Replik til Chr Stokbro Karlsen
En enkelt kommentar til præmissen, det destabile.
Jegets destabilitet er afledt af (om)verdenens destabilitet. De store determinanter i opløsning i den offentlige bevidsthed er: modernitetens faldne kybernatorer Gud, konge, fædreland dvs religionens fald fra evigheden, nationalstatens pressede enhed, globale trusler, klima, terror, det multikulturelle over for det monokulturelle, den globale selvdestruktion: muligheden for at brænde hele lortet af, afmonteringen af det private, de digitale bigbrother øjne, cyborg, udviklingen med alt hvad det indebærer… pardannelserne, som har fået pillet evigheden ud.
Forandringen af alt dette til et vaklende fæste lige fra det fysiske niveau til det eksistentielt individuelle plan. Og disse determinanter er ikke blot en sædvanlig nybølge i historien. Dette implicerer voldsommere end før individualiteten. Individet står i dette vaklende noget. Og det implicerer den fælles bevidsthed og må også implicere/anfægte/influere den individuelle bevidsthed whatsoever.
Og de fleste af førstnævnte determinanter er i den grad en del af det individuelle, da for hin enkelte hver især er det en individuel trussel, altså at globalisering er globalisering-for-mig at terror er terror-for- mig, og min (personlige) gud-er-død-for mig etc. Så er det jo en generel og personlig rystelse.
Og poetologisk vil jeg så lige dreje aspektet en anelse, mod sproget. Og helt banalt flg, som altså skal nævnes alligevel
Sprogets egne vilkår, det konnotative, det dobbelbundede og netop det ikke- en-entydige, forenkler ikke og komplicerer heller ikke verden. Det er blot og bart sprogets spilleregler. Det en-entydige kan ikke fastholdes. Vi er så at sige rystet på forhånd. Som i en cocktailshaker. Vi er i bevægelse på en vaklende klode. Og dertil det processuelle undvigende i sprogets egen udfoldelse i tid. Det er da osse en del af snurrepiberierne, i lighed med:
Og det iboende faktum at sproget er selvreferentielt, du definerer sproget med sprog, og vi derved befinder os i en slags systemisk fælde, da du selv er en del af den genstand du vil definere. Og et andet vilkår ved sproget, som også er determinerende er jo det komplementære, at sproget, de enkelte sætninger ikke kan tænkes uden at blive defineret og bestemt komplementært af konteksten- skyggeteksten ved siden af det vi nu behandler. Spooky ; det må give blinde vinkler og forhindre de rette ord i at blive modtaget.
Og et andet forhold ved siden af disse dobbelbundetheder som giver dissonans på ledningen- er enhver dekoreringslyst, metaforiseringerne, som ikke altid er opklarende, men snarere distancerende og bliver for mig poetologisk støj og på det nærmeste tilføjer – kommunikationsmæssigt et endnu flydende forhold til omverdens-kaosset. Og det er ikke bare i teknisk forstand. Det er ontologi. (jeg bestiller ikke andet selv end at at forsøge at bryde regelsæt, også dette. Så naturligvis går metafor i skidtet, osse denne replik.)
Og at det destabile jeg er en del af den destabile jord, som jeget befinder sig i og er en del af, er evident.
Spændende overvejelser, Knud. Et par hurtige spørgsmål herfra:
SvarSletHvis jeg forstår dig korrekt så er det primære i dine overvejelser forholdet mellem subjekt og verden - jf. indledning. Underneden ligger så sproget - som det nederste punkt i en trekant vendt på hovedet, hvis hierarkiet skal bevares. Men hvad med f.eks. sprogspillet, som både etablerer internt og eksterne referencer, og dermed også er med til at forme virkeligheden- er det ikke her at digtet skal sætte ind, et sted mellem virkelighed og leg, eller misforstår jeg dig, eller skal tekster bare have mulighed for at kunne det de vil (pluralistisk poetologi)?
Det er også interessant, når du hævder at metaforen er distancerende. Den klassiske egenskab ved metaforen er netop at den med få midler kan anskueliggøre tanken, og at den samtidig ikke kan parafraseres, ikke adækvat i al fald, men at betydningen måske udlægges i en længere forklarende tekst. Når du skriver at metaforen risikerer at blive metaforisk støj, betyder det så at tekstens ornamentering er sukkeret i kagen, men at det er kagens mere substantielle dele, der mætter, og dermed opfylder kagens formål - altså at blive mæt. Underforstået skal digtets primære tanke, hvis man kan tale om en sådan, være fri af orrnamentikken, eller kan tanken henlægges mere eller mindre i ornamentikken - altså er det ok at bage kager?
Henrik
Kære Henrik, jeg vender tilbage så snart jeg lige får gjort et par forpligtende ting, så som køkkentjeneste og geninstallere en gl lortecomputer, jeg har som ekstra-ekstra, ellers osse kommer den ud på møddingen. Knud
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletKære Knud, jeg læste din kommentar igen og måske jeg skal spørge lidt mere præcist. Det, du kalder distanceringen (metaforen), forstår jeg som digressionen eller uddybelse, altså en form for afledning fra det centrale, der ikke er negativ (men måske negativt valueret i din beskrivelse). Omvendt er sammenhængen mellem afvisningen af det centrale i subjekt forholdet, og sprogliggørelsen af det decentrale i metafor spørgsmålet faktisk identisk. Så for at spørge lidt mere præcist - uden kage med sukker, vil det ikke være en kage?
SvarSletHenrik
Henrik
En note, indledende påstande til metaforsnak. I al frisk hast 1.svar til Henrik T
SvarSlet1. der er en voldsom trang til at tænke i ligheder, man jævnfører i alm daglidags tale ansigtsligheder, og den musik minder mig dette og hint og den bils opbygning er specielt i sit design påvirket af fransk måde (citroën). Jævnføringerne er (a la comparatio) og det betyder at når der jævnføres skal så er går man efter pars (pars pro toto) for at kunne lave helheden. Det gælder i kategoriseringer og generaliseringer, som jeg nu så påstår er dirigeret af at tænke i ligheder,altså at tvinge noget principielt ikke identisk ind under samme hat. Lad os tage det Linnéske system, som i bund og grund er en projiceringer af pars pro toto, altså nu skal vi have bragt disse græsarter ind under samme hat, hvilket i øvrigt er praktisk og nødvendigt i en verden for at kommunikere og ikke fortabe os i kaos. Pars kan være at godt nok ligner bladene ikke hinanden, men det gør stænglerne, ergo sambringes de i samme familie, som var de beslægtede samme. Jamen Linné sammenbringer og kalder dem herefter beslægtede. Og dybest set er det projektion der vil lighed. Det gælder i udpræget grad det alm retoriske ønske og nødvendige ønske om at generalisere: vi har 3 spritbilister, alle rødhårede, og de kører galt …og så generaliseres der til det overliggende samle niveau, der hedder alle/mange rødhårede mænd har en tendens til at dyrke spritkørsel. Men min påstand er så at homologiseringer ontologisk er konstruktioner og projiceringer.( Godt nok stadig nødvendige for ikke at lande i Irineo Funes’s fortabelse i Mangfoldigheden . Detaljers detaljer. Vi skal jo kunne være her og tale –osse i samlebegreber). Og metaforerne – af alle slags –har som i ønsket om at samle divergenser op og sammenbinde disse det samme ønske og den samme karakter som den Linneske systematisering, hvor man anbringer ligheder sammen fornuftigvis, men man gør noget mere end PARS giver lov til, man handler som TOTO for i samme øjeblik, der er systematiseret sker der en overliggende familiedannelse. Nu er metaforer mange slags, og somme tider er det langt fra divergenser, der bringes sammen , og det kan nærme sig det metonymiske, (hvilket igen kan være problematisk, da det metonymiske vel direkte er en syntese af 2 separate størrelser, og så hovsa har vi et 3.
2. Metaforer kan være ornamentik, altså at billedplanet bliver en omvej, en dekorering af realplanet. Man ku sige ikke alene en distancering, en forsinkelse, en talen væk (fortsættes)
Kære Henrik, ka du bære over med trykfejl og deslige i min kommentar...jeg ville prøve at få rettet, men jeg ku ikke k
SvarSletKære Knud
SvarSletHvis jeg forstår dig rigtigt, så ønsker du at undgå generaliseringen, altså at poetik (eller Citröen'er) kan siges at tilhøre en specifik kategori, fordi kategoriseringen overser den prægnante forskel og det er forskellen, der er interessant; mao. en ikke-system tvang eller poetik pluralisme. Det er spændende, og spørgsmålet må så være, hvordan vi kan identificere en tekst skrevet af f.eks. netop Knud Steffen Nielsen, hvis altså navnet ikke står på omslaget, underforstået er der en personlig stil, der skinner igennem, hvis ikke poetikken skal kunne sige noget generelt om stilen (brug af f.eks. metaforer, digressioner etc.)?
Kh Henrik
jeg er stadig i tvivl om flere af de ting jeg har skrevet her som kommentarer, så jeg giver lige migselv og overvejelserne en tur i ovnen. Fx omkring det destabile jeg, hvilket betyder en mangel på dels skal vi sige fast orientering og dels på det niveau man ku kalde jegets faste grund. Som i mit univers er det sansende jeg. Tænker undertiden på måske er det et digt af franske Marie Albiach, der snakker om jeget som sultens sted eller noget i den henretning. Eller analogt, lettere udvidet i min version: smerten som jegets sted. At for mig er det en sansning der fæstner jeget(netop i en kropslig bevægelse). Hvorfra så om resten bør der tvivles.
SvarSletSå jeg taler ikke om attituderelativisme eller de mange jeg'er, men snarere om en suppe, hvor jeget pjasker rundt -uvis- og famlende, fordi "det" ikke kan andet. Og derfor -hvis jeg må være lidt flot i svinget- er mit skrive-aspekt skeptikerens. Og kan ikke være andet og derfor er det svært at være skråsikker i kæften.
der er en flok aspekter jeg ikke har besvaret både hos dig og hos Christian, og det må jeg se, om jeg kan råde bod på.
SvarSletDet ene er paradokset sprog versus verden, som for mig et og det samme, men man må jo tage en pind i munden og beskrive sprog og verden som ja adskilt, sålænge, man forsøger at tale om det und bla blabla. Paradokserne står i kø, uløseligt..
Måske er det ikke konklusionen, men processen der er interessant. Ideer behøver ikke at være finale, men måske bare skridt i en retning.
SvarSletAnyway, det er en uhyrlig kompleks diskussion, og nogle spændende indlæg, Knud. Glæder mig til at høre mere ved lejlighed.
Kh Henrik