Det poetiske angår os alle
Poesien er Frank Kjørups passion. Forskningslektoren på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab har specialiseret sig i digtekunstens væsen, skrevet doktordisputats med titlen The Body in the Line og netop stiftet Nordisk Poetisk Selskab. Humanist møder ham til en samtale om vers, videnformidling og V-faktor
Af Anne Trap-Lind, atl@hum.ku.dk
Det regner vedvarende denne mandag i maj, hvor jeg har sat forskningslektor Frank Kjørup, årgang 1969, stævne på KUA. Det var oplagt at efterspørge et regnvejrsdigt, da jeg havde ham i telefonen tidligere på dagen.
Kort efter lægger Frank Kjørup "Regnmaaleren" foran mig – et digt fra 1943 af Ole Sarvig, en af Franks Kjørups yndlingsdigtere. "Regnmaaleren" bliver udgangspunkt for vores samtale om poesi som inspiration og arbejdsfelt:
– Det her digt giver mig gåsehud hver gang – det har altid både fascineret mig og efterladt en dyb undren.
Og jeg må give Frank Kjørup ret i, at digtet er meget sanseligt, det er, som om man kan lugte regnen i haven.
– Når vi læser digte, involverer vi os sanseligt og fysisk. Den store udfordring for mig er at være tro mod den oplevelse af, hvad ordene gør ved mig – samtidig med jeg som forsker har til opgave at beskrive de objektive strukturer, som en tekst er skruet sammen af og ikke mindst, hvordan de strukturer fungerer, når vi læser digtet.
Vi går langs linjen
Poesien er åbenlyst Frank Kjørups store passion. Meget af tiden under interviewet går han rundt i lokalet, tegner på tavlen og fægter engageret med armene – og afspejler på den måde budskabet om, at et digt, når man læser det, bevæger sig og tager én med:
– Udefra betragtet sidder du i lænestolen med en bog i hånden. Men når du læser, går du langs linjen ind i et imaginært rum, gestaltet via ord og verslinjer, og forholder dig til de fysiske fænomener, der karakteriserer det imaginære landskab. Dit læsende øje bevæger sig fx mod et ophold midt i en linje (Frank Kjørup griber Sarvigs digtsamling og læser op fra "Regnmaaleren").
– Som læsere responderer vi på sådanne metriske og andre rytmiske strukturer. Det er oplevelser, vi alle fra barnsben har haft med poesi – på basis af kropslig erfaring med verden. Og man skulle så tro, at sådanne digteriske oplevelser var forskningmæssigt velbeskrevet, men det er de ikke! Metrikken er et forsømt forskningsfelt – det vil jeg gerne rette op på.
Skepsis over for fancy teorier
Den fulde titel på Frank Kjørups netop færdiggjorte doktordisputats er The Body in the Line: Steps to a Phenomenology of Poetry, og som titlen antyder, er Frank Kjørups videnskabelige tilgang til poesien fænomenologisk – hvilket i praksis er mere nede på jorden, end det måtte lyde for uindviede. Og på en måde teori-skeptisk:
– Analysens vigtigste formål for mig er at beskrive – og beskrive hvordan fænomenerne virker på os. Det bestandigt udfordrende er at forfølge virkningen – ad den uhyre problematiske, men uomslippelige vej, som er introspektionens. Og det gælder om at holde balancen mellem det teoretiske metasprog på den ene side – og så på den anden side at forblive naiv over for den personlige oplevelse, forklarer Frank Kjørup.
Kan du godt på en gang være hjerte og hjerne – både sansende og analytisk i forhold til et digt?
– Det er det, der er den store udfordring! Og som gør, at man bliver fristet til at opgive på forhånd, smiler forskningslektoren:
– Det gælder virkelig om at modstå den fristelse, der ligger i at anvende på forhånd givne teorier. Jeg er så at sige den almindelige læsers ambassadør til forsvar for den almindelige "down-to-earth"-oplevelse, det er at læse poesi. Den forsvarer jeg mod den kultur, der hersker inden for de videnskabelige mure for at anvende alle mulige fancy teorier.
– Det er vigtigt, vi italesætter det faktum, at kunst som kunst ikke er skabt for, at forskellige kunstteorier skal begrebsliggøre kunsten på forskellige brand-agtige måder. Det er så deres sag, ikke min.
Ikke bare et lænestolsanliggende
Når Frank Kjørup taler om sit arbejde, taler han om den forskningsmæssige inderside og den formidlingsmæssige yderside:
– Der er kommunikation mellem de to sider af min funktion, for det er jo ens egen almenmenneskelige og så at sige borgerlige, civile undren over de her fænomeners karakter, som motiverer ens forskning.
– Den formidlingsmæssige yderside af mit arbejde består i at gøre det poetiske synligt over for den omgivende offentlighed. For digte er ikke bare poetiske skønånders lænestolsanliggende. Det poetiske er noget, der angår os alle sammen – fordi poetiske tekster som kunstneriske ytringer udtrykker følelse og tanke på en måde, som ingen andre medier er i stand til.
Hvornår blev du selv grebet af digte?
– Da jeg var en 17-18 år. I folkeskolen hadede jeg digte, fordi de blev molesteret af de der forfærdelige tolkninger. Digttolkninger: føj for pokker! Jeg forstod ikke, at de voksne kunne beskæftige sig med noget så fremmedgørende og unaturligt, smiler han ironisk.
– Men en dag så jeg heldigvis en udsendelse om T. S. Eliot. Han sad og læste op fra The Waste Land med sin vidunderligt knirkende og revisoragtige stemme. Og dér blev jeg simpelthen ramt, som hvis jeg havde hørt et musikalsk hit!
V-faktoren
På baggrund af sit eget første møde med poesien mener Frank Kjørup, at det er vigtigt, at der fortsat sker en formidling af poesi i det offentlige, kulturelle rum. Derfor er han nu initiativtager og formand for Nordisk Poetisk Selskab, der blev stiftet den 9. maj på en, med hans egne ord, solbeskinnet forårsdag på Valby Bakke i intet ringere end Niels Bohrs gamle æresbolig:
– Vi er repræsenteret fra København i syd til Tromsø i nord, og vi er enige om poesiens store betydning – og ikke som objekt for små dansklæreragtige digttolkninger! Men som en virkelig levende og kreativ kraft i vores liv.
– Vores formål er treleddet, siger Frank Kjørup, idet han tegner en trekant på tavlen og spøgefuldt understreger, at det ikke er deres logo:
– Et formål er at stimulere forskning i det forsømte forskningsfelt metrikken. Et andet er pædagogisk: at formidle glæden ved poesi til gymnasieeleverne – åbne deres øjne for det sprogligt kreative. Og endelig vil vi medvirke til at fremme det poetiske som en kulturel kraft i vores samfund.
– Poesien er under pres fra alle mulige andre kulturprodukter: I selskabet ynder vi at sige, at V-faktoren skal konkurrere med X-faktoren – versene er oppe imod tv-underholdning, griner Frank Kjørup:
– Og altså når man når hertil, som Dante ville sige: midtvejs på sin bane gennem livet, så bliver man bevidst om, at andre ikke nødvendigvis har det samme med i bagagen, som man selv har.
Som forskere er det sgu vores akademiske borgerpligt at fungere som formidlere af vores viden om traditioner. For vi kan ikke se passivt til, mens V-faktoren smuldrer! Slutter Frank Kjørup og sender fotografen et overbevisende blik hen over Ole Sarvigs regnvejrsdigt og de mange andre digte, der ligger på bordet imellem os med en mængde Post-its og lokker til læsning hjemme i lænestolen på fremtidige regnvejrsdage.
