clip fra bloggen Den smalle Bog. Anmeldelse ved Erik Kock, der har læst Søren Fauths Vilje.

torsdag den 21. april 2016

Hvor der er vilje, er der liv. En filosofisk tænkepause

Søren R. Fauth: Vilje. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser, marts 2016. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Kock 

”Det var ikke med vilje, det var med hånden!” Et begejstret grinende ekko fra barndommen lister sig ind i skriveprocessen netop nu. Pigen skubbede til drengen så han faldt, men forsøger med ironi og humor at afværge den værste ballade. Af og til hævdes det at børn siger sandheder uden blusel, uden pli og uden tanke for konsekvenser. Det nævnte er et ganske overset eksempel. Citatet er ikke bare en leg med ord, det er en leg med ild.

Det skulle ikke undre om en af Søren Fauths i bogen omtalte sønner også engang har ytret disse ord, og at faderstoltheden straks har opfyldt forskeren. Knægten har i sin uskyldige visdom netop demonstreret at han kan håndtere både erkendelse, bortforklaring og humor i ét hug. Han ved godt at det var med vilje, og det gør de omkringstående også. Han havde først til hensigt at skubbe og løftede derefter hånden for at udføre handlingen. Men nej, ikke ifølge den tyske filosof Schopenhauer, og så skal man vogte sig; for denne mastodont i tysk tænkning har gennem mange år været Fauths helt, bl.a. taler adskillige oversættelser og indføringer i Schopenhauers tænkning deres tydelige sprog. Og forfatteren erkender da også at han ikke kan skrive en bog om vilje uden at denne filosof bliver en hovedperson.

At Fauth Jr. i den ovenfor skitserede situation er faren til behag, skyldes at han demonstrerer dybde i sin tanke. Detvar med vilje, men viljen var der allerede, den kom førhensigten. Så knægten har på et helt andet plan ret alligevel. Før Schopenhauer, siger Fauth, var den gængse filosofiske position

”(…) at mennesket først og fremmest er et fornuftigt og forstandigt individ, og at viljen så at sige er et resultat heraf. Vi er med andre ord først tænkende, derefter villende.

Men ifølge Schopenhauer forholder det sig omvendt: Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe mod, har brug for en retning, et mål, tænker vi. Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.” (s. 24)

Gennem bogen formidles der for fuldt tryk med allehånde indgangsvinkler og hverdagsscenarier med filosofisk perspektivering på en sådan måde, at denne nr. 37 i rækken af pocketbøgerne ”Tænkepauser”, uden besvær lever op til seriens slogan: ”Viden til hverdagen af topforskere.”

Med Schopenhauer som omdrejningspunkt og guide gennemgås menneskets vilje som det absolutte grundvilkår og som oppositionel position over for bl.a. Kant. Denne oplysningens og fornuftens ridder belyses i forhold til tanken om den fri vilje, og der inddrages pointer helt frem til moderne hjerneforskning. 

Schopenhauer

Men igen og igen lader Fauth Schopenhauer lave benspænd ved enten at vende tingene på hovedet eller ved slet og ret at udnævne mennesket som én gang for alle prisgivet sin vilje, sin egoisme og sin kannibalisme. Det er ikke kønt, men realistisk, i følge tyskeren og, må man tro, germanisten selv. Der er ikke tale om kolportering af en tænkningens darwinisme, men en udfordring til at bevæge sig så langt hen imod disse bud på indsigter som man, nå ja, har vilje til.

Det er nu ikke Schopenhauer det hele. Ud over Kant er man glimtvis på besøg i tysk litteratur- og filosofihistorie, og der garneres med franske observatører og tænkere. Det er således filosoffen René Descartes der allerede i bogens indledende sætninger modtager det første germanistiske hug ved at lide den tort at se sit hæderkronede dictum ”Jeg tænker, derfor er jeg” sparket til hjørne af omskrivningen ”Jeg vil, derfor er jeg.”

Der er dog ikke tale om nådesløse slagterier, men om en venden og drejen af vores vante forestillinger og trygge forvisninger.

Som passioneret cykelrytter konfronterer forfatteren rent privat ofte sig selv med mange udgaver af de viljeshandlinger og -ytringer som bogen behandler. Som led i en formidlingsstrategi fungerer trængslerne på den store klinge ganske udmærket. Selvironien og humoren er heller ikke af vejen, når læseren giver sig i kast med de i bund og grund uudtømmelige spørgsmål om vilje, krop og handling. Det er i bundetheden til samspillet, man kan vel lige så godt sige ’kampen’, mellem disse tre, at mennesket kommer til at stå frem. Det ultimative udtryk er viljens vilje til sig selv og viljens vilje til liv.

I bogen rejses der langt flere spørgsmål end der gives svar, og det er på sin plads, for det er som bekendt svarene der får os til at standse; spørgsmålene driver os videre.

Hvem ved, kære læser, måske sidder Fauths ”Vilje” i din lomme en dag. Men det er selvfølgelig helt op til dig selv – hvis du da ellers mener at du er i besiddelse af din egen fri vilje.