Lyrik/kulturOprettet af Finn Wiedemann tir, marts 11, 2014 06:50:07
En weekend med lyrik
Lektor Finn Wiedemann
Forfatter Cindy Lynn Brown
Til marts afholdes festivalen Odense Lyrik for 8. gang. Dette sker i lyset af en fornyet interesse for poesi, som ikke er set i mange år. Fænomenet Yahya Hassan har solgt omkring 100.000 eksemplarer af sin debutdigtsamling og har i måneder ligget øverst på boghandlernes hitliste. Bogen vil desuden blive oversat til flere sprog.
Normalt er lyrik en genre, som kun de allermest dedikerede litteraturbrugere går ombord i. Hvor fodbold og håndbold er de mest udbredte sportsgrene, er krimier og biografier om kendte mennesker de genrer, som fylder mest på det litterære landkort. For nu at blive i sportsmetaforikken så er lyrikken vel nærmest at betragte som cricket. En sportsgren som herhjemme er lille, men som har en lang tradition, og hvor udøvere og publikum er trofaste og entusiastiske.
Når man ser bort fra Yahya Hassan, bliver digtsamlinger ofte solgt i få hundrede eksemplarer, og som arrangør af Odense Lyrik er det heller ikke nogen hemmelighed, at det hvert år er en kamp at få stampet økonomiske midler op af jorden for at afholde festivalen. Det er svært at gøre sig lækker for fonde, som uden store betænkeligheder poster penge i rockmusik, sport og bykultur. Måske er Yahya Hassan sexet, men lyrikfestivaler er det stadig ikke.
Festivalen er i en årrække blevet afholdt uden, at Odense kommune har bevilget så meget som en krone. I modsætning til en række andre byer er Odense kommune af en eller anden grund ikke særlig interesseret i litteratur. Bevares, vi har en fribyforfatter, en Spoken Word festival (som også lider økonomisk), og vi bruger penge på at medfinansiere en international litterær pris, som kaster glans over byen. Men i modsætning til i Aalborg og Århus støtter kommunen ingen decideret litteraturfestival, og vi har heller ingen kommunalt støttede forfatterskoleaktiviteter som i fx Århus, H
Festivalen er i en årrække blevet afholdt uden, at Odense kommune har bevilget så meget som en krone. I modsætning til en række andre byer er Odense kommune af en eller anden grund ikke særlig interesseret i litteratur. Bevares, vi har en fribyforfatter, en Spoken Word festival (som også lider økonomisk), og vi bruger penge på at medfinansiere en international litterær pris, som kaster glans over byen. Men i modsætning til i Aalborg og Århus støtter kommunen ingen decideret litteraturfestival, og vi har heller ingen kommunalt støttede forfatterskoleaktiviteter som i fx Århus, Holstebro og Svendborg.
Vi bad nogle af deltagerne fra 2013 om at skrive lidt om festivalen. Rektor for forfatterskolen Pablo Llambias udtalte blandt andet følgende: ”Odense Lyrikfestival samler hvert år et lydhørt og intelligent publikum til sine arrangementer og er den vigtigste enkeltstående begivenhed for Odenses og Fyns litterære liv.”
Hvad er så, som hvert år samler et lydhørt og intelligent publikum? Hvad er digte og lyrik? Lyrikkens materiale er sproget, som bliver sat sammen på mangfoldige måder. Ord føjes sammen, gammelkendte udtryk fordrejes. Virkeligheden fremstår kendt, men alligevel ukendt. Der drejes på det sproglige kalejdoskop, så nye virkeligheder springer frem for øjnene og ørerne af os. De bedste lyrikere kan forstås som en art sprogets opdagelsesrejsende, som afsøger nye steder længe før, normalsproget kommer til.
For et par år siden skrev litteraturforskeren Peter Stein Larsen en doktorafhandling, hvor han indkredsede to spor inden for den moderne lyrik, som han benævnte henholdsvis centrallyrik og interaktionslyrik. Centrallyrikken er kendetegnet ved, at der er et velafgrænset digterjeg, der sanser og erkender verden i digtet. I interaktionslyrikken er det derimod svært at afgrænse digterjeget, flere forskellige stemmer fletter sig ind og ud af hinanden. Digtene er ofte formeksperimenterende og genreoverskridende. Indholdsmæssigt forsøger Odense Lyrik at præsentere begge traditioner. Det er dog især den sidstnævnte tradition, som dominerer. Måske fordi det tydeligst er den, som kommer til udtryk i lyrikken i disse år.
En repræsentant for den sidstnævnte tradition er fx Christina Hagen, der er kendt for at have inddraget andre menneskers feriepostkort i sin forrige bog
White Girl. Hendes nye bog,
Boyfrind som udkommer til marts er også skabt i en blanding med andre tekstformer.
I en position mellem de to tendenser finder vi Julie Sten-Knudsen. I digtsamlingen
Atlanterhavet vokser indkredser hun gennem prosadigte sit forhold til sin halvsøster, som er mulat, og som bor og arbejder i USA. Digtsamlingen bliver en afsøgning af emner som hudfarve og race, hvor hun udover klassiske digte inddrager fakta, fx rejsebeskrivelser og citater fra populære debatter om emnet. Hermed ligner Sten-Knudsen en del, især yngre lyrikere, som på nærmest forskningsmæssig vis undersøger temaer ved at sample mellem traditionel poetisk sprogbrug og mere faktuelle stemmer hentet fra den sociale virkelighed.
Et eksempel, som er tættere på den centrallyriske tradition, er Asta Olivia Nordentoft, der sidste år udgav digtsamlingen
Det nemme og det ensomme. I bogen bruger Nordentoft personligt stof i en til tider knækprosaagtig form. Det sker dog på nye og originale måder, hvor Nordentofts barske hverdagserfaringer blandes med tanker og erindringer samt smukke og barokke billeder, der føjer sig sammen i en organisk helhed.
De tre digtere og mange flere kan opleves fra den 14.-16. marts.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar