en sansning der fæstner jeget(netop i en kropslig bevægelse). Hvorfra så om resten bør der tvivles. Så jeg taler ikke om attituderelativisme eller de mange jeg'er, men snarere om en suppe, hvor jeget pjasker rundt -uvis- og famlende, fordi "det" ikke kan andet. Og derfor -hvis jeg må være lidt flot i svinget- er mit skrive-aspekt skeptikerens. Og kan ikke være andet og derfor er det svært at være skråsikker i kæften.
knudsteffen sagde ...
der er en flok aspekter jeg ikke har besvaret både hos dig og hos Christian, og det må jeg se, om jeg kan råde bod på. Det ene er paradokset sprog versus verden, som for mig et og det samme, men man må jo tage en pind i munden og beskrive sprog og verden som ja adskilt, sålænge, man forsøger at tale om det und bla blabla. Paradokserne står i kø, uløseligt..
Henrik Majlund Toft sagde ...
Måske er det ikke konklusionen, men processen der er interessant. Ideer behøver ikke at være finale, men måske bare skridt i en retning. Anyway, det er en uhyrlig kompleks diskussion, og nogle spændende indlæg, Knud. Glæder mig til at høre mere ved lejlighed. Kh Henrik

1 kommentar:

  1. Kære Knud

    Forholdet mellem sprog og verden er en ekstrem kompleks diskussion, og egentlig mere filosofiens anliggende end poesiens. Du berørte det i et tidligere indlæg, så derfor spurgte jeg af nysgerrighed.

    Jeg synes at din forklaring på subjektets ståsted i poesien som sultens sted er en klog og smuk beskrivelse, også fordi at den placerer poesien på et helt basalt niveau. Man kan også føre tanken lidt videre, og hævde at smerten karakteriserer fraværet af mæthed, altså sultfornemmelse, gennem sansning.

    Kh Henrik

    SvarSlet