Poesi battler encyklopædi
Af Carsten Puggaard
Da overlærer Hans Ancher Kofod barslede med den første egentlige danske encyklopædi i første del af det 19. århundrede, var det som en omarbejdet udgave af et tysk forlæg. Således var den udgivne Conversations-Lexicon eller encyclopædisk Haandbog over de i selskabelig Underholdning og ved Læsning forekommende Genstande, Navne og Begreber (o. s. v.), med adskillige Forandringer og Tillæg overs. efter den tyske Originals sidste Oplag (28 bind, København 1816-28) en dansk bearbejdelse af Brockhaus´ prototypiske Konversationsleksikon.
Det var et for sin tids danske boghandlerforhold meget betydeligt foretagende, men trods det gedigne arbejde med at samle og tillempe den tilgængelige viden – om genstande, navne og begreber – til nye forhold, så var og er encyklopædiens eksistens ikke båret af ønsket om det innovative, det nytænkende, men af ønsket om distributionen af det eksisterende i autoritativ form.
Den oplyste borgerstands fremvækst var grundlaget for det positivistiske konversationsleksikon, en arvtager fra tidligere tiders encyklopædi, samlinger af afhandlinger inden for en bred emnekreds, en slags faglige antologier over den dannelseskreds (enkyklios paideia), der siden Oldtiden havde omfattet, hvad der kaldtes de syv frie Kunster, og i moderne forstand overgået til at være store opslagsværker og betegnelsen for en overskuelig sammenfatning og samling af den menneskelige viden – som oftest ordnet alfabetisk, en ordning, der har store praktiske fordele, selvom den strengt taget skiller sammenhængende begreber fra hinanden. Men i den autoritative form søges det ellers så spredte samlet, idet de fleste store encyklopædier under fastholdelse af det alfabetiske princip dog forsøger at samle det spredte ved hjælp af referencer (se: Krydshenvisninger), oversigtsartikler m.m. Bearbejdningen, oversættelsen, sammenfatningen, ordningen og distributionen af det foreliggende – og ikke bare af den foreliggende viden, men også af andre foreliggende encyklopædier og leksika – er essensen af den helhedssøgende og autoritative encyklopæditradition.
Det gælder de massive værker, der som ensformige bogrygge møder én på biblioteket, i de hjemlige reoler eller hos antikvarboghandleren, men også de brugerdrevne on-line encyklopædier, hvis artikler helt ned i de sproglige detaljer ofte går igen fra værk til ”værk” og danner nye autoritative fremstillinger uden at generere ny viden eller egentligt nye fremstillinger. Herfra kan elever i alle aldre så hugge viden, så emsige læreres rettetid går med søgning efter afskrift…!
Men siden Flaubert i midten af forrige århundrede førte encyklopædi-tanken ad absurdum i romanen Bouvard et Pecuchet har encyklopædien kun gentaget sig som farce. Flauberts satire skildrende de to venner med titelnavnene, der forsøger at tilegne sig al viden, men ender med at nøjes med at kopiere andres, er netop et udtryk for en manglende tro på oplysningen. Encyklopædiens grundidé, at sammenpresse alle tiders viden til nogle få bind, er simpelthen en banalisering af virkeligheden.
Hvorledes gentænke / underminere denne encyklopædi-tradition? Svaret er gennem en poetisk bearbejdning.
Her først en kort beskrivelse af poesi-ideen, der skyldes Knud Steffen Nielsen. Ideen tog sit udgangspunkt i ønsket om at lave et projekt, der skulle tale til først og fremmest lyrikere, men også til billedkunstnere. Tanken bag er bl.a., at skriveprocessen for lyrikeren kan være en lang zig-zaggende associationsfyldt vej ned ad papiret – ligesom den gode samtale udspringer hist og lander pist, måske langt fra udgangspunktet. Ganske som en vis vilkårlighed spiller ind i forløbet i de sproglige valg, der bliver foretaget undervejs, idet der ikke kan være tale om 100% viljefast kontrol i kreativt arbejde, som vel heller ikke i så mange andre af livets forhold.
For at lade denne skriven stå frem mod det ordnede, mod ordene, mod begrebernes dominans kom ideen om at lade Encyklopædien stå for poetisk skud.
Dertil skulle dog tilvejeskaffes en egnet encyklopædi. Kunstneren indfandt sig i en genbrugsbutik i den lille landsbys nærmeste lidt større landsby (Ørum) og tog sig formedelst 45 kr. i alt et leksikon i besiddelse. Der tages således udgangspunkt i 24-bindsleksikonnet Funk and Wagnalls Standard Reference Encyclopedia,1960.
Det blev bind for bind sendt ud i verden til en hel række digtere med invitation til at deltage i en bearbejdning af det. Det foregik asynkront og løbende over halvandet års tid og med store besværligheder på alle ledder og kanter. Undervejs dyrkedes processen, lidt frafald har der været undervejs og et par leksikonbind er forsvundet ud i det blå!
De ikke-dogmatiske regler for den deltagende kunstner er i sin enkelthed som følger: Bogen som objekt skal manipuleres, og der skal skrives en tekst (på max. 1 A4-side), der har afsæt i et af bindets opslagsord. Der er således ikke genremæssige bindinger. Der kan skrives poesi, fiktionsprosa, sagprosa, breve eller andet. Det tjener først og fremmest en tydelig manifesteret poetisk henvendelse, hvor både bogens materialitet og sproglig betydning er i fokus. Altså en bevægelse væk fra opslagsordet, snarere end en forklaring, der definerer og fastlægger ordet.
OBJEKT: Ved siden af tekstproduktionen gøres et kunstnerisk manipuleret objekt af leksikonbindet – måske det støbes ind i plast, koges og tørres eller udfordres af eksterne objekter. Bearbejdelsen/modifikationen kan og må gerne have en betydningsmæssig kobling, om muligt, til den nye tekst, da de udstilles sammen. Bogen skal stadig kunne ses som bog, men den skal altså være lettere bearbejdet og modificeret, som var det et bogobjekt.
TEKST: Den normale leksikonskribents job er at skrive en forklaring på begreberne. Som gentagende bevægelse ville det være at træde i sporene af netop det sædvanlige, uanset om vi taler om en sædvanlig leksikonredaktion eller et fiktivt værk som eksempelvis Brøndums Encyklopædi, 1994. Her i dette projekt skal begrebet kun være en inspiration og igangsætter af en helt ny tekstproduktion.
Konceptet er klart: Den enkelte kunstner vælger sig frit et leksikalsk begreb fra det tildelte bind. Dette ord skal så indgå i eller inspirere til en ny tekst, som man producerer. Der skal ikke skrives en definition, ikke en opklarende tekst, der som normalt i leksikonkredse lægger sig yndigt rundt om sit ord, men tværtimod, opfordringen lyder: skriv dig væk! Med andre ord: Vælg et opslagsord, brug det som affyringsrampe og fis derudad ud i verden.
Pointen i den poetiske bearbejdning af encyklopædien kan kort beskrives som dels en mimen af almindelig praksis når man(ge) skriver f.eks. poesi, deduktivt og associerende udad og indad og dels en punktering af det autoritative og forklarende/lukkende, som er det ordinære leksikons natur: nu-ska-I-da-lige-høre-hvad-far-siger: Far-siger-at-månen-er-lavet-af-grøn-ost eller hvad det nu måtte være. Altså et forsøg på at sparke det patriarkalske og ophøjede i røven. Simpelthen fordi sandhed ikke sådan kan eksproprieres, jf. østeuropæiske opslag fra Stalins tid, eller det at jorden i 1300-tallet autoritativt ville blive indført som "flak som en pandekage". Skriven kan knap følge med tiden, men den efterladte skrift kan da slet ikke. Den står der alene, næsten parodisk existerer den, står ud, som noget, der kalder på at blive skudt ned.
Tekstens leksikonord bliver således ikke-imploderende i stedet for tilbageførende og forklarende, men arbejder sig derimod ud i en ny sammenhæng og mimer mangen poetisk praksis, efter kunstnerens eget frie valg. Yderligere motivering er tekstdannelsens delvise arbitraritet og delvise styring og tekstproduktionens potentialitet.
Med et citat, der kunne være en kommentar og problematisering af linjerne ovenfor: ”…således vil der være en skæbnesvanger mangel på tid (skæbnesvanger, fordi betydningen læses ind som efterslæb, fordi betydningen altid kun viser sig som feed-back, delay; ekkoer fra dybet ). Det er altid allerede for sent, fordi betydningen påvirkes af de undersøgelser, den underkastes. Der vil aldrig være tid nok; det er den resonante erfarings grundvilkår. Den encyklopædiske påberåber sig tidsløsheden, lever kun i rummet og lukker sig derfor omkring sig selv, hvorfor enhver encyklopædi også allerede er forældet den dag, redaktionen sluttes…” (fra Claus Carstensen: Deterritorialiseret, 1991).
Hertil kunne lægges Knud Steffen Nielsens tanker om, at skriftens evige potentiale, uanset hvor skriften måtte postulere at være og at standse op, kun er en latent holden pause, altså at der altid tilbydes en potentiel fortsættelse, der kan vælges eller ikke vælges (fortielse). I ét aspekt kan man tillægge fortsættelsen den værdi, at intet værk (de sakrale kan vi da godt lade ligge på deres eget fløjl) tåler at blive statskanoniseret, hvormed der ellers permanent ville blive lukket af for afprøvning og testning af validitet og slidstyrke over tid. Et andet læserorienteret og tekstprocessuelt synspunkt kunne være: Tekstproduktionen er en potentiel motor af differentierede tilbud, hvor det valgte må konkurrere med andre ikke-realiserede muligheder, hvorved tekstens autoritet som endegyldig og entydig også kan antastes i læserkontrakten.
-----
Så værsgo at læse, Læser. Tilbyd dig og læs autoriteten ned!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar