SELVPORTRÆT PÅ AMERIKANSK
Begyndelsens gift er den værste og stort set
umulig at komme uden om. Den er der fra starten
fra det øjeblik, verden skilles ad
i et syn
for guder, man sent glemmer.
Tag nu en blomst. Nej, den hopper vi ikke på.
En rose?, Nej, den er for brugt.
En ørkenrose? Og John Wayne kommer
rustent ud af skabet (med hængelås) og alle bøsser
og løse skud – i tågen.
Det er for trivielt.
Som om giften langsomt breder sig
holdt op imod en håndfuld prosa, hænderne op
eller bukserne ned. Det er trivielt, du ved
sådan som mænd ser det. Stirrende undertrøjer.
En stille forurening og du knækker i det
jeg hoster ikke ligefremt smukt, men det er kroppen
der vil af med mig nu. Jeg dufter et ophør,
og man får snart sagt kræft af hvad som helst
livet, ikke mindst.
Ingen har nogensinde skullet hilse derfra
og dog: John Wayne, han haltede og lignede
én der havde snust til dødens røvhul.
(havde han set en ægte neger, ville han løbe
skrigende bort, med bøssen mellem benene,
havde han set rødt, ville han plaffe løs)
Det er begyndelsens gift, dens gave
sproget der oversætter os fra
døden til vi skilles for vore blå øjnes,
erfaringer der høstes
for et syns
skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar