RELEASE, release me![]()
STANDART 09: Jonathan Nielsens anmeldelse fra forrige bog: Det gør ikke rigtigt ondt på fisk.
Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
torsdag den 30. juni 2011
Den gamle samling Farven Godot. Faldt over Poul Borums kritikernotater somewhere til den.
Et par år efter eller så skrev han til mig og sagde, at jeg skulle kalde min næste samling for TIL VIDERE, (fordi jeg overvejede at kalde den Indtil videre.) PB's titelforslag har jeg så liggende til
gode tider.
onsdag den 29. juni 2011
tirsdag den 28. juni 2011
Foto af Henrik Have (taget af Janus Kodal)
Nå, jeg kan fortsætte en anden gang, når vi skal berøre dansk poesi uden om al alsang, skiøn skønsang og skamridte spor, trut i 1805-Guldhorn, som stadig sælges som var det guld, kurs 2011. Det var/er det ikke. Chr.X var endikke embryo eller hans fader eller tegning dertil i attenhundredeognuldutfem. Badevandet skyller, men har intet at skylle ud.
søndag den 26. juni 2011
ORDINÉR NYE KROPPE. Den skamløse tid. Og som det københavnske forlagshøjhus reklamerer vi osse. Uden blusel. Så nu er De, kære læser, advaret.
Begyndelsen fra Weekendavisen -sidste gang en samling herfra kom ud. For hin enkelte interesserede er der link til hele sagen![]()
Line-Maria Lång i Portugal. Her uddrag fra fotoserien.
Sporvogne:
Der er noget, der gør sporvogne svære et skrive om. Deres indbyggedepoesi. Dunrende, bumlende. Lugten af benzin. Stykker af gul maling,
man finder på jorden. Det er sjældent man står overfor en chauffør og
kan sige: ”Jeg skal til slottet!”
Og: En blind mand på vej mod sporvognen. Eller ”Can't stop machine,”
som der står på siden af vognen.
Biblioteksreklame.
Titel
Kortprosa 1999 /redaktion: Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen. -1. udgave
Noter
Bidrag af: Peter Adolphsen, Niels Bache, Claus Beck-Nielsen, Efie Beydin, Jens Blendstrup, Thomas Boberg, Klavs Bondebjerg, Per Åge Brandt, Mads Brenøe, Helle Merete Brix, Jeppe Brixvold, Niels Brunse, Suzanne Brøgger, Lars Bukdahl, Claus Carstensen, Camilla Christensen, Harald Voetmann Christiansen, Ingvar Cronhammar, Sven Dalsgaard, Christian Dorph, Inge Eriksen, Niels Frank, Lars Frost, Rolf Gjedsted, Simon Grotrian, Vibeke Grønfeldt, Katrine Marie Guldager, Martin Hall, Bo hr. Hansen, Else Tranberg Hansen, Niels Hav, Merete Pryds Helle, Lene Henningsen, Christina Hesselholdt, Peer Hultberg, T.S. Høeg, Per Højholt, F.P. Jac, John Bang Jensen, Louis Jensen, Petur Jensen, René Jean Jensen, Thøger Jensen, Kim Johannessen, Kirsten Justesen, Pia Juul, Hans Otto Jørgensen, Per Kirkeby, Janus Kodal, Ole Korneliussen, Thomas Hvid Kromann, Hans-Erik Larsen, Peter Laugesen, Pablo Henrik Llambias, Vagn Lundbye .
Niels Lyngsø, Svend Åge Madsen, Viggo Madsen, Eske K. Mathiesen, Ib Michael, Mette Moestrup, Henning Mortensen, Carsten René Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Lone Munksgaard Nielsen, Helle Nyberg, Ursula Andkjær Olsen, Inga Pedersen, Per Petri, Jytte Rex, Jokum Rohde, Ulla Ryum, Charlotte Titika Røtkjær, Christian Skov, Jan Sonnergaard, Frederik Stjernfelt, Nicolaj Stochholm, Morten Søndergaard, Jens Smærup Sørensen, Knud Sørensen, Preben Major Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Kirsten Thorup, Tomas Thøfner, Poul Vad, Morti Vizki, Niels Vørsel, Maj-Britt Willumsen, Kim Fupz Åkeson .
Niels Lyngsø, Svend Åge Madsen, Viggo Madsen, Eske K. Mathiesen, Ib Michael, Mette Moestrup, Henning Mortensen, Carsten René Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Lone Munksgaard Nielsen, Helle Nyberg, Ursula Andkjær Olsen, Inga Pedersen, Per Petri, Jytte Rex, Jokum Rohde, Ulla Ryum, Charlotte Titika Røtkjær, Christian Skov, Jan Sonnergaard, Frederik Stjernfelt, Nicolaj Stochholm, Morten Søndergaard, Jens Smærup Sørensen, Knud Sørensen, Preben Major Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Kirsten Thorup, Tomas Thøfner, Poul Vad, Morti Vizki, Niels Vørsel, Maj-Britt Willumsen, Kim Fupz Åkeson .
Her finder du "Kortprosa 1999"
Silkeborg Bibliotekerne , Hostrupsgade 41A , 8600 Silkeborg . Tlf. 87 22 19 00 N 56° E 9°
lørdag den 25. juni 2011
fredag den 24. juni 2011
Min bosniske ven Hakija Karic og lidt bloggermand, foto sendt af den cypriotiske forfatterinde, Beste Sakali, sendt fra London for to minutter siden. Tænk. Tænk globalt, handl lokalt, lidt derhenad
Beste Sakallıs billeder - Tetova/Kalkandelen
Billede 6 af 17 Tilbage til album · Bestes billeder · Bestes profil
Hvis en blog har en bagside som en avis har, og et blogmagazine som dette vel ligner, og det er så dette, altså en magazinbagside, hvor tegneserier og sjove skilte og den slags bliver anbragt. Dette er en bagside.Og livet går videre.
Gæst Erik Kock Om Product Placement versus Person Placement/ks
 | David Lynch replying to a question about calling product placement in films 'bullsh!t.' 00:01:27 Tilføjet den 10-11-2008 40.520 visninger |  |
Jeg prøvede at spørge denne mand om Person Placement, men mine akkreditiver gav mig kun adgang til toilettet og en kop kaffe uden småkage - "No brains, no biscuit", som de sagde
onsdag den 22. juni 2011
Anna Skau, klumme.
Jun
Den franske filosof (med meget mere) Voltaire er ofte blevet krediteret for citatet ”jeg er uenig i hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det”.
I den nuværende meningsdebat er det desværre kun første halvdel af sætningen, der respekteres. I smagløs taktisk spin svines alle kritikere på deres karakter og bevæggrunde.
Hvis Marlene Wind udtaler, at grænseaftalen er valgflæsk, der appellerer til den indre svinehund, kaster Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og Søren Pind sig frådende i struben på hende og angriber hende på ordvalget. Wind udtalte ved samme lejlighed for øvrigt, at grænseaftalen stred imod EU-retten til den frie bevægelighed og de aftaler, der er truffet i forhold til Europa. Faktisk et emne, hun ved noget om.
Ved at gå på Winds person og eventuelle politiske tilhørsforhold kommer man på ussel vis udenom at forholde sig til kernen i kritikken: Regeringen har – for at kunne få sin pludselige, akutte lyst til efterlønsreformer igennem – givet DF en luns symbolpolitik, der ikke er praktisk gennemførlig i forhold til de aftaler, vi allerede har truffet med Europa. Vi har endnu til gode at få en forklaring på, hvordan man agter at få det nationalpolitiske hensyn til DF kringlet igennem EU.
Hvis TV2 News spørger Anders Samuelsen ind til kritikken af topstyring i partiet eller hans manglende fremmøde i det byråd, han er demokratisk valgt til, reagerer LA-lederen med en ”morsomhed” om, at politisk redaktør Henrik Qvortrup da vist er storforbruger af kokain.
Bevares også en måde at slippe uden om at besvare relevante spørgsmål på. Vi har stadig ikke fået at vide, hvorfor Samuelsen ikke mener at skulle respektere sit valg til kommunalbestyrelsen. Så taktikken fra Team Saxo Bank er jo lykkedes.
Når den tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen sammen med Tysklands viceudenrigsminister Werner Hoyer advarer mod at ”lege med nationalismens ild” i forbindelse med øget grænsekontrol, skyder Pia Kjærsgaard igen med et ”…ambassadøren messer … om følelsesladet nationalisme. Ak ja, pudsige ord fra en tysk ambassadør, hvis lands historie ellers har budt på en del følelsesladet nationalisme med triste konsekvenser.”
Igen slap Kjærsgaard uden om at forholde sig til kernen i kritikken. For nu har hun perfidt gjort opmærksom på, at man ikke kan tage en mand alvorligt, der kommer fra et land, som for 71 år siden invaderede Danmark.
Selvfølgelig skal enhver debattør kunne stå op for en rask diskussion omkring meninger og analyser. Det er slet ikke der, jeg vil hen.
Marlene Wind var overdrevent skarp i sit ordvalg. Men var spørgsmålet til Anders Samuelsen om, hvorfor han ikke passer den post, han er valgt til i Horsens, ikke yderst relevant? Det har da om noget en masse at gøre med politik. Og er det ikke oplagt at lytte til kritik fra en tysk ambassadør og en tysk viceudenrigsminister, når det er ved netop den tyske grænse, der skal stilles yderligere toldere op?
Det, jeg ikke bryder mig om ved de skarpe personudfald, vi efterhånden dagligt møder fra politisk hold mod debattører eller eksperter, der er uenige, er, at politikerne ikke går efter bolden. De går udelukkende efter at mistænkeliggøre, sværte og stække manden.
Debatniveauet er på skolegårdsniveau. Årsagen til, at Lasse fik 02 i fysik, er, at læreren er fuld af lort og ikke kan fordrage ham. Årsagen til, at Andrea rækker hånden op så ofte i dansktimen er, at hun tror, hun er bedre end os andre. Årsagen til, at lille Luna igen er blevet sendt uden for døren er, at hende ved siden af hviskede.
Personligt ansvar og fokus på sagens kerne efterlyses.
Kan vi få en forholden os til, at Lasse ikke leverede en ordentlig præstation, at Andrea bare godt kan lide dansk – og at Luna hviskede først.
Søren Pind og Pia Kjærsgaard mangler stadig at svare på, hvordan de mener at kunne gennemføre grænsekontrollen i EU-regi.
Anders Samuelsen har stadig ikke forklaret, hvorfor han ikke passer sit folkevalgte arbejde i Horsens.
Pia Kjærsgaard har stadig ikke forholdt sig til fremtrædende tyskeres kritik af leg med nationalismens ild.
Voltaire er også krediteret for mange andre citater, eksempelvis at ”det er meget farligt at have ret i ting, hvor store folk tog fejl”.
Måske værd at trøste sig ved for de debattører, der er blevet sværtet – og for de politikere, der er gået bort fra at tale politik og meninger og kun satser på at klippe benene på Jacob i skolegården, lige før han scorer.
I den nuværende meningsdebat er det desværre kun første halvdel af sætningen, der respekteres. I smagløs taktisk spin svines alle kritikere på deres karakter og bevæggrunde.
Hvis Marlene Wind udtaler, at grænseaftalen er valgflæsk, der appellerer til den indre svinehund, kaster Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og Søren Pind sig frådende i struben på hende og angriber hende på ordvalget. Wind udtalte ved samme lejlighed for øvrigt, at grænseaftalen stred imod EU-retten til den frie bevægelighed og de aftaler, der er truffet i forhold til Europa. Faktisk et emne, hun ved noget om.
Ved at gå på Winds person og eventuelle politiske tilhørsforhold kommer man på ussel vis udenom at forholde sig til kernen i kritikken: Regeringen har – for at kunne få sin pludselige, akutte lyst til efterlønsreformer igennem – givet DF en luns symbolpolitik, der ikke er praktisk gennemførlig i forhold til de aftaler, vi allerede har truffet med Europa. Vi har endnu til gode at få en forklaring på, hvordan man agter at få det nationalpolitiske hensyn til DF kringlet igennem EU.
Hvis TV2 News spørger Anders Samuelsen ind til kritikken af topstyring i partiet eller hans manglende fremmøde i det byråd, han er demokratisk valgt til, reagerer LA-lederen med en ”morsomhed” om, at politisk redaktør Henrik Qvortrup da vist er storforbruger af kokain.
Bevares også en måde at slippe uden om at besvare relevante spørgsmål på. Vi har stadig ikke fået at vide, hvorfor Samuelsen ikke mener at skulle respektere sit valg til kommunalbestyrelsen. Så taktikken fra Team Saxo Bank er jo lykkedes.
Når den tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen sammen med Tysklands viceudenrigsminister Werner Hoyer advarer mod at ”lege med nationalismens ild” i forbindelse med øget grænsekontrol, skyder Pia Kjærsgaard igen med et ”…ambassadøren messer … om følelsesladet nationalisme. Ak ja, pudsige ord fra en tysk ambassadør, hvis lands historie ellers har budt på en del følelsesladet nationalisme med triste konsekvenser.”
Igen slap Kjærsgaard uden om at forholde sig til kernen i kritikken. For nu har hun perfidt gjort opmærksom på, at man ikke kan tage en mand alvorligt, der kommer fra et land, som for 71 år siden invaderede Danmark.
Selvfølgelig skal enhver debattør kunne stå op for en rask diskussion omkring meninger og analyser. Det er slet ikke der, jeg vil hen.
Marlene Wind var overdrevent skarp i sit ordvalg. Men var spørgsmålet til Anders Samuelsen om, hvorfor han ikke passer den post, han er valgt til i Horsens, ikke yderst relevant? Det har da om noget en masse at gøre med politik. Og er det ikke oplagt at lytte til kritik fra en tysk ambassadør og en tysk viceudenrigsminister, når det er ved netop den tyske grænse, der skal stilles yderligere toldere op?
Det, jeg ikke bryder mig om ved de skarpe personudfald, vi efterhånden dagligt møder fra politisk hold mod debattører eller eksperter, der er uenige, er, at politikerne ikke går efter bolden. De går udelukkende efter at mistænkeliggøre, sværte og stække manden.
Debatniveauet er på skolegårdsniveau. Årsagen til, at Lasse fik 02 i fysik, er, at læreren er fuld af lort og ikke kan fordrage ham. Årsagen til, at Andrea rækker hånden op så ofte i dansktimen er, at hun tror, hun er bedre end os andre. Årsagen til, at lille Luna igen er blevet sendt uden for døren er, at hende ved siden af hviskede.
Personligt ansvar og fokus på sagens kerne efterlyses.
Kan vi få en forholden os til, at Lasse ikke leverede en ordentlig præstation, at Andrea bare godt kan lide dansk – og at Luna hviskede først.
Søren Pind og Pia Kjærsgaard mangler stadig at svare på, hvordan de mener at kunne gennemføre grænsekontrollen i EU-regi.
Anders Samuelsen har stadig ikke forklaret, hvorfor han ikke passer sit folkevalgte arbejde i Horsens.
Pia Kjærsgaard har stadig ikke forholdt sig til fremtrædende tyskeres kritik af leg med nationalismens ild.
Voltaire er også krediteret for mange andre citater, eksempelvis at ”det er meget farligt at have ret i ting, hvor store folk tog fejl”.
Måske værd at trøste sig ved for de debattører, der er blevet sværtet – og for de politikere, der er gået bort fra at tale politik og meninger og kun satser på at klippe benene på Jacob i skolegården, lige før han scorer.
Gæstebloggerinterview: Søren Sixten interviewer Flemming Lund fra d.d.
Med øjet som hammer og pennen som mejsel
(mail-)interview med Flemming Lund
af Søren Sixten Lindskov Lund
Flemming Lund, født 1977
Digter, billedkunstner, musiker
SSLL:
Du debuterede i Hvedekorn nr. 1 2002 og har siden bidraget en del gange. Lars Bukdahl har i en yderst rosende portrætartikel kaldt dig Mr. Hvedekorn og kritiserer ved samme lejlighed de danske forlag for endnu ikke at have skrevet kontrakt med dig. Kommentarer dertil?
FL:
Jeg synes sgu også, at det er for ringe, hø hø, men jeg passer aldrig ind i forlagenes "profil", hvad end dette vil sige. Men jeg øjner nu en lysning for den videre Flemmingfærd; mine arbejder vil komme ud, på den ene eller anden måde. Håbet om læsere er i virkeligheden stærkere end håbet om frelse. Digtning er den hårdeste sport, jeg nogensinde har været i. Kampen slutter aldrig, der er ingen tilskuere eller medspillere, og dommerne er pisse stive på usmagelig dollarlikør. Og så sveder man enormt meget under aktionen.
SSLL:
Henrik Have, Ejler Nyhavn, Claus Carstensen, Knud Steffen Nielsen, Kaspar Kaum Bonnén, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Kasper Ejstrup, Knud Odde (m.fl. –og, kunne man tilføje: fra det store udanske udland: Patti Smith, David Lynch + mange, mange flere )… alle disses kunstneriske virke har, på hver deres vis, flere udtryksformer.
Er du primært digter eller hvordan er forholdet/vægtningen mellem (og din tilgang til?) dine kunstneriske udtryksformer?
FL:
Mit digtarbejde foregår primært i hovedet, medens maleriet og tegningen er fysiske størrelser. At skrive gør mig hypomanisk, speedy, at male og tegne får mig tilbage i kroppens jordbærbed. Mine plakater er oftest kommentarer til min digtning. I virkeligheden kan jeg jo slet ikke tegne, det er derfor det er pisse sjovt. Som digter har jeg ambitioner. Jeg bryder mig i virkeligheden ikke om ambitioner. At komponere musik er blot noget jeg kan, en medfødt ting, det er egentlig ikke noget, jeg brænder for. Som ung rockmusiker havde jeg da store planer og drømme, men ingen kunstnerisk integritet. Men der var sgu mere fisse i musikken, end i nogen andre kunstneriske discipliner (latter (fra et skamskudt mindreværd, der altid bærer indadvendte pølsehorn)). Poesien er min identitet, mit navn. Var jeg ikke digter, ville jeg være førtidspensionist.
SSLL:
Din fascination af og dit arbejde med skitser/fragmenter/”det rå/uslebne”/notater/udkast?
FL:
Alting er i virkeligheden blot skitser og udkast. Man kan altid gøre tingene på en anden måde. Det findes aldrig kun een vej, eller eet mål, aldrig kun eet rigtigt ord, een rigtig streg. Det er en floskel. Helstøbte OG porøse, er de bedste værker, fordi kunstnerne, som har skabt dem, er vaklende i tvivl. Tvivl er det, der bærer mig frem, det der gør, at jeg udvikler mig. Egon Schieles definitive skitser er den bedste tegnekunst, jeg kender til. Fordi de tvinger beskueren til selv at "tegne videre”. Derfor er hans skitserede kvinder erotiske.
SSLL:
Nogle ord om støj(-ens æstetik) i din skrift/kunst/musik?
FL:
Nej, Bruuuuuhhhhhhhhh.
SSLL:
Kan du uddybe begrebet ”positiv nihilisme”, som du opererer med?
FL:
Jeg tror ikke på politik som værende en forandrer, en fornyer. Politik er et maskebal for brølende kronhjorte ved skovsøer. Jeg tror derimod på kunsten. Kunst får mennesket til at tænke selv, til at undre sig. Dansk politik gør mig desillusioneret og deprimeret. Min positive (pop)nihilisme er funderet i denne desillusion, men ud af dette kolde bål kan der skabes frit. Hvis alt alligevel er gennemsyret af magtliderlighed og tomme løfters tal, hvis politikerne kan manifestere det mest afskyelige i mennesket, ja så kan jeg sgu tillade mig at manifestere hvad som helst. At skabe uden mening, er positivt, hvis det modsatte er u-skabelse. At fortsætte livet uden mening, er positivt, hvis det modsatte er døden. At høre Søren Pind udtale sig, er som at få stukket en kaktus ind i øret, hø hø, og hvis jeg en dag møder Villy Søvndal, så vil jeg sgu forsøge at købe en af hans kære, tror egentlig godt, jeg kan få råd til det.
SSLL:
Købe en af hans kære?
FL:
Søvndal vil sælge sin mor for at få magt.
SSLL.
Du har boet i Island og studeret norrøne skrifter?
FL:
Da jeg rejste til Island for første gang, i 1999, havde jeg en tung sorg med i rygraden. Island helede noget af denne sorg. Her fandt jeg ud af, at jeg var digter. Jeg blev forelsket i Island øjeblikkeligt, og onanerede da også flittigt på marker, i bjergpas og dale (jeg følte det altid som et samleje). Det lyder meget romantisk det hele. Og det var det også. Alt på Island har en historie, og islændingene kender den; hver eneste sten, hver eneste søpapegøje, hver eneste boblende zinkhul. Tager du pis på naturen, så dræber den dig. Den arnamagnæanske håndskriftsamling burde alle kunstnere opleve. Med den i syne, får man en brugbar ydmyghed overfor kunsten. Håndskrifterne er ånd, lekture, æstetik, og jeg glemmer aldrig den glæde og taknemmelighed, de gav mig.
SSLL:
Fuldfør sætningen: ”Bukowski og Sisyfos mødes på en bar…”
FL:
'Hey Sissy...Den sten, du slæber rundt på, er intet imod mine to', siger digteren langsomt, og skodder så sin lowbudget-cigar i sidemandens øl.
SSLL:
Titlen på en eventuel fremtidig børnebog fra din hånd?
FL:
Kaptajn Kork & Den Etniske Vaskebjørns Nej Tak.
SSLL:
Hvad arbejder du på for tiden?
FL:
Romanen "Vælinghistorier & Omegn", samt digtsamlingen "Åkanden Havde Ret". Og så arbejder jeg med tegninger til min kommende udstilling i Rumkammerat på Nansensgade (fernis og bogreception den 7. oktober 2011 -kom glad forbi og kys det irrationelle!).
SSLL:
Ellers noget?
FL:
Næh.
Søren Sixten Lindskov Lund, født 1977
Bidragyder til Hvedekorn siden 2007
AneCecilia Buchmann, Gæsteblogger fra Rom
Ane skriver om sine overvejelser ud i blogkunsten:
Et bud kunne vaere mine 2 timers fame paa teater og i radio – optraedende som...tadaaaaaaaaaaa...den danske pige J og med navn forkert skrevet... (jeg skal da vist osse lige ha kikket efter her/ks)
Og når så frem til fotoet af den kære hund, hvilket forbinder sig til folkeafstemning om atomkraft og rent vand til mennesker og dyr.
http://www.radio.rai.it/radio3/teatro/mostra_evento.cfm?Q_EV_ID=252804
Eller referendummet som ‘vi’ lige har vundet – ingen energia nucleare og vandet forbliver vores og hundenes!! (foerste gang i 20 aar at saa mange italienere bruger deres stemme – super record – der er haab !! )
tirsdag den 21. juni 2011
mandag den 20. juni 2011
Claus Carstensen digt og der bladres i praxis
søndag den 19. juni 2011
gæstebloggeren CC til ØKs oplæsning. Pausebillede, mens de tekniske vanskeligheder hober sig op på redaktionen.
fredag den 17. juni 2011
Gæsteblogger næste uge: Digteren og maleren Claus Carstensen. Akademiprofessor og meget mere.
Gæsteblogger næste uge: Digteren og maleren Claus Carstensen. Akademiprofessor og meget mere. Skribent af Guds nåde.
Vi har haft visse problemer med maskinerne på kontoret. Håber det lader sig gøre.
Servicechefen Erwin troede der var sodavand i sodavandsflasken. Hvor dum har man lige lov til at være. Men det var fortynder. Det var en spøg. Men dumt.
Vi har haft visse problemer med maskinerne på kontoret. Håber det lader sig gøre.
Servicechefen Erwin troede der var sodavand i sodavandsflasken. Hvor dum har man lige lov til at være. Men det var fortynder. Det var en spøg. Men dumt.
Vi bringer en debutbog (ERIK KOCK) Redaktionen anbefaler køb
Gæsteblogger Kjerkegaard fotos og tekst (desværre har teknikken formindsket billederne)
Deterritorialsang
I’m slipping through the cracks
The cracks in a photograph
De følgende billeder har jeg angiveligt selv taget med et lånt kamera, Kodak vistnok. På bagsiden af billederne står der 1982, så jeg har været en 9-10 år, da de blev taget. Egentlig burde der være 12 billeder, for jeg husker, at man kunne købe enten 12, 24 eller 36 billeders film. Kan man det endnu?
Men hvor resten af billederne er blevet af, ved jeg ikke. Rækkefølgen husker jeg heller ikke længere, men de må være blevet taget over en længere periode. Det der forvirrer mig mest, er at der er billeder fra begge mine barndomshjem. Både billeder fra det hvide hus, hvor jeg boede de første år og fra gården, hvor jeg boede senere hen. Billederne bærer naturligvis præg af en vis, men i dag næsten hemmelighedsfuld naivitet. Hvad er det dog, jeg har forsøgt at indfange? På den ene side har jeg forsøgt at dokumentere nogle af de personer, som dengang betød mest for mig: Min kusine, min bror, men disses betydning har været på niveau med vores kæledyr: Bulder og Trille. Forskellen er tilsyneladende ikke så stor i et barnesind. På den anden side har jeg forsøgt at leve op til visse konventioner omkring det smukke billede som sådan. Jeg har nok tænkt, at der var for mange personer på vores sædvanlige billeder og for lidt landskab, men derved har jeg i snapshots indfanget nogle af min barndoms kernesteder, som i dag næsten virker mytiske, nærmest hellige ved et gensyn: Udsigten ud over marken, jordhøjens forsamling af træer, der rent faktisk skjuler vandtårnet lige bagved, det lille fodboldmål begravet i sne. Men jeg har også fået vejen væk fra det hvide hus med. Her står Bulder og gnasker på et eller andet ved en lygtepæl. Formentlig har han lige pisset og derved afmærket sit territorium. Det forstår jeg først nu, Bulder.
På det første billede ser man udsigten over nogle af vores marker. Det var her vi i sin tid forsøgte at få en gigantisk drage op at flyve, men uden held. Vi var tre mand om at trække den bare en smule op i luften. Sneen derude blev ofte til smat længere hen på året. Vejen ud til disse marker blev sidst på sommeren brugt til at køre halmen ind på, men også når vi høstede kørte vi den vej. Jeg kan huske, at de grene, man ser hænge ned på billedet, indimellem hang sådan at de slog imod de øverste halmballer. Sad man deroppe, øverst på læsset, skulle man passe på med ikke at blive pisket gevaldigt i hovedet, når grenene kom fra forenden af laddet til dér, hvor vi sad tronende øverst oppe på alle ballerne og var parate til hvadsomhelst.
På dette billede ser man jordhøjen. Selvom jeg umiddelbart ikke var en særlig sær snegl, gik jeg ofte på markerne her for at finde pilespidser og deslige. Jeg forestillede mig, hvordan man havde levet i stenalderen. Om vinteren stod vi på langrendsski udover landskabet. Fik man nok fart på, endte man nede i buskene ved vejen for enden af bakken, som man ikke kan se på billedet. At bremse på så elendige ski var altid et særdeles risikobetonet foretagende. I jordhøjen byggede vi en hule. Den var klam. Jorden gjorde den fugtig og beskidt. Generelt kan man betragte højen her som en ø, og det er i det hele taget underligt, at man ikke jævnede den med jorden. Sådan en lille klat, underlig og besværlig i forhold til dyrkning af marken. Havde min familie alligevel sans for æstetik? Omvendt havde vi børn meget ud af den, og træerne man ser i forgrunden, er æbletræer. De gav rigtig mange æbler. Mange flere end man nogensinde kunne finde på at spise. Og farfar kom styrtende med sit diktum om, at man skulle spise dem på jorden først. Det gjorde vi så, og når vi var færdige med det, var de andre faldet ned på jorden og også begyndt at rådne.
Hvis man kunne fortælle, hvor mange drabelige kampe, der har udspillet sig her. Det fylder et utal af romaner. Men trøstesløst ser det ud. Man fornemmer ikke, hvordan Killer kunne sætte bolden i treeren, så let som en brasilianer. Eller hvordan han i modsætning til det kunne slå en fis, der stank så meget, at hans storebror måtte give ham en ordentlig mavepumper eller et tarveligt trælår. Jernstativet bagved brugte vi aldrig til gynger, som egentlig var formålet med det. I stedet var det mål for langskud, helst bananskruede som Eders. Bag ved bevoksningen ser man Brogårds have. Her kom vi kun sjældent, specielt efter mørkets frembrud.
Bulder pisser. Naboens mur er hvid. Det er efterår, tror jeg. Formentlig ikke sne dér til højre, men en form for plastik, der dækker en urtehave eller lignende. Lygtepælen er langtfra så eventyrlig som den i Narnia. I hvert fald ikke for andre end undertegnede. I huset boede Karen og Poul-Erik. De var vældigt søde, men havde ingen børn. Kun en hund. De var vilde med den hund, men også andres. En gang sked Bulder fx på gulvet, og far så rødt. Han hentede et kosteskaft og smækkede det ned over ryggen på ham, og sådan som jeg husker det, knækkede det fluks. Bagefter tog han Bulders hoved og trykkede det ned i lorten. Så kan han lære det. Men i mellemtiden var Karen gået hjem. Poul-Erik arbejdede på plastikfabrikken i Hornsyld og havde vistnok paryk. Min onkel bankede engang på døren, hvor Poul-Erik stod, men med parykken omvendt på. Den historie snurrer endnu i vores ører den dag i dag.
Trille gør sig til foran kameraet. I baggrunden ser man det træ, som Stig heroisk klatrede op i for at fange hende igen, den dag hvor hun var væk, men hvor vi mirakuløst fangede hende igen. Udsigten er altså fra køkkenet i stuehuset, og man kan se over til Peder Winthers gård. Derovre stod hans barnebarn indimellem og skød efter fugle i vores have. Forsyndelsen var ikke, at han skød fuglene, men at han skød efter fugle, som fløj rundt og ligesom sad på vores territorium, i vores træer, i vores luft. En gang kom far ud i haven. Han havde købt et nyt gevær til at skyde rotter med, men denne gang var der et magasin i riflen, og man kunne skyde flere gange i træk. Det gjorde han så, og vi kastede os til jorden, imens far grinede og gik amok. Bagefter fik vi lov til at låne riflen, og far var i mellemtiden gået inden for og havde sat Bruce Springsteens ”My Hometown” på – en sang han hørte så meget på det tidspunkt, at båndet knækkede. Vi lappede far sammen igen ved at sætte et stykke tape på. Båndoptageren var ligeglad: ”Last night I sat him up behind the wheel and said son take a good look around. This is your hometown”.
Linda cykler. I baggrunden kommer Ralf. Huset bagerst til venstre er Magdas. Om vinteren kastede vi snebolde på hendes vinduer, og hun stak sit gruopvækkende ansigt frem til stor moro for os drenge. Om sommeren bød hun af og til på kiks, nærmere bestemt Prinzen Rolle. Men de smagte gammelt, af en blanding mellem alderdom og mug. Efter sigende så havde Magda ikke et toiletafløb, men sked i en spand og hældte sit lort ud i branddammen, som man aner lige foran huset til højre i billedet. Det forhindrede ikke Killer og andre i at bade i den. Vi skulle ikke nyde noget. Men at fange fisk, det var en anden sag. Lortefisk.
Ralf cykler. Bulder går anarkistisk den modsatte vej og holder opsyn. I baggrunden kommer far og mor i deres Morris Marina. Den havde far malet. Lidt a la Starsky & Hutch. Men det lignede ikke rigtigt. Til gengæld fik han sat nogle baglygter op i bagruden. Det var sejt. Generelt var jeg dog en smule flov over vores biler. De var altid små og brugte, og så flød der altid med skidt inde i dem. Desuden blev de aldrig brugt, når Ralf og jeg skulle spille fodbold. Måske også godt det samme, for tænk hvis kammeraterne havde set og kørt i vores faldefærdige biler. Ralf har i øvrigt en trøje på, som jeg senere hen arvede. Vistnok med en fodboldspiller på brystet. Til venstre kan man se smedens bil.
onsdag den 15. juni 2011
Gæsteblogger Stefan Kjerkegaard. DIGT.
SELVPORTRÆT PÅ AMERIKANSK
Begyndelsens gift er den værste og stort set
umulig at komme uden om. Den er der fra starten
fra det øjeblik, verden skilles ad
i et syn
for guder, man sent glemmer.
Tag nu en blomst. Nej, den hopper vi ikke på.
En rose?, Nej, den er for brugt.
En ørkenrose? Og John Wayne kommer
rustent ud af skabet (med hængelås) og alle bøsser
og løse skud – i tågen.
Det er for trivielt.
Som om giften langsomt breder sig
holdt op imod en håndfuld prosa, hænderne op
eller bukserne ned. Det er trivielt, du ved
sådan som mænd ser det. Stirrende undertrøjer.
En stille forurening og du knækker i det
jeg hoster ikke ligefremt smukt, men det er kroppen
der vil af med mig nu. Jeg dufter et ophør,
og man får snart sagt kræft af hvad som helst
livet, ikke mindst.
Ingen har nogensinde skullet hilse derfra
og dog: John Wayne, han haltede og lignede
én der havde snust til dødens røvhul.
(havde han set en ægte neger, ville han løbe
skrigende bort, med bøssen mellem benene,
havde han set rødt, ville han plaffe løs)
Det er begyndelsens gift, dens gave
sproget der oversætter os fra
døden til vi skilles for vore blå øjnes,
erfaringer der høstes
for et syns
skyld.
Konsultationsdigtet fra ENCYKLOPOESIEN, ksn
diagnosis
1. Det er maj, siger lagnet, men vi skal forestille os noget mere.
2. Det er ikke en glasperle, siger konsultationen.
3. Siger tavlen, hvis det var det. Siger træerne.
4. Det ku være et stykke pap for min skyld, for min skyld gerne.
5. Manden kun være hvemsomhelst, ku være min far. Men det er konsultationen. Det ku være en spilledåse, en hyrdinde af saltdej. Jeg tror ikke det er foråret.
6. Den siger: Dette er stykke ingenting Det er et tidsafsnit. Det er i andre sammenhænge glacéhandsker. Det er ikke (nødvendigvis) studentertiden der skal indsættes. Den skabede køter, der
blev kørt ihjel.
7. Det forestiller: Det er din tid før. Det forestiller: Det er skrænterne, de hvide og så vandet.
Og edderfuglene der lå spredt som punktummer nedenfor. Det er ikke passé.
8. (Konsultationen er hvid). Vi skal ikke bare snakke tolkninger.
8. Det er ikke en diagnose. Vi har jo alle haft vores. Se fremad.
9. Jeg ser et stykke papir, et stykke pap. En slaskedukke fyldt op med sand.
10. Jeg siger: Det
er stykke pap eller papir. Og dér: Det er en glasplade med personer på.
11. Konsultationen siger: Kik lige igennem. Forson dig.
12. Forson jer som I selv skal forsones, siger diagnosen.
13 Jeg forbyder migselv de næste minutter
14. Diagnosen siger: Se igennem ridser og splinter. Det er dig der har tegnet alle stregerne og de gælder ikke.
15, Det er verden. Det er tiden. Det er diagnosen, der snakker. Det er ikke pap. Det er
Den tid du har brugt og det er jo latterligt at du beskylder andre end dig selv for hvad du gør.
16. Se til Bergmann, han brugte hele sit liv på at skide på den fædrene domprovst. Skal ikke noteres.
17. Skiltet med hunden er ikke en hund.
18. Uniformen siger: Du begravede dem og der ligger sten med deres navne. Du har tegnet
på papiret, og det du tegner er det forbudte.
19. Du må selv afgøre det. Tiden er nu. Og de døde har begravet
deres døde.
20. Konsultationen siger: Det er muligt du skal nå en færge.
21. Det forbudte du ikke siger er ikke bare dovenskab. Du
Er bange. Du er bange for at forsvinde.
22. Konsultation siger ”spejl”. Konsultationen er en spilledåse.
23. Du har ikke lagt blomster ved pappet, ved jorden.
24 Jeg ku sige: a)- Det er en klud, du står med eller b) Fortiden interesserer
ikke så stærkt længere. Man må tage sit ansvar og holde sin kæft
25. At jeg har gæld flere steder skyldes jo ikke dén fortid og som om det er reelt. Ole sad
så fint ved kaffebord, kørte så barbus ind i søsters dukkehus.
26. Allerede 30 cm over beplantningen går det over.
27. Verden er den dukke. Det er til at se. Man er selv lidt gæst.
a. Den spiser jord.
b. Vi er ved begravelsesforberedelsen.
c. Og da jeg hev dig op af isen bebrejdede man mig at stigen var frk Smidts. Er det en skolekomedie. Nej. Næ.
28. Figuren er en figurant. Præsten.
29. Nogen takker for en lerklump der skal forestille en høne.
30. Det ER en høne. Og hun siger heller ikke andet. Hun siger sådan.
31.Siger min mor. Siger lægen
32. Nu forsvandt byen..
33. Den er nu kun skjult. Man ku også ha valgt en plante.
34. Det hedder lufttomt,
men jeg ved det ikke. Det er ikke en dukke. Det er et
Stykke papir. Sepiaagtigt lige nu, senere er der kommet gang i farverne.
35. Hans Minde dukkede godt nok op igen. Nå du holder dig skjult, gør du.
36. Det er en jordhøj. Der bor min far. Han skriver en lang historie på et
stykke papir igen. Er det det samme papir.
37. Nå bussen må vel snart komme. Er den mon bare parkeret. Jeg skulle lige til at sige at der
ikke eksisterede mennesker på jorden, lige bortset fra mine medpassagerer. Men så bliver de vrede alle sammen, bolden, toppen, træerne og den lille bliktromme.
38. Jeg skulle nå en større færge.
39. Allerede ved 1100m ku man fastslå at, at månens bagside er opspind.
40. Broen er nogenlunde reel. Men mangler en diagnose.
41. Færgen var en figurant, som man må forholde sig til
Jeg forbandt den med overfarten den gang med Mommark-Fåborg, hvor jeg sad ved siden af skorstenen med de røde ringe og slog takten med motoren.
42. Den lille havfrue er et blikskilt, løven er en mølædt stumfilm.
Og da jeg hev dig op af isen bebrejdede
43. Jeg bringer alt tilbage. Stigen, drejebogen.
44. Jeg skylder et nik for hendes
undvigende blik. Det er ikke et manus.
45. Og for min part betaler jeg for det ukendte liv jeg ikke lige havde vished om
46. Ansigt til ansigt med firmaet Det kendte Liv. Dokumentation ønskes.
47. Pengene kan være tabt
48. Jomfrueligheden er historie
49. Talen er på prøve.
50. Garneret af silke og brocade. Brokaden betyder intet. Silken betyder rigdom.
Gnistrende bjerge betyder måske gnistrende bjerge.
Det er på prøve.
51.Hvad ville papiret sige til det, hvis det blev indsat i Horsens.
52.Hvad ville diagnosen sige?
53.Hvad ville pappet, glaspladen sige? Eller
54.Hvad vil svinet sige
55.Følgagtighed, kører det i længden?
56.Hvis vi nu
privatiserede forargelse, traumerne, og gløderisten.
57.Statsapparatet, det må vi lige kigge på, siger lægen
58.Spørg min coach, siger jeg. Siger jeg-i-mig.
59.Min coach-jeg-i-mig, siger jeg også, for jeg kan mere og mere på automatik.
60.Jeg hælder mod en privatisering af harmen.
61. Og privatisér, nu vi er i gang, den hellige forargelse.
62. Der er masser af penge i lortet.
63. Jeg vil banke et selvberoende betalingsfængsel op lige her
63b Send penge, så sørger vi for opdragelse.
64. Mine regler udelukker ikke en vis grad af løssluppenhed, afkast.
65. Og ingen besindighed og ingen subtiliteter: Vi kunne have regnet
forkert. Og manden er ikke den rigtige. Det var hans fætter. Mener jeg.
66. Det må jo komme et eller andet sted fra.
Knud steffen nielsen
Abonner på:
Opslag (Atom)