Vi gli­der totalt og hele tiden i sekven­ser, som ikke skal opmå­les, og sæt din pas­ser dér, og du er ulyk­ke­lig, og sæt ikke din pas­ser dér, og du er lige så meget på den. Du peger på den ene histo­ri­ske begi­ven­hed som var det her og i dette øjeblik.
Nu du står med fød­derne oppe i kagen.
Gen­ta­gel­sen er ikke-form. Ikke bare tiden stjæ­ler skrid­tene. Der fin­des ikke den slags for­ma­lin, der kan gemme det lure­blik. Sødmeblik.
Gemme auster­litz som et øjeblik. En trappe måske.

Der er ingen tvivl om at for­men er det hele. For­men er alt. Så for­stå det. Du tager en vit­tig­hed, og der er 14 for­skel­lige måder at smadre den på. Nå, vi skal videre. For­men er hvem du er. Ikke en spej­ling af et modefænomen.

Moden har syv reg­ler: Det skal handle om livmoderen.


Der skal dan­nes AT-VINDE-TID på et splitsekund.
Det anden er et gevir.
Det er det histo­ri­ske. San­det til til note.
Er wol­ver­hamp­ton måske et stykke papir?



II
For og imod stjer­ner. Det er bil­le­der. Det er ligegyldigt.
Stjerne i mod­sæt­ning til auster­litz, hvor ver­den står stille. Et øjeblik.
Reflek­ser og auto­ma­ti­se­ring af reflekser.
Nej vi køber stjer­nen sam­men. Og hvor det sma­ger som sukker.
Så syn­kront, siger vi.
Kun noget af det leder elek­trisk. Det er de ubekendte.
Så skal de små, små cel­ler da bare smadres. De er uuniformerede,
for de støt­ter hin­an­den i logerne.
Så er du vej ud af din egen form. Vi har ikke en chance.
Og vi slår gæk­ken løs, så det kram­per. Er det et til­bud om at krybe
forbi.


III
For­spildt­heds­for­men fyl­der liv ud.
Sådan helt storslået.
Sam­ler en eller anden krukke.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.