Med øjet som hammer og pennen som mejsel
(mail-)interview med Flemming Lund
af Søren Sixten Lindskov Lund
Flemming Lund, født 1977
Digter, billedkunstner, musiker
SSLL:
Du debuterede i Hvedekorn nr. 1 2002 og har siden bidraget en del gange. Lars Bukdahl har i en yderst rosende portrætartikel kaldt dig Mr. Hvedekorn og kritiserer ved samme lejlighed de danske forlag for endnu ikke at have skrevet kontrakt med dig. Kommentarer dertil?
FL:
Jeg synes sgu også, at det er for ringe, hø hø, men jeg passer aldrig ind i forlagenes "profil", hvad end dette vil sige. Men jeg øjner nu en lysning for den videre Flemmingfærd; mine arbejder vil komme ud, på den ene eller anden måde. Håbet om læsere er i virkeligheden stærkere end håbet om frelse. Digtning er den hårdeste sport, jeg nogensinde har været i. Kampen slutter aldrig, der er ingen tilskuere eller medspillere, og dommerne er pisse stive på usmagelig dollarlikør. Og så sveder man enormt meget under aktionen.
SSLL:
Henrik Have, Ejler Nyhavn, Claus Carstensen, Knud Steffen Nielsen, Kaspar Kaum Bonnén, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Kasper Ejstrup, Knud Odde (m.fl. –og, kunne man tilføje: fra det store udanske udland: Patti Smith, David Lynch + mange, mange flere )… alle disses kunstneriske virke har, på hver deres vis, flere udtryksformer.
Er du primært digter eller hvordan er forholdet/vægtningen mellem (og din tilgang til?) dine kunstneriske udtryksformer?
FL:
Mit digtarbejde foregår primært i hovedet, medens maleriet og tegningen er fysiske størrelser. At skrive gør mig hypomanisk, speedy, at male og tegne får mig tilbage i kroppens jordbærbed. Mine plakater er oftest kommentarer til min digtning. I virkeligheden kan jeg jo slet ikke tegne, det er derfor det er pisse sjovt. Som digter har jeg ambitioner. Jeg bryder mig i virkeligheden ikke om ambitioner. At komponere musik er blot noget jeg kan, en medfødt ting, det er egentlig ikke noget, jeg brænder for. Som ung rockmusiker havde jeg da store planer og drømme, men ingen kunstnerisk integritet. Men der var sgu mere fisse i musikken, end i nogen andre kunstneriske discipliner (latter (fra et skamskudt mindreværd, der altid bærer indadvendte pølsehorn)). Poesien er min identitet, mit navn. Var jeg ikke digter, ville jeg være førtidspensionist.
SSLL:
Din fascination af og dit arbejde med skitser/fragmenter/”det rå/uslebne”/notater/udkast?
FL:
Alting er i virkeligheden blot skitser og udkast. Man kan altid gøre tingene på en anden måde. Det findes aldrig kun een vej, eller eet mål, aldrig kun eet rigtigt ord, een rigtig streg. Det er en floskel. Helstøbte OG porøse, er de bedste værker, fordi kunstnerne, som har skabt dem, er vaklende i tvivl. Tvivl er det, der bærer mig frem, det der gør, at jeg udvikler mig. Egon Schieles definitive skitser er den bedste tegnekunst, jeg kender til. Fordi de tvinger beskueren til selv at "tegne videre”. Derfor er hans skitserede kvinder erotiske.
SSLL:
Nogle ord om støj(-ens æstetik) i din skrift/kunst/musik?
FL:
Nej, Bruuuuuhhhhhhhhh.
SSLL:
Kan du uddybe begrebet ”positiv nihilisme”, som du opererer med?
FL:
Jeg tror ikke på politik som værende en forandrer, en fornyer. Politik er et maskebal for brølende kronhjorte ved skovsøer. Jeg tror derimod på kunsten. Kunst får mennesket til at tænke selv, til at undre sig. Dansk politik gør mig desillusioneret og deprimeret. Min positive (pop)nihilisme er funderet i denne desillusion, men ud af dette kolde bål kan der skabes frit. Hvis alt alligevel er gennemsyret af magtliderlighed og tomme løfters tal, hvis politikerne kan manifestere det mest afskyelige i mennesket, ja så kan jeg sgu tillade mig at manifestere hvad som helst. At skabe uden mening, er positivt, hvis det modsatte er u-skabelse. At fortsætte livet uden mening, er positivt, hvis det modsatte er døden. At høre Søren Pind udtale sig, er som at få stukket en kaktus ind i øret, hø hø, og hvis jeg en dag møder Villy Søvndal, så vil jeg sgu forsøge at købe en af hans kære, tror egentlig godt, jeg kan få råd til det.
SSLL:
Købe en af hans kære?
FL:
Søvndal vil sælge sin mor for at få magt.
SSLL.
Du har boet i Island og studeret norrøne skrifter?
FL:
Da jeg rejste til Island for første gang, i 1999, havde jeg en tung sorg med i rygraden. Island helede noget af denne sorg. Her fandt jeg ud af, at jeg var digter. Jeg blev forelsket i Island øjeblikkeligt, og onanerede da også flittigt på marker, i bjergpas og dale (jeg følte det altid som et samleje). Det lyder meget romantisk det hele. Og det var det også. Alt på Island har en historie, og islændingene kender den; hver eneste sten, hver eneste søpapegøje, hver eneste boblende zinkhul. Tager du pis på naturen, så dræber den dig. Den arnamagnæanske håndskriftsamling burde alle kunstnere opleve. Med den i syne, får man en brugbar ydmyghed overfor kunsten. Håndskrifterne er ånd, lekture, æstetik, og jeg glemmer aldrig den glæde og taknemmelighed, de gav mig.
SSLL:
Fuldfør sætningen: ”Bukowski og Sisyfos mødes på en bar…”
FL:
'Hey Sissy...Den sten, du slæber rundt på, er intet imod mine to', siger digteren langsomt, og skodder så sin lowbudget-cigar i sidemandens øl.
SSLL:
Titlen på en eventuel fremtidig børnebog fra din hånd?
FL:
Kaptajn Kork & Den Etniske Vaskebjørns Nej Tak.
SSLL:
Hvad arbejder du på for tiden?
FL:
Romanen "Vælinghistorier & Omegn", samt digtsamlingen "Åkanden Havde Ret". Og så arbejder jeg med tegninger til min kommende udstilling i Rumkammerat på Nansensgade (fernis og bogreception den 7. oktober 2011 -kom glad forbi og kys det irrationelle!).
SSLL:
Ellers noget?
FL:
Næh.
Søren Sixten Lindskov Lund, født 1977
Bidragyder til Hvedekorn siden 2007
Ingen kommentarer:
Send en kommentar