Jean Alonso, som vi berørte for­le­den, hal­ve­rede sin hustru og sin elske­rinde hver dag. Først to halv­dele, så fire fjer­de­dele, så otte otten­de­dele og så frem­de­les. Sådan hed det sig. Ikke kun bil­led­ligt talt.
Han og hun levede som et artistnummer.
Først blev hun savet over på langs og sat sam­men igen efter fore­stil­lin­gen, men alli­ge­vel ville hun på et tids­punkt, hver gang, blive fun­det sådan del­vis resti­tu­e­ret, og man vil kunne udpege sår­dan­nel­ser sådan at det lange læng­desnit ville være længst frem i sin ardan­nelse og så der­næst det tvær­gå­ende og noget yngre snit ville også rent lægear­kæ­o­lo­gisk kunne fast­læg­ges til at være af nyere dato. De var til­sy­ne­la­dende lyk­ke­lige for hin­an­den. Og var det basalt set  et illu­sions­num­mer eller var det en forbrydelse.(Som med pigen Ber­na­dette af Lour­des også dér kunne man være i tvivl: var det en auten­tisk histo­rie. Havde hun set Madonna. Eller tro­ede hun det kun.)
Det er måske ikke der det ligger.
Var det var efter fæl­les overenskomst. Var det ikke efter fæl­les overenskomst. Hvor­dan skulle hun kunne bryde ud af kontrakten.
Hvad med deres hus. Og hvis hun gjorde, hvad med bar­net i stu­ens gynge.
Det var ham der ville have bar­net i sin tid.
Mens bar­net blev tyde­li­gere og tyde­li­gere, blev hun mere og mere transparent.
Hun gav plads, sagde hun. Mode­ren. På sce­nen var de alm afgræns­nin­ger totalt ophæ­vede. Hans funk­tio­ner for­læn­ge­des af hen­des. Smilet i balance, lem­merne i balance, det sølvgl­in­sende var støbt om dem.
Godt nok lå der en dob­belt­hed i Alonsos syn på det kvin­de­lige. Men indi­mel­lem, fak­tisk det meste af tiden følte han ikke at han havde for­bin­delse til ver­den. De før­ste gange jeg så num­ret, for­stod jeg ikke hvor­dan de begge ople­vede at de for­svandt. Det var meget lidt menneskeligt