samfundet om jeg-fiktioner (in progres)

 Ku ha lyst til at notere alle mine irritationer som lyde eller farver eller et tredje medie. Sidder fast i nogle strukturelle forgreninger, hvor ansvaret er løbsk. Og hvorfor så få det smidt over i ikke bare en toneart, for det er jo virkelig mol, fordi det ikke hjælper mig at stille mig på og så betragte sagen fra en ny vinkel som en film foreslog. Jeg kan sagtens se det. Men løsningerne, hvor er de? Gå! Siger de over i hjørnet. Men jeg går ikke, for jeg er osse en struktur. Udskiftelig, ja, men det er netop sagen i sin nøddeskal. For i koordinatsytemet er problemet at jeg så bare skal aflevere de samme problemer og mine øjne. For det handler ikke om noget personligt i den forstand. Den næste og i den grad selvskrevne som eksekutor bliver vel heller ikke inviteret til at deltage i sangen om Vesterhavet.  Jamen så se dog hvor personligt du skrukker op. Jeg valgte den personlige vinkel jeg valgte hammer og bue og pil. Og sigtede mod navngivne, men navne der ikke kan frigives her, for så er alle akkreditiver overbragt. Og da jeg ikke gør det som den der skal vogte testamentet, er skriften her umulig, dårlig, intetsigende. Det er ikke kladde, men ikke-skrift og det for at jeg kan løfte lyden op som skyer der sidder på et får.  

Var den, jegets uniform, ude af kontrol. Så nyttede det ikke. Samfundet, denne sum af løbskhed, var bundet sammen af jeg-fiktioner, der IKKE ku eller måtte betragtes som fiktioner. Den køver samfundet naturligvis ikke, sagde alle.

 Retsvæsnet ku ikke leve af det ene fiktionsjeg sagde, at det var ikke lige den del af fiktionen, der havde forbrudt sig, men en anden del af fiktionen, som der allerede i går var taget afsked med. Samfundet måtte bruge individet som fasttømret person. En prøved ad en anden vej og sagde, at hans genmateriale styrede hans handlinger. Det var nedlagt mange slægtled tilbage. Genet for alm pyromani skyldtes på mødrene side en skolelærer i Holsten. Hans hang til at "leg" med svovlstikker og fidibusser viste det tydeligt. Hans anden hang, den for spiritusindtag, viste sig sig i et voldsomt efterslæb i slægtens alleryngste, der stod aldrig var ædru. Og dnamaterialet udviste med stor tydelighed, at hans jeg kunne udstanses i et grenværk, der for mere end 200år siden ville kunne være prognosticeret, hvis man havde haft testmuligheden dengang.

Man sagde osse, at han havde en kærne i sig selv. En kærne der konstituerede sig i det faktum at kunne sige "jeg" og hvorved "jeget" kunne forholde sig diskussionen om netop jeget. Evnen til at se forholdene omkring det destabile jeg, krævede netop et personalt, ja fiktionsfrit jegs udsigtspunkt. Un aspetto som en anden del af familien, fra Apuglia oprindeligt, kaldte det.

Det var flere aspekter i ansvarsprojiceringen. Som hurtigt var det begreb der kom på bordet.

Man havde snakket, ikke bare i retsvæsnet, men over hæk og hegn om en dårlig barndom, kønnet, traumer, som skulle godskrives ved strafansættelse, den kriminelle. Selv ordet kriminel var under beskydning.

En sagde: Kan Hitler frikendes qua traumer, qua slægtens dystopier, qua dnamaterale, qua geden, der bed ham i tisseriet.  Og kan en alm jævn alkoholiker holdes fri af samfundets fangarme, hvor der sidder tilbud på både antabus og Minnesotakur, da han ikke selv er skyld i det. Han er jo ikke "herre i eget hus".
Men den mest konservative og som ikke havde denne indædte tro på fremskridtet. Han formulerede det selv lidt anderledes: Vi alle, sådan sagde han altid om samfundet, må bære et ansvar for hinanden. Vi er kastet i hinandens hænder. Og dether syn på sagerne vil totalt ødelægge dette konstituerende reciprokke ansvar. Han var advokat. 

Men traumerne som en del af jegfiktionen eller var de en del af det samfundet, dommerstanden ville kalde du står selv inde for det. Hvis du har lavet noget møg og vi har et offer, så skal offeret vil ikke bare ofres en gang til.
Jeg fiktionen havde mange andre aspekter.  Det ontologiske eksempelvis. Det som befandt uden for samfundets kontrol og almindelig væren. men den anden væren. Det skulle der osse ses på. Men det var svært, vedkendte man sig at forene de to verdener.
Lad os senere se på det ontologiske, erkendelsesmæssige.