styk af Peter Birkholm

Nisser har jeg set, og spøgelser med. Mord og knytnæver i mit blodige fjæs. Tænderne sidder i endnu, og mine erindringer kan jeg klapre ud i skiden staccato; alt jeg oplever er løgnens sandhed. Jeg lyver gerne virkelighedens skue; en skolegård kastede sten, som arkitektur og funktion, på en tam krage. Jeg husker (ikke) håbet. Aldrig vil turen gennem de to kløfters grå hvælvinges flod renses. Er det ikke det sansede vand, der overgår legemet og aldrig sjælen, som den fucking snylter, den er? Jeg er fanget, som et møl i en havelabyrint. Men jeg aner trods alt strukturens evige tanke og støjen gennem bladene. Smukt er livet, døden og universet, vrimlen og uniformen, Joan Ørting. Frekvensens småboblende elektriske udladninger.