Ærø-edderkopperne, primært kors– men også mange andre og større (netadgangen er svag, research tager lang tid), så store, at jeg om natten fra det i huset inderst placerede soverum hører dem springe fra væggene ned på fliserne med et dumpt drøn der sender mig tilbage, eller hjem, til Nørrebro hvor man er ved at slå “pæle” i til et nyt boligkompleks eller ungdomshus/indkøbscenters fundament og kort efter kradser de på dørene og spinder højlydt næsten usynlige bjælker for alle vinduerne jeg ikke kunne åbne hvis jeg turde, slet ikke ved nattetide. Om dagen hænger de roligt og skider på de hvide vægge, uafficerede af ja-stort-set-hvad-som-helst. Havørrederne er der mange af og de opfører sig som de plejer, den store flotte der afsatte et ryk et chok en længsel efter stærk strøm i min krop bærer jeg rundt som et smykke der minder en del om et kainsmærke (og usynlige bjælker/lænker/tremmer?)) og begejstrer alle der kender den af Ewald begyndte og af Højholt færdiggjorte analogi, hvalen der springer mod solen og lander med et plask i badekarret hvis vand flyder ud på gulvet hvor mit udspyttede blink ligger og savner en større krog med bedre “bid”. De små hiver jeg i land og slipper fri igen, tobis og efterårets hornfisk, hvis ansigt først senere i deres cyklus udvikler noget der kan minde om Bowies som ung, anvender jeg som agnfisk under et flåd hvis lette drev hen over bunden måske før ugen er omme lokker en sjælden pighvar til huk, hvilken glæde det ville være. Ja, det blev lidt langt, beklager, men resten af natten ligger jeg rystende af angst og venter på edderkopperne river væggene ned og sætter alt indbo med samt mit afsjælede legeme til salg på E-bay, edderkopper har altid brug for cash, they run the fucking island…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar