Og man kan forsøge sig ved at formulere, prognosticere,
diagnosticere, ved meningsforsøg, ved at forme snart ét mønster, snart et
andet, fordi det at være i den modus er pladsen for formodninger, afprøvninger,
det hypotetiske, nu vi arbejder i fremadskridende tid, og i sproget, der
opbremsende vil fastholde det vi befandt
os i for et øjeblik siden. Menneskets evne til at forestille sig det hele
anderledes er der, og som sådan er det
en dobbeltsidet gave. Fordi den indeholder døden på sin ene side. Altså den
endegyldige hypostase, må man sige. Sproget hypostaserer osse. Men det gør den
tidslige proces jo netop ikke. Og derfor forholder man sig principielt og nødvendigvis
hypotetisk permanent. Naturligvis
må man sandsynliggøre at det kunne være sådan, som man skriver. Sådan må det
være. Og det må man vedstå i sin skrift. Kan ikke bare lade som ingenting.
Jeg læste (i) en ret fed digtbog her til morgen. Og kom til det punkt, hvor voldsom friktion
sætter ind. Den skal nå det punkt, hvor jeg får lyst til at problematisere
bogen. Godt tegn for ellers har læsning
sådan set ikke fundet sted
Ingen kommentarer:
Send en kommentar