Klipper lige Christian Stokbros svar til mig i diskussionen om destabilitet. Taget fra blog

ONSDAG DEN 24. AUGUST 2011

Svar til Nielsen

I sit svar til mig slutter Nielsen fra en kaotisk virkelighed til et destabiliseret jeg, fordi de store fortællinger er døde, vi har altså kun lokale sandheder tilbage, hvilket hos Nielsen bliver til individuelle oplevelser af virkelighedens mangel på stabilitet. Nu er spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at slutte fra det ene til det andet? Nielsens ”globalisering-for-mig”, ”terror-for-mig” og ”gud-er-død-for mig” synes jo at tyde på noget andet; meningen er selvsagt, at man skal læse dette som et tegn på det vaklende jeg, der ikke har sikker grund under fødderne, der uhjælpeligt kastes tilbage til sig selv, men netop fordi, det er for-mig, får vi stillet en ny metafysik på benene: princippet om jeget som relation, givet med præpositionen, og dermed får vi et jeg, der er stabilt i den enkelte kontekst; man kunne lidt på afstand spørge, om alle handlinger er lige gode, fordi de kun definerer relationer i en given kontekst, eller kunne man tænke sig at nogle handlinger, fra et ikke-historisk synspunkt, må anskues som værende bedre end andre handlinger? Hvorom al ting er: Idet virkeligheden opleves gennem et for-mig, så giver virkeligheden også mening for mig i konteksten; den kan godt være uoverskuelig, men næppe destabiliseret, idet en konsekvent destabiliseret virkelighed ville betyde, at den blev abstrakt i forhold til sansningen, og som mange før mig allerede har påpeget, så kan man ikke sanse abstrakt. Vi kan abstrahere over sansningen, men, for nu at parafrasere Heidegger, så hører vi eksempelvis aldrig bare en lyd, men vi forsøger at indplacere den som givende mening, det vil sige som græsslåmaskine i det fjerne, naboens dieselbil, en solsort – ene konkreter, der skaber stabilitet i omverdenen, hvori vi altid allerede er indfældet. Men hvad mere er, skulle vi virkelig have et destabiliseret jeg, så ville det ikke være muligt at opleve, gennemtænke, sanse, læse noget som helst. Alt andet lige så minder det om kritikken af Hartleys associative princip omkring år 1800, hvor både Wordsworth og Coleridge tog afstand fra Hartley, for hvis et jeg og tænkningen alene er baseret på associationsloven, så vil vi for det første miste vores frie vilje, idet enhver sansning, tvingende ville medføre alle de sansninger, der er knyttet dertil, og jeget ville opløse sig i en (rigtignok) destabiliseret sump af ufrivillige associationer, men altså med tab af omverden (verden/virkeligheden) og et indre (rationelt eller styret/viljesgivet) liv til følge. Et destabiliseret jeg ville ikke kunne skrive de digte, Nielsen skriver. Dermed ikke sagt at jeget er gennemskueligt eller ligetil at gå til, det umuliggøres blandt andet af ideologien (Marx) eller interpellationen (Althusser) og det ubevidste (Freud/Lacan), men det er en hel anden diskussion. Så min konklusion er altså, at den destabile (om)verden, Nielsen postulerer, kræver et nogenlunde stabilt jeg for at blive opfattet som sådan – og da kun normativt, vil jeg tro, i diskussioner af denne slags.

Sprogets egne vilkår, det konnotative, det dobbelbundede og netop det ikke- en-entydige, forenkler ikke og komplicerer heller ikke verden. Det er blot og bart sprogets spilleregler. Det en-entydige kan ikke fastholdes. Vi er så at sige rystet på forhånd. Som i en cocktailshaker. Vi er i bevægelse på en vaklende klode. Og dertil det processuelle undvigende i sprogets egen udfoldelse i tid.
[…]
Og det iboende faktum at sproget er selvreferentielt, du definerer sproget med sprog, og vi derved befinder os i en slags systemisk fælde, da du selv er en del af den genstand du vil definere. Og et andet vilkår ved sproget, som også er determinerende er jo det komplementære, at sproget, de enkelte sætninger ikke kan tænkes uden at blive defineret og bestemt komplementært af konteksten- skyggeteksten ved siden af det vi nu behandler. Spooky ; det må give blinde vinkler og forhindre de rette ord i at blive modtaget.

Allerførst: Selvfølgelig er der blinde vinkler i sproget, eller ville vi allerede i udgangspunktet være garderet mod at misforstå, og den, misforståelsen, trives jo storstilet – især når vi tillægger den anden motiver, som han ikke har. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan kommunikere med hinanden, hvilket Nielsens blog jo i sig selv er et bevis på. Der er således 39 personer, der følger Nielsen – og næppe fordi de fortaber sig i skyggetekstens labyrinter (strengt taget er det vel bare det Gadamer kalder for en fordom, at vi aldrig møder teksten uden at være forudindtaget, eller som Heidegger skriver, at vi aldrig nogensinde kan pege på teksten og sige, det står jo lige der). Jeg vil tro de 39 læsere besøger Nielsens blog, fordi de finder teksterne, billederne, installationerne smukke, gode, læseværdige, meningsfulde eller noget lignende; i hvert fald er de der ikke, fordi bloggens indhold lader dem kolde.

Hvad ligger der i det ”en-entydige”? Kan der findes en to-, tre, eller fire-entydighed? Det entydige er vel egentlig bare entydigt, og det er altså problematiseret gennem sprogets selvreferentialitet. Det har jeg svært ved at se. Når jeg taler med et andet menneske, så forstår vi for det meste hinanden, men opstår der en misforståelse eller forvirring om et eller andet, så stiller den ene eller den anden part uddybende spørgsmål, så vi får koderne sat på plads. Dermed bliver de ikke entydige, men de formidler talerens hensigt. Skal vi så træde et skridt tilbage og akademisk definere, hvad der er sket, så er vi ganske rigtigt i gang med at definere sproget ved hjælp af sprog, som igen kan defineres ved hjælp af sprog og så videre ad infinitum. Heldigvis har vi da både i pragmatikken og talehandlingsteorierne et fagterminologisk apparat, der gør, at al mening ikke løber ud med badevandet.

Gør det samme sig gældende i en poetisk tekst (eller i det hele taget i en fiktiv tekst)? Nej, og det er uanset om man står over for et centrallysrisk, monologisk digt eller et dialogisk digt. Centrallyrikken behøver bare ikke gøre opmærksom på Adam og Eva, når den skriver; den skriver i lige så høj grad på bevidstheden om sprogets selvreferentialitet, som det er tilfældet med den dialogiske digtning, men den behøver ikke skrive om dette vilkår. Der er forskellen: Centrallyrikken kan godt skrive om eksistentielle emner, uden at det betyder, at den ikke er sig de blinde vinkler og skyggetekster bevidst, men den lader det være op til læseren at gå den vej. Det er jo for pokker derfor, man gider blive ved med at læse visse digte – fordi man ikke bliver færdig med dem.

Men mere interessant er tanken om sproget og metaforerne, troperne, som Nielsen så gerne vil udenom, men ikke kan komme, og klart nok, for, som jeg har forsøgt at vise med teksterne om retorik og Kenneth Burke, så troperne en del af grundvilkåret for sproget, før det er metalinguistisk, og metaforen synes at være som skabt til at beskrive erkendelsen overhovedet. I et afsnit fra et tidligere indlæg, skriver jeg, og det er relevant for denne diskussion, at Kenneth Burke

undersøger tingene per genum proximum et differentiam specificam (og det vil i bund og grund sige en metaforisk struktureret tænkning, der vel egentlig også udspringer af den sekventielle tænkning, idet evnen til at opdage sekvenser i bund og grund er evnen til at se ligheder og forskelle). Det sagt, så er Burke [...] inde på en tankegang, der har betydning for afsættet for denne post, for nok har litteraturen ikke en brug, det vil sige, den kan ikke og skal ikke agere arbejdshest for en given moralsk, politisk eller filosofisk ideologi; tværtimod er litteraturen med til at uddybe vores forståelse af erkendelsen, dens grundlagsproblemer og grænse. Ikke fordi den specifikt reflekterer over epistemologien, men fordi den er en ”bogstav- og ordkunst”, eller måske snarere en overvejelse over bogstav- og ordkunstens mulige forløb i den tåge af sprog, mennesket bevæger sig rundt i.

Af samme grund kan den stadige postmodernistiske kværnen i den dialogiske skyttegrav synes gentagende og en smule trættende; hvad mere er, så har den, i hvert fald indtil for nylig, lykkes at iscenesætte sig selv som værende i opposition til almindelige tro på det, Nielsen betegner som ”modernitetens faldne kybernatorer”, hvor den faktisk er udtryk for ideologiens hegemoni, hvilket jeg også var inde på i mit tidligere indlæg, så den egentlige opposition er det centrallyriske jeg, der tør stå frem med en tolkning af verden, som den fastholder er sand. Med tanke på metaforen, skriver Burke endvidere i

i ”Lexicon Rhetoricæ” (Counter-Statement) om den repetitive form, at den er ”the consistent maintaining of a principle under new guises. It is restatement of the same thing in different ways.” (1953: 125). En konsekvent gennemtænkning af denne form vil hurtigt afsløre, som hos Burke, at vi har at gøre med en af de mere, hvis ikke den mest fundamentale form: ”Repetitive form, the restatement of a theme by new details, is basic to any work of art, or to any other kind of orientation, for that matter. It is our only method of “talking on the subject.”” (ibid.)

Og man kan tilføje, at det jo præcis er på den måde, at metaforen fungerer. Når jeg derfor i ”Litteraturen, begæret, formen” afslutter med at sige, at vi ikke får ”en repetitiv form, der kan afslutte enhver sekvens, en metafor, der kan rumme alle ligheder og forskelle”, så er der en underliggende forståelse af metaforen som mestertropen over dem alle, men der er også en uudtalt opfattelse af, at den aristoteliske erkendemåde, per genum proximum et differentiam specificam, grundlæggende er metaforisk, og her til kan man tilføje Linné, som Nielsen fremhæver i en kommentar som problematisk – men det kan kun være problematisk ud fra den metafysik, som Nielsen abonnerer på – lokalitetens relativisme. Men dermed ser jeg jo også metaforen som kommende epistemologisk før dens cisselerende brug (hvilket i øvrigt også er grunden til, at jeg finder Thykiers seneste udgivelse langt under niveau – hans kritik af retorikken er simpelthen ureflekteret).

Forholdet mellem sprog og verden, vil jeg også gerne berøre, ganske kort og udenom det lyriske. Burke skriver, som nævnt et andet sted, at mennesket bevæger sig i en tåge af sprog, og at det er et symbolproducerende og -forbrugende dyr, altså er mennesket aldrig direkte til stede i verden, men altid medieret. Det betyder imidlertid langt fra, at verden ophæves, eller teksterne forsvinder i selvmodsigende strukturelle konstruktioner og skyggetekster, eller at vi ikke kan tale om den, nej, det betyder netop, at vi kan tale om den, men på forskellige måder, der alle har konsekvenser for taleren og hans omverden; sproget iværksætter den symbolske Lov, siger Lacan, eller man kunne med Althusser sige, at sproget er den interpellative kraft om nogen. Vi er med andre ord selv medieret gennem sproget. Her er en fare for, at vi fortaber os selv i medieringernes medieringer, at vi så at sige ender ved en slags Ding-an-sich, men det er nok snarere sådan, at mennesket som producerende og forbrugende inden for sproget anstiller sig som en repetitiv form.