I forgårs var jeg til en oplæsning Infinity Night, blev det kaldt, fire forfattere læste ti minutters tekst op igen og igen. En af forfatterne Jesper Elving læste en række ord op. En række konstruerede ord, ord der ikke betød noget. De samme betydningsløse ord i 2 timer, jeg tror jeg lyttede på ham i alt ca en time på dette nonsens. Et nonsens, som alligevel bar på noget. Ordene betød måske ikke noget, men de havde en lyd, og lyden gav en antydning af betydning, som den alligevel undslog sig. Som et spejl af sproget, uden det umiddelbart kommunikative niveau. Lytteren måtte selv danne en forståelse.
Der var ikke narrative spor i oplæsningen. Men nogle gange antydninger af tilstande, en let vrede eller de blev fremsagt hviskende. Men i løbet af aftenen blev performancen lidt mere aktiv, der blev snerret lidt, han hældte øl ud over sig, eller øjnene var lukkede, mens han sagde pelve knirs sympe (mine rekonstruktioner), eller hvad det nu var for fonemer han fremsagde.
Performancen var uden retning. Det var ikke teater, selvom teatralske elementer indgik.
Jeg blev lokket ind i et rum, hvor der ikke var givet en fastlagt fortælling eller betydning. Derfor blev jeg hele tiden kastet ind i min egen tendens til at give ting mening. Men også ind i latteren. Det var absurd, både at bruge sin tid på at skrive disse ord, men i fuld alvor at fremsige dem i flere timer.
Det var imod enhver logik og det virkede samtidig som en sabotage mod sprogets vigtigste funktion. Det var fremmedgørende. Det er komisk at gøre det betydningsløse betydningsfuldt. Men det vækker også en sensibilitet i den sproglige opmærksomhed at fratage det en primær funktion. Det er jo et af poesiens vigtigste redskaber. På den måde er det den reneste form for poesi. Men normalt ville jeg i hvert fald blive irriteret over den manglende kommunikative del. Den rene kunst for kunstens egen skyld, uden mål.
Normalt beskæftiger jeg mig mest med tekst der arbejder med en tydelig identifikation. Men her blev jeg lokket ind i en på mange måder tom konstruktion. En form for sort kvadrat af betydning, som jeg selv måtte være medskaber af.
Det var i høj grad det performative element, teksten i sig selv ville jeg nok ikke læse så længe i, men i situationen var der så mange momenter, hvor jeg blev bragt i spil. Måske fordi Jesper Elving på en sær måde bragte sig selv i spil. Han råbte det samme ord ti gange. Han bøjede sig bagover, så hovedet ramte bagvæggen. Han lå på gulvet og læste. Ikke en betydningsskabende narrativitet, men en form for kropslig gestisk struktur, der hang sammen med digtene.
Min hjerne vekslede mellem at mærke tilstandene, forsøge at finde ind i ordenes leg og deres associationer, stemninger, måske anlæg til små fortælling, det var også ok at falde ud af de opremsede ord og ind i mine egne tanker, eller tænke over sprogets strukturelle konstruktion, eller dets tegnagtige substans. Og til min forundring var det ikke kun morskab, verfremdung og strukturel leg, men der var også emotionelle dybder, måske ikke i ordene selv, i det egentlige indhold. Jeg har sjældent oplevet effektiv verfremdung, fordi verfremdung oftest vil afsløre mig på en bestemt måde. Men i denne optræden var der ingen retning, der var kun et øjeblik af latterliggørelse, udsathed, pine og for mig inde i dette en stor trøst.
Trøsten tror jeg bestod i genkendelsen af sig selv i sin egen abstrakthed i vores egen fremmedhed for os selv. At blive ført ud af sig selv på en måde og se på sproget, på sig selv som noget der i grunden er uforståeligt. Ikke på en trist nedslående måde, men opløftende som et rent kunstnerisk udsagn.
Der var ikke narrative spor i oplæsningen. Men nogle gange antydninger af tilstande, en let vrede eller de blev fremsagt hviskende. Men i løbet af aftenen blev performancen lidt mere aktiv, der blev snerret lidt, han hældte øl ud over sig, eller øjnene var lukkede, mens han sagde pelve knirs sympe (mine rekonstruktioner), eller hvad det nu var for fonemer han fremsagde.
Performancen var uden retning. Det var ikke teater, selvom teatralske elementer indgik.
Jeg blev lokket ind i et rum, hvor der ikke var givet en fastlagt fortælling eller betydning. Derfor blev jeg hele tiden kastet ind i min egen tendens til at give ting mening. Men også ind i latteren. Det var absurd, både at bruge sin tid på at skrive disse ord, men i fuld alvor at fremsige dem i flere timer.
Det var imod enhver logik og det virkede samtidig som en sabotage mod sprogets vigtigste funktion. Det var fremmedgørende. Det er komisk at gøre det betydningsløse betydningsfuldt. Men det vækker også en sensibilitet i den sproglige opmærksomhed at fratage det en primær funktion. Det er jo et af poesiens vigtigste redskaber. På den måde er det den reneste form for poesi. Men normalt ville jeg i hvert fald blive irriteret over den manglende kommunikative del. Den rene kunst for kunstens egen skyld, uden mål.
Normalt beskæftiger jeg mig mest med tekst der arbejder med en tydelig identifikation. Men her blev jeg lokket ind i en på mange måder tom konstruktion. En form for sort kvadrat af betydning, som jeg selv måtte være medskaber af.
Det var i høj grad det performative element, teksten i sig selv ville jeg nok ikke læse så længe i, men i situationen var der så mange momenter, hvor jeg blev bragt i spil. Måske fordi Jesper Elving på en sær måde bragte sig selv i spil. Han råbte det samme ord ti gange. Han bøjede sig bagover, så hovedet ramte bagvæggen. Han lå på gulvet og læste. Ikke en betydningsskabende narrativitet, men en form for kropslig gestisk struktur, der hang sammen med digtene.
Min hjerne vekslede mellem at mærke tilstandene, forsøge at finde ind i ordenes leg og deres associationer, stemninger, måske anlæg til små fortælling, det var også ok at falde ud af de opremsede ord og ind i mine egne tanker, eller tænke over sprogets strukturelle konstruktion, eller dets tegnagtige substans. Og til min forundring var det ikke kun morskab, verfremdung og strukturel leg, men der var også emotionelle dybder, måske ikke i ordene selv, i det egentlige indhold. Jeg har sjældent oplevet effektiv verfremdung, fordi verfremdung oftest vil afsløre mig på en bestemt måde. Men i denne optræden var der ingen retning, der var kun et øjeblik af latterliggørelse, udsathed, pine og for mig inde i dette en stor trøst.
Trøsten tror jeg bestod i genkendelsen af sig selv i sin egen abstrakthed i vores egen fremmedhed for os selv. At blive ført ud af sig selv på en måde og se på sproget, på sig selv som noget der i grunden er uforståeligt. Ikke på en trist nedslående måde, men opløftende som et rent kunstnerisk udsagn.
(de to første fotos er mine fra Elving og Anders Mathiassen-koncert i Forfatterforeningen. Det nederste er vist taget af Kaspar BB).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar