Mit møde med Hald
En undvigende tekst
Af Knud Steffen Nielsen
Begrebet aura, det kunne være stedets ånd, og dertil og vel altid de mennesker, der er på dette sted. I denne sammenhæng kunne det være, hvad jeg vil kalde den peterske ånd. For et steds aura er nødvendigvis mere end blot et steds. Og stedet er naturligvis også ladet i kraft af sine personer. Ligesom det historiske vingesus og hændelser betinger stedet. Stedet er Hald, Forfatter- og Oversættercenteret. Og et af de meget vigtige mennesker omkring det var netop Peter Seeberg.1
Mit første reelle møde med Hald skriver sig tilbage til oktober 1998, hvor jeg var blevet indkaldt for at indtræde i en af de haldske institutioner, nemlig Arkiv for Ny Litteratur, som jeg absolut ikke vidste, hvad var. Jeg vidste langt mindre, hvilke andre dele huset bestod af. Og det har næsten taget den mellemliggende periode at finde ud af. For vi taler om et kinesisk æskesystem, stort i antal og måske heller ikke helt tydeligt afgrænset i forhold til hinanden: Den Litterære Institution uss, Arena, Hald, Arkivet, Styregruppe, alle med hver deres bestyrelser og repræsentantskaber, og med diverse links til Syddansk Universitet, Statsbiblioteket, Viborg Kultursamvirket; dertil mindre organiseringer, knopskudt ud af de førstnævnte institutioner: Tårnsamtaler, Bogdag, Det litterære folkekøkken, registrantforskere, refugiedelen, de mere lokale foreteelser.2 Er man forvirret? Det kan blive meget værre.
Men hvem kunne vide det en kold efterårsdag i 1998 på ryggen af en ged og med sovs i lommerne, eller hvordan det nu var. Jeg skal antyde lidt om pågældende aften.
Jeg oplevede en masse modstridende ting den oktoberaften jeg stillede på Hald og efter venlig forespørgsel skulle indgå i bestyrelsesarbejdet. Til stede i riddersalen var Poul Vad, Vagn Lundby, Henrik Have, Peter Seeberg, Leif Hjernøe og Hans Otto Jørgensen. Sidstnævnte var indkaldt sammen med undertegnede for at tage over i Arkivet og i Arena. Dertil kom den gamle centerleder og den nye, Erling (Greve) og Peter (Rannes), som først skulle hentes ind, efter de indledende ophedede punkter var gennemdrøftet, om end ikke overstået.
Et hus noget i splid med sig selv, fornemmede man. Arkivet var oprindelig opstået som den ene halvdel af forlaget Arena, og er det stadig, men fik snart flere og flere selvstændige områder, ikke bare musealt, som navnet peger på, men også som en aktiv litterær medspiller og med forskningsansvar som den sidste ekspansion.
Det modsatrettede i huset, en spøgelsesagtig modstand, kendte jeg langt mindre end de litterære æsker og ansigter. Det knagede, men holdt, skulle det vise sig. Aftenen sluttede med, ikke et festskrift, men et ultimativt kampskrift, der antydede, at hvis ikke alle i og omkring huset artede sig, så... eller citeret direkte fra aktstykket:
Som bekendt var Arkiv for Ny Litteratur grundlag for, at der overhovedet opstod en litterær institution på Hald Hovedgaard, og det er vores opfattelse, at både Arkivet og Hald vil kunne have glæde af en fortsat sameksistens.
Forudsætningen er, at der tilføres arkivet de midler, som er nødvendige for dets virksomhed.
Det indebærer en administration af selve det fysiske arkiv på Hald og de fortsatte litterære arrangementer, som udgår fra arkivets forfatterkreds. [...] Hvis vi stadig skal kunne se arkivets fremtid knyttet til Hald Hovedgaard, må disse betingelser kunne opfyldes.
Ordene gengiver ikke den iltre stemning. Og ultimatummets betingelse afspejler slet ikke det skæbnesvangre, der afgjort var tale om.
Jeg fornemmede også, at det ikke bundede så meget i saglige forhold som i småtterier og personfnidder.
Pludselig og ganske kort efter mødestart beder Poul Vad mig om at være ordstyrer. - Jo, hvis det drejer sig om at holde øje med, hvem og hvilken rækkefølge folk melder sig i talerækken, så var det ok for mig, fik jeg da sagt. — Nej, du skal styre og referere og konkludere, lød det. Det brød jeg mig ikke ret meget om. Men det var ikke en lodret forespørgsel. Det var en ordre. Jeg kendte stort set ikke personerne ud
over som navnestof fra aviserne og så titler og stof fra deres litterære produktion.
Jeg opførte så den enakter, jeg følte, jeg var blevet anbragt i, nemlig at dirigere disse gode mennesker rundt ved næsen med en stedlig autoritet jeg af gode grunde ikke kunne have. Men jeg konkluderede, jeg refererede, jeg sang en sang eller to, og det var så det. Så var der lige pludselig tid til spisning.
Efter det kulinariske lagde Poul Vad og Peter Seeberg slutteligen - efter at førstnævnte længe havde vandret rundt på gulvet højt formulerende — op til det nævnte ultimative stykke papir, de forsamlede alle skulle skrive under på. Jeg signerede også, stadigvæk lidt som en del af fiktionen, for forhistorien og trakasserierne lå stadig hen i tåge, hvor den sådan set stadig ligger, og så pakkede jeg mine sætstykker sammen og modtog Peters smukke ord.
Ret meget mere end det vil jeg ikke sige. Han drillede i tillæg med den fornyelse, der havde været talt om som en nødvendighed, men i alder repræsenterede Hans Otto Jørgensen og endnu mindre jeg ikke ret meget foryngelse i forhold til f.eks. Henrik Have, der vist netop var den, der havde talt mest om foryngelse.
Det særlige sted, som er Hald, litteraturen, samværet, inspirationen, ladede helt fra begyndelsen rummene — sammen med naturplaceringen, den nære med parkanlægget, orangerierne, og hele området med sø, skov og bakker... og lad os så bare sige det igen: maden, fantastisk mad, som skal og bør nævnes hver gang.3
Stedets ånd, som jeg altså erkender er der, korresponderede fint med det skæbnesvangre, j eg følte den aften. Og når nu emnet stedets ånd berøres igen og det endda på en herregård, en bestemt en af slagsen, så er det mere end dette sammenrend af historicitet og summen af de beåndede folk, der har talt og givet energi til hinanden (når de altså ikke lige bed hovederne af hinanden). For i sammenrendet må man heller ikke underkende det arkitektoniske: at nogle køkkenvægge og en loftshøjde i f.eks. en riddersal gør noget ved menneskebørnenes tale. Vi er oven i købet på det femte Hald, hvis fysiske placering er et andet end det første.
Kan man flytte aura? Går en sådan tilbage til det Hald, der lå flere kilometer fra det nuværende? Flytter et eller andet herregårdsspøgelse med? Begivenhederne er sket og lagret. Potensen i stedet, potensen i det litterært historiske, af det historisk historiske, suset af kontinuitet. Stedet i sig selv kan man stadig slet ikke tale om. Det er ikke en sum, der kan adderes frem, som jeg ellers lige har forsøgt. Man kan måske skyde sig ind på og cirkle og nærme sig grøden. For et sted erobres sædvanligvis, som når man hvor som helst tager et stykke jomfruelig j ord i besiddelse og indtager det; altså vi slår lige et telt op på en brakmark, og vupti er stedet mit. Stedet kan rituelt genindvies efter længere tid som gården, der i stolthed bliver afmalet eller luftfotograferet fra den lille enmotors.
Det er alle fortællingerne, potentialet for nye gode samtaler på stedet, og en og anden vil kunne sige, at det hele kunne finde sted et hvilket som helst andet sted. Men det, der er sket, kan jo ikke genopføres og kan ikke gentages et andet sted, for så ville det netop være noget andet. Og enhver kan jo i øvrigt kun være på ét sted ad gangen. Det kan altså ikke testes.
Man kunne begynde at stille spørgsmålene fra en anden vinkel. Skrives der specielle bøger på Forfatter- og Oversættercenteret? Måske kunne man få en lille fornemmelse ved at gå hen på hylden for Hald-skrevne bøger i pejsestuen. Viser der sig et særligt klima for diskussion? Ville de samme ideer så blive tænkt og skrevet, og ville den litteraturpolitiske diskussionsbølge rulle på samme måde her som hist. Og svaret findes naturligvis ikke. — Den følsomme læser mærker teksten bevæge sig lettere undvigende af sted.
Man kan fysisk beskrive genstande i rummet, og snart ville man vide, at også genstande har sin narrativitet, de er forbundne med de personer, der har brugt og slidt tingene. Og gryderne i køkkenet kunne tale som i Svinedrengen om mangt og meget. De ville måske kunne mere end blot udpege, hvad naboen skal have at spise, og ville endda kunne udsige, hvad den totale historie med pionerånd, vilje, modstand og hele pivtøjet har været.
Det er svagere argumenter. Alt i denne verden er fortløbende, og alligevel må vi med forestillingsevnen prøve at se, hvad det er for noget, vi har foran os, for det løber jo i tid i den tid, vi er underlagt. Foreløbig kunne man tilføje, at Hald fem gange har ladet hånt om irreversibiliteten. Som gårdskatten, der gennem mange år har heddet det samme og naturligvis ligner sig selv, men som vi godt i realiteten ved er en endeløs serie af skabede katte, der permanent tager over fra forgængeren, når tid er og fortsætter tilsynet med pladsen. De, der satte det hele i gang, og som nu er døde, er de der stadig i en eller anden forstand? I hvert fald er navnene en del af Halds levende maskineri. Den forløbende tid har åbenbart her en særlig kraft til at overvinde, hvad der måtte komme på tværs.
Mit møde med Peter Seeberg skulle være min teksts ærinde og afsæt - og skulle omhandle min personlige tilgang til Hald. Det var noget meget personligt. Han takkede for noget, jeg ikke vidste, hvad var, men måske var det »noget«, som man kunne lytte sig til ved siden af dagens officielle dagsorden, en slags testamentarisk ønske, en næsten uudsagt sidste vilje, om at stedet var her. Det blev en sidste hilsen. Og stedet havde, skulle man tro, forudanet, at det var sådan, og at det skulle blive hans sidste møde her. Peter Seeberg døde 3 måneder efter, i januar 1999. Og stedet var og er her.
Hin enkelte, der har været på stedet og så at sige har følt auraen, det unævnelige, vil vide, at nævner man det unævnelige, så forsvinder det. Derfor vil jeg kun tilføje, at noget skal erfares, andet skal læses og noget tredje opleves. Men selv det kan pist forsvinde.
Noter
1. Peter Seeberg og K.E. Hermann var de to pionerer, der så mulighedernei Hald. Senere kom Poul Borum og Flemming Ettrup til som idemænd
bag centeret Hald Hovedgaard, der så siden årtusindskiftet er blevet til
Det danske Forfatter- og Oversættercenter.
bag centeret Hald Hovedgaard, der så siden årtusindskiftet er blevet til
Det danske Forfatter- og Oversættercenter.
Redaktion: Maria Davidsen, Jørgen Åbenhus og Anne-Marie Mai
Ingen kommentarer:
Send en kommentar