Suverænens første tale

Suverænens tale er det spyd dér. Det er en talehandling. Jeg skal fange gnisten med tænderne, men ikke sende tilbage. Kun det.

 Jeg sidder ikke i plyds.

 Og bliver ikke genindsat hver gang han taler til mig, for øjnene, hans, er lukkede helt i. Den mekaniske dukke er ikke et sovedyr. Det gør vi lige helt klar for alle, der måtte følge med i salen, som osse er scenen. DET er hamselv.

“Jeg erklærer herved,” siger suverænen ”at du har et spørgsmål. Mit svar er mit svar, og for hver gang jeg dør, så skal du lægges med på bålet som en enke.”

Øjenlågene passer ikke til figuren. Han der skulle se så oplivet ud, poserede med halvlukket blænde, så man fornemmede et træt og kun halvt insisterende engagement i folkesagen. Det lille bluffnummer.

Disney kunne klare dukkens nedstirrende blik med en let syning og lidt botex fra siden af øjeparret. Suverænen er jo Disney-like, din lille skærmtrold. Han er et realityshow. Det ved du. Suverænen er. Suverænen spiller on behalf of Suverænen. Suverænen får åbnet dåsen ved dekret. Han tager min uniform på mig. Ved dekret. Strammer den? Spørger han ikke.

Det er dog et teatralsk liv, men det virker. Jeg modtager klart dramaturgisk spillet, tak. Jeg spiller den suverænes modtager. Jeg er røret, hvorigennem der skal spørges og svares.


Hos den fuglelignende beriderske smælder de lange øjenvipper som en blomsterfælde. Kunne matche hele vejen ned og igen ad de km-lange ben, så ladylike. Så Gucci, så Vertacci, så Prada.