onsdag den 29. januar 2014

Aleksandar gæster min blog med et nyt notat fra Valters Notat og foto

  

 Det her er ikke en historisk roman, kære Valter, det er fraktaler, din dumheds evolution i tid og rum. Din fornufts spredte småstykker. Ligesom din næste optegnelse ikke er nogen historie, men en arbejdsløs' anekdote, et besøg af en fiktiv person i litteraturen: 

   […] Klio eller Et Besøg. Klio var, også i dag, her i begyndelsen af det tredje årtusinde, sandelig kun sin egen: på samme tid en attraktiv og karismatisk kvinde og en skarp og emotionel forsker i menneskets natur, men også livets svage og anæmiske lærerinde. Bleg i ansigtet, med melankolske rynker ved mundvigene sad hun med guitaren på knæet i et hjørne af mit værelse, syngende næsten i trance uden overhovedet at trække vejret imellem omkvædene i sangen om den ulyksalige præst Jesper L. Sangen var underlig, ikke så meget et reflekterende og filosofisk billede tæt på livet af den nævnte forhenværende redaktør for den politiske satire på bagsiden af dagbladet Jyllandsposten, men mere et røvblæsende drilleri, i stil med François Villons præmortale oder til en tyvs liv i Paris. Sangens tekst har jeg desværre glemt, men jeg husker præcist det sødlige omkvæd, et lokumsrim, der i det uendelige efterfulgtes af tre akkorder på guitaren: ”Din toupé og din rumpe begge skal forsumpe / for din balle er ej lang og det var så den sang.”
   Det var et meget kort og ganske privat musisk besøg, om jeg så må sige; det var åbenlyst at Klio var optaget af andre, mere vigtige projekter. Men alligevel, venligt af hende, at hun havde afsat lidt af sin tid til mig, den beskedne indvandrer-kunstner, her i Europas fjerne nord, hvor regnen på gaden, pisket af vinden, trænger ind som ørkensand i ansigtshudens gennemblødte rynker. Jeg bad hende om at synge et nummer mere, før hun tog af sted...
   - Hvad kunne du tænke dig? Og hvorfor? – spurgte hun mig.
   - Det var to spørgsmål – sagde jeg med et smil.
   - Det var tó spørgsmål, men der er kun ét svar.
   - Translatio Musarum – fremstammede jeg spændt – ”Overførelsen af muserne”. Det er som en slags invokation, forstår du... Det Store Værk, næsten en alkymistisk proces, sort, hvid og rød. En ny renæssance i Norden! Det er heller ikke en helt ny idé. Tycho Brahe fik allerede i det sekstende århundrede bygget sit eget Urinarium! ...Eller hed det nu Urinatrium?
   - Hvad?! – Klio så på mig med et forundret blik.
   - Urinarium! Musernes hus på øen Hven, kunstens og videnskabens center. ”Filosofisk hus”, som Brahe selv kaldte det! En af dine små søstres hus! Astronomiens og poesiens helligsted.
   - ...Du mener, Uraniborg?    
   - Ja.
   - ...Du er ikke herfra?
   - Nej. Hvorfor?
   - Ved du hvad, jeg kan godt lide dig.
   - Kunne du så synge noget mere for mig... Jeg har brug for et hvilket som helst bidrag. Til den fælles idé...
   Klio tog en rød notesbog op af lommen på sin silkeskjorte, rev vilkårligt en tæt beskrevet side med småt ud, og lagde den i min hånd. Og, før hun i tre hjemmevante bevægelser havde pakket sin guitar ned, sagde hun: ”Her har du en side fra min kalender”. I døren stoppede hun igen et øjeblik, så mig dybt ind i øjnene, og hviskede i mit øre: ”Det er et af kornene fra mit Store Værk, Opus Magnum. En dråbe i verdens historie og verdens historie i en eneste dråbe...” Og hun forsvandt med sin guitar under armen. På papiret stod der følgende dato og tekst:    
   ”Ok, hvad har vi på menuen i dag? Hvilken dato skal vi skrive i skærmens hvidhed? 12. december 2006.’Dagen i dag’: I dag blev Frank Sinatra født. I året 1915. Den samme kolde decemberdag, da den franske armadas granathuller gabte imellem de væltede grantræers stammer i morgendisen, der samlede sig på skråninger og i kløfter i Alsace Lorraine, denne samme frostmorgen, da Hugo Junkers samlede de sidste dele af det første metalaeroplans store puslespil i en hangar, hvor der var decemberkoldt ligesom udenfor, har Sinatra allerede sunget sin første sang til jordmødrene og moderen på fødeklinikken, lidt kaotisk, men til gengæld for fulde lunger.
   Under den sorte hat, i den lange mørke frakke og med den lakerede stok, der hang over armen hvis næve trykkede den hvide notesbog med ligninger om tid, rum og gravitation ind til brystet, gik professor Einstein med blikket fremad, seende direkte ind i den usynlige alvidende betragters øjne. Mens han gik ad brostensvejen forbi jerngitteret, der var plantet ned i den lave mur foran Institut Kaiser Wilhelm i Berlin, smilede professoren, imens han under fødderne følte sin krops voksende tyngde. Han balancerede på sine to ben, mens han gik på arbejde. Det var et af miraklerne. Et af de første mirakler denne decembermorgen i Europa, år 1915. Det andet mirakel var larmen på den anden side af Atlanten, på gangen i fødeklinikken i Paterson, staten New Jersey. Det lød heller ikke som noget mirakel, og præcis derfor var det det. Hverdagens mirakel. Francis Albert Sinatra. Svøbt i et hvidt bomuldstæppe. Baby. Englenes rosakor ridende på snefnug talte skumbobler i folderne på bølgerne, der til stadighed fødtes og forsvandt i de døende cykloners hvirvel foran Nordatlantens kyst.” 
   Jeg bøjede omhyggeligt papiret tre gange og skubbede det ned i bukselommen. Så trak jeg vejret ind gennem næseborene og indsnusede det nye forår på Nørrebro, 2007. Vinduet var vidt åbent.


(fra Valters Notater af Aleksandar S. -fortsættelse følger)


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar