torsdag den 25. august 2011

Kort foreløbig hastekommentar til dig, Chr. Poetologi nr jegvedsnartikkeligehvad


1 kommentarer:



knudsteffen sagde ...
Lige en hurtig replik lige efter ankomsten af dit replicerende essay, kære Chr, jeg kastede mig straks over din tekst,,,,sådan lige først hastigt...og når jeg så har gjort en ordentligt læsning, kommer ordentligt svar, men sådan lige 5 minutter efter din repliks ankomst til indbakken. Det første afsnit nøjes jeg lige med at replicere et øjeblik på. Er totalt og aldeles enig i hvad du skriver. Også omkring vanskeligheden ved at slutte fra verden til individ. Herom mere -forhåbentligt- senere. Den første ting lige omkring det er, at refleksionens intentionalitet, sansningens favnen gør det umuligt for jeget at suspendere verden. Refleksionen og sansningen er intentionalt jeget-om-verdenen. Destabilitet i verden og destabilitet i jeget er derfor intentionalt sammenvævet er ét. Vores tilsyneladende uenighed omkring jegets Destabilitet er nok en uklarhed fra min side om definitionen. Med destabilitet tænker jeg ikke på jegets forsvinden eller opløsning, men jeg tænker på en mangel på orientering, en eksistentiel tristhed over at være jaget uden af paradiset igen og igen, og at have mistet en meningsfylde, en fortabelse i intet. Og dette begynder for mig i at jeget, visheden for styring af egen vilje, bemægtigelsen i egne valg ikke er der. Som krop bevæger jeg mig gennem en proces fra fødsel til død, en lang afdøen. Og det er ikke det triste i det, jeg tænker på. men at tiden løber igennem mig og jeget forandres i hvert eneste sekund. Hvad er så den robuste kerne. Der er visheden om døden. Det er det ene. Og den anden kerne er sansningen. Jeg mærker smerten og smertens ophør, og dér påstår jeg en vished, som det eneste, hvorom der ej kan tvivles. Så jegets kerne, som det eneste konsistente, er sansningen. Det er den ene kategoriske sandhed for mig. Resten er prædikativt og pragmatiske applikationer, og som udgør (daglig)livet, dette teatralske set-up.. Alt dette kunne man måske kalde ontologiens eneste visse afkast. Resten er i forhold til definitorisk vished og ontologisk vished -rationelt set- svævende.  At man så i sansningernes hav projicerer videre og extrapolerer og lever er jo smukt og godt, men i forhold til en klar bestemtgjort fast grund er det ikke.  Og påstanden er ikke at det extrapolerede og projicerede ikke eksisterer, men det eksisterer i forhold til den faste grund i sansningen som skal vi sige (performative) prædikativer. Jeg håber at vende tilbage omkring det hele. Også omkring begrebet det en-entydige som bl.a omhandler sprogets betingelse: det konnotative, det ironiske, det dobbeltbundede (har skrevet lidt om det i essay -sammen med Ejler Nyhavn i det digitale Magasin Morgenrøden).  Og lissom jeg har kommentar til din replik om samtalesituationens mulighed for løbende regulering, hvor jeg mener der er problemer, ikke pragmatisk-teknisk, men mere grundlæggende, fordi du aldrig kan vide, om samtalen principielt og dybest set reciperes.  ps Og i øvrigt er der udover manglen på kybernatorer i verden,  "intern" mangel på jeg-betingede "kybernatorer", Jeget er ikke frisat rum. Jeget befinder sig ikke i et frisat rum. Siger dette jeg, som så "leger så meget frisættelse at jeg fremmumler det, men uden at vide om den jeg-metafysik, der lige blev etableret.  Det andet relativerende forhold du snakker om: medieringen, er vel grund og bund det samme jeg snakker om AT i netværket i det felt jeg lidt flot kalder prædikativt -og det er så forlængelsen fra sansningen ud i åbne hav, hvor vi er og skriver og lever vores fortællinger. Dér må vi tvungne slippe sikkerheden og kaste os ud i et hav, som ser så yndigt og rationelt ud.  Men for mig er det eneste rationelle i dette store rum, AT vi  pr konvention har vedtaget og opbygget net på net af spil, sprogspil, politiske spil, spil om demokrati, civilisation undsoweiter. Og alle disse spil kan se nok så så rationelle ud, så er det dog regulerede spil.  Og ordet spil bruger jeg som min måde at pege på det medierede på. Jeg er medieret, dvs underlagt spillenes kontrakter mm.
knudsteffen sagde ...
beklager trykfejl mm. Omkring det en-entydige...jeg kommenterer senere på det, blot en kommentar. DET KONNOTATIVE er lidt stort sagt det sproglige frirum for ironien, for humoren, og i anden forstand af sproglig fordobling, måske dårligt ord: muligheden for det hypotetske, min mulighed i at pr hypotese at kaste mig ud i fremtiden, dvs planlægge/foruddiskontere min juleaften allerede i april..og bagud kan jeg redigere min barndom pr dokument.. Rette i slægtshistorien ved eget dekret. Der er frit slag for at gynge i det klister, som vi kalder tid

indsat efterfølgende: 


S/K sagde ...

Jamen jeg er glad for at se, at vi et meget langt stykke hen ad vejen er enige, fx om det destabile jeg, som mere er en eksistentiel end en psykologisk destabilitet, kan jeg nu se. Så er vi vel i et eller andet omfang tilbage og have fat i Baudelaires spleen og flanørens siven gennem storbyerne?

Med hensyn til det sidste, du skriver, så vil jeg afvente, at (hvis) du skriver noget mere her eller på bloggen, men lige for et første blik bliver jeg bekræftet i min indledende mistanke - med nogle få aber dabei'er.

S/K sagde ...

I forhold til din efterfølgende kommentar, så er jeg ikke helt enig. For selvom der på et plan er frit slag i redigeringen af historien, så er der klare begrænsninger. Vi kan sige og gøre hvad som helst, men på den ene side har vi konformiteten og på den anden side, har vi den kritiske gendrivelse. Forudsætter den frihed altså ikke, at mennesket er en ø? Hvad vi vel må sige, at vi ikke er: Altså vi kan godt etablere en fiktion (redigering af tiden), men sandsynligheden for at den får lov til at stå som en autoritativ udlægning, er lille - jf. de Mans forsøg på at skjule sine pronazistiske, eller i hvert fald stærk pragmatiske tilgang til værnemagten under krigen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar