fra principiel poetik-diskussion med Christian Stokbro. nr 1 (altså jeg er lysten på at gå lidt videre i sporet med Chr.) Dette, nedenstående indlæg er sakset i CSK's blog

Et partsindlæg

I Peter Stein Larsens doktorafhandling skelnes der mellem to strømninger i nyere dansk digtning; på den ene side er der en centrallyrisk, monologisk strømning og på den anden side en sprogkritisk, dialogisk strømning, og med den sprogkritiske strømning tænker jeg på en digtning, der har et problematisk forhold til eller aktivt problematiserer et stabilt jeg. Dette stabile jeg profileres ofte som værende altmodisch, ude af trit med den faktiske virkelighed – eller simpelthen bare umoderne. Den faktiske virkelighed er hyperkompleks, tenderende det kaotiske, og i forhold her til kommer et centrallyrisk jeg til at fremstå forsimplende eller ude af stand til at (be)gribe virkeligheden, som den er.

Et af de mere vægtige argumenter mod centrallyrikkens stabile jeg, fremkom i en privat mail fraKnud Steffen Nielsen, hvori det hedder, at det er ”jegets positur” det, at det ”uanfægtet taler med et mandat, der ikke er problematiseret af at være blot et jeg” og således uanfægtet kan fremføre sine syner, jævnfør titlen på Larsens doktorafhandling Drømme og dialoger. Argumentet er vægtigt, fordi det indbefatter så meget andet; man kan gå så langt som til at sige, at mellem det stabile jeg og det destabileserede eller destabiliserende jeg i det tekstkritiske og -eksperimenterende skriftkorpus er der, ikke bare en verden, men en metafysik til forskel, der langt overskrider den udvandede retorik omkring konservative og progressive kræfter, der, det siger næsten sig selv, altid fremsættes af dem, der forstår sig selv som progressive. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at det er jegets positur, der anfægtes, det vil sige den unaturlige stilling jeget placerer sig selv i, for det indebærer, at der findes stillinger, som jeget kan anstille sig i, der ikke er en positur, og det vil underforstået sige, at her egentlig skelnes mellem henholdsvis unaturlige og naturlige stillinger for jeget. Men er det egentlig ikke et naivt billede at tegne af jeget, at det overhovedet har den mulighed, at det kan undgå at forstille sig? Jeget dannes vel imaginært i spejlingen i andre, således at jeget altid allerede er defineret ved at være ude ved de andres blikke og dermed altså aldrig kan stille sig an på andre måder end den unaturlige? Eller som de franske eksistentialister sagde, så bærer vi altid masker, der er tilpasset rollen som kontorist, familiefar, førsteelsker og så videre.

Metafysikken bag det dialogiske skriftkorpus kan stærkt forenklet siges at hvile på antagelsen af et horisontalt snit gennem en kaotisk sanseverden, hvorved en, og det er det principielle afsæt for dialogen, samtidighed blotlægges sammen med forestillingen om, at enhver værdi er relativ til sin kontekst. Udgangspunktet for enhver dialog er med andre ord, at vi kan tale frit fra leveren, så lang tid vi accepterer, at ethvert udsagn er en kontekstuel leg, der aldrig kan blive andet - heller ikke forpligtende. Derfor kan det heller ikke undre, at netop jeget, for det dialogiske skriftkorpus, bliver en slags overdetermineret vektor, der forskubber eller forvrider kritikkens koordinater. Det er heri at de modernes modernitet består: De er fælles med store dele af den akademiske verden og det politiske cirkus om at tage afstand fra det cartesianske subjekt, dette cogito, eller som det hedder i Žižeks The Ticklish Subject om den postmoderne dekonstruktivist, ”for whom the Cartesian subject is a discursive fiction, an effect of decentred textual mechanisms.” (s. 1). Det er resultatet af samtidighed og kontekstuel relativisme, fordi alt kan nedskrives og bliver nedskrevet til ”decentred textual mechanisms” – eller som det hed ovenfor: en tekstkritisk eksperimenteren. I eksperimentet er der et ufatteligt mådehold på spil, idet hele skriften begrænses til det relatives autoritet, det er derfor jeget lidt nedladende bliver sakrosankt i den dialogiske forståelse; men for hvem, kunne man spørge? Vel ikke andre end for kritikeren selv.

Derudover hæfter jeg mig netop ved mådeholdet, at der lægges begrænsninger ned over den rigtigeform for skrift; hvad der konstituerer en sådan skrift. Det er i forlængelse heraf, at man kan se, at det for den progressive kritiker ikke drejer sig om en nysgerrig læsning af litteratur, hvorefter der kan opstilles nogle deskriptive overvejelser over moderne litteratur, men derimod en normativ sætten af litteraturen. Det og det er litteratur, mens det og det ikke er. Det samme gør enhver kritiker selvsagt, men forskellen er, at en bestemt litteratur fremhæves som normativ - eller i hvert fald fremhæves en bestemt litteraturs udsigelsesposition som værende mindre realistisk, altså mindre i stand til at begribe en kompleks virkelighed, hvilket jo er en eufemisme for lokale sandheder eller kontekstuel relativisme.

Men den enkleste, kritiske tilgang til hele dette spørgsmål for og imod et oplevende og formidlende jeg synes umiddelbart at være retorikken. For det er jo den enkleste sag i verden at fremhæve og kritisere centrallyrikkens jeg som værende autoritativt formidlende en sansning eller andet, men kan man ikke vende kritikken mod de progressive kræfter, der farer i vælten for en mere realistisk digtning, der så at sige, mimetisk, indbefatter virkelighedens mangefacetteret mangfoldighed. For hvorfra skrives der? Lige præcis fra en autoritativ forfatterposition, hvorfra der etableres enhed i det mangfoldige, for ellers ville det ganske enkelt ikke være interessant at læse. Det dialogiske digt er fremkommet på baggrund af et stabilt og formidlende jeg – forfatteren, ligesom det centrallyriske digt er fremkommet på baggrund af et autoritativt formidlende jeg, forskellen ligger i det retoriske.

Og der ligger en uoverskridelig forskel i ideologien, som allerede er blevet berørt i forhold til det tekstkritiske, dialogiske princip; for med den relativerende indsats, hvor enhver sandhed de facto ophæves, i og med den gøres lokal, er det ikke et jeg, der taler autoritativt formidlende om en eller anden form for sandhed, der er konservativ, men derimod den type digtning, der forstår sig selv som værende progressiv, idet dens kontekstuelle relativisme er i fuldstændig overenstemmelse med den gældende ideologi, der også kun accepterer lokale udtryk for sandhed og aktivt bekæmper enhver form for universalisme, der antager en form, hvor der sættes skel, og dermed værdi, for det er jo det sandheden gør. Så centrallyrikkens jeg taler ikke uden mandat, men i allerhøjeste grad anfægtet og på anfægtelsens mandat.

Problemet synes at bestå i, at det centrallyriske ikke laver et horisontalt snit, men agerer ud fra et vertikalt indbrud, der sætter jeget som subjekt, og det er præcis på det mandat jeget taler – i hvert fald formmæssigt og ideologisk set. Det er således heller ikke jeget, der forstås metafysisk, men sandheden, at der er en universalisme, der overskrider enhver lokalitet. At der så at sige er noget, der ikke kan relativeres. Det er præcis på den måde, at der kan ske en udveksling mellem lyrik (eller mere generelt: kunst) og politik.