tirsdag den 23. august 2011

Poetologi nr 12 ..smider lige en kommentar op på indlægsplads




Et aspekt i snakken om systematisering, generalisering, altså det at samle ligheder i bunke og derpå "navngive" med et overbegreb..., altså man påstår alle disse biler er så meget i familie, at nu samler vi dem sørme i hovedgruppen køretøjer, men de er ikke totalt identiske. Så der er foretaget et spring fra de enkelte til et overbegreb. Nu har vi bare en ny ting, nemlig køretøjer som enhed. Det er så osse ok, for denne eksisterer jo i denne verden. (jeg er ikke nominalist, tror jeg). Men spørgsmålet er forbindelsen fra den enkelte del til helheden. Er det en implikation/konsekvens fra det enkelte til det større. (?)
Men, og lad os da bare overføre til sprogverdenen, så kan vi i og for sig kun og aldeles redundere, gentage, køre i tautologier hedder det vist osse. Jo vist eksisterer enkeltdelene og jovist eksisterer overkategorierne, men det er relationerne fra den enkeltdel til overbegreb, som i mig kalder på en undring.
Altså en paradoksal fælde, synes det mig.
Du kan principielt kun tale i redundans, nemlig om den enkelte genstand, eller om den enkelte overkategori, men da det så er en stammen, en forbliven på stedet, så gør vi noget andet alligevel i bevægelsen. Hvis der er forbindelse, så tilføjer vi prædikater (b) til a i relationen. Men det er en udvidelse af a  med b- by violence. Det er et for mig et uforklarligt spring. Vi har en dytbil (a). Vi kalder den et medlem af køretøjer (b), ok hvad skete lige dér?
Vi applikerede a på prædikatet b, som om de var identiske eller noget vi sådan bare leger. For det var da vist et skred, en udvidelse. Nu er det ikke længere min konkrete dytbil med skrammer på begge fordøre, nu indgår den sørme i en ren opsamling af fx biler med ikke-skrammede døre etc (og begge dele er begreber der kan tales om, men hvad er mandatet til relationerne imellem. jeg plæderer ikke for nominalisme nødvendigvis .....Og desforuden  mener jeg faktisk, at jeg netop nu OGSÅ snakker om litteratur og dens virkemidler, metaforer og tingeltangel.. er på vej til det....
Og fx er fiktionen måske en ganske særlig prædikativ foreteelse (eller endda nominalistisk foreteelse, nej det sagde jeg ikke mm)  



Henrik Majlund Toft sagde ...







Kære Knud

Forholdet mellem sprog og verden er en ekstrem kompleks diskussion, og egentlig mere filosofiens anliggende end poesiens. Du berørte det i et tidligere indlæg, så derfor spurgte jeg af nysgerrighed.

Jeg synes at din forklaring på subjektets ståsted i poesien som sultens sted er en klog og smuk beskrivelse, også fordi at den placerer poesien på et helt basalt niveau. Man kan også føre tanken lidt videre, og hævde at smerten karakteriserer fraværet af mæthed, altså sultfornemmelse, gennem sansning.

Kh Henrik

Ingen kommentarer:

Send en kommentar