Knud Steffen

I

Indrømmer:

Jeg kan ikke læse hvem du/ I er.

Jeg kan ikke spejlaflæse eller risikoaflæse, kaosaflæse.

Uanset hvad jeg har påstået tidligere.

Jeg kan aflæse den store viser og stemmeurnerne. Jeg kan næsten høre,

hvad du siger. Se, hvad du gør. Det

er det, kun. Og  dementiet,

det, der lignede  kød der falder af  benet. Dit kranium   fx,   

når du frustreret fortæller om øjenvipper, der er tabt.

Jeg accepterer ikke truslen.

I det øjeblik du glemmer fordi nu skete det i dit liv

at hinanden, hinanden 

figurerer sig

som en slags massefylde.

Hul i symbolikken.

Den er der bare.